Judastræ
Blomstrende judastræ (Cercis siliquastrum) i Adana, Tyrkiet.
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 4.0

Judastræ er et lille, løvfældende træ i ærteblomstfamilien. Det tilhører slægten Cercis, der består af ca. 10 arter, som er udbredt i den nordlige halvkugles tempererede-subtropiske zone. Judastræ er den eneste art, som findes i Europa. Det er udbredt fra Frankrig i vest til Afghanistan i øst og indgår i vegetationstypen maki .

Faktaboks

Etymologi
Navnet kommer af fransk arbre de Judas. Efter sagnet hængte Judas sig i et sådant træ efter at have forrådt Jesus; men navnet er måske snarere en omdannelse af arbre de Judée 'Judæas træ'.
Også kendt som

Cercis siliquastrum

Det er et 10-12 meter højt træ med hele blade med hjerteformet basis. Blomsterne, der fremkommer i rigt tal før løvspring, er røde med violette toner og kan minde om en ærteblomst, men er dog lidt anderledes bygget. Frugten er en flad bælg, der er tilspidset i begge ender.

Både judastræ og canadisk judastræ (C. canadensis) dyrkes som prydtræer, men er ikke helt hårdføre i Danmark.

I forskellige dele af Europa og Lilleasien benyttes navnet judastræ om flere forskellige træer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig