Eukaryot er betegnelsen for en celle med ægte kerne, dvs. en kerne omgivet af en dobbeltmembran.

Faktaboks

Etymologi
Ordet eukaryot kommer af eu- i betydningen 'ægte' og en afledning af græsk karyon 'kerne', egentlig 'nød'.

De eukaryote organismer omfatter dyr, svampe, alger, protister og de fleste planter. Bakterier (herunder cyanobakterier) og arkebakterier er derimod prokaryoter.

Eukaryote og prokaryote celler

Eukaryote celler karakteriseres tillige ved tilstedeværelsen af organeller, hvor en række af cellernes funktioner foregår, ofte adskilt fra cellens cytoplasma ved en eller to membraner. Det drejer sig om mitokondrier, kloroplaster, golgiapparatet, endoplasmatisk retikulum, vakuoler, en særlig type ribosomer m.m. Prokaryoter mangler disse organeller, ribosomerne er af en anden type, og DNA ligger frit i cytoplasmaet. Mange eukaryote organismer danner komplekst opbyggede flageller (svingtråde) i modsætning til prokaryoternes langt simplere bakteriesvingtråde.

Eukaryote cellers udvikling

De første eukaryote celler formodes at være opstået for omkring to milliarder år siden. Endosymbiont-hypotesen beskriver, hvorledes den eukaryote celles organeller menes at være opstået ud fra intracellulære symbiotiske encellede organismer. Den første eukaryote celle er sandsynligvis dannet ved at en arkebakterie har optaget en bakterie og at bakterien har levet videre inden i arkebakteriecellen. I tidens løb har bakterien specialiseret sig, afgivet den største del af sine gener til arkebakterien og overtaget store dele af energistofstiftet. Det er på den måde man forstiller sig at de eukaryote cellers mitokondrier er dannet. Omkring en milliard år senere har en eukaryot celle optaget en cyanobakterie, som siden har udviklet sig til kloroplaster, og givet anledning til planter og alger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig