organisme

Organismen må altid forstås i forhold til sit særlige miljø, som både omfatter dens fysiske og biologiske og evt. psykiske omgivelser. Den økologiske funktion, som organismen har i forhold til resten af økosystemet, fx om den optræder som rovdyr eller byttedyr eller begge dele, eller som primærproducent af biomasse, kaldes dens økologiske niche. Organismer, som med deres sanseapparat modtager information eller tegn fra omgivelserne, har desuden en artsspecifik subjektivt oplevet omverden (en Umwelt), som studeres i adfærdsbiologien og biosemiotikken. Det forhold, at organismer ikke alene konkurrerer om føde og andre resurser, hvorved "de bedst egnede" udvælges, jf. teorien om evolution ved naturlig selektion, men også samarbejder med andre organismer fra andre arter, har påkaldt sig fornyet opmærksomhed, bl.a. i forbindelse med studiet af, hvordan de "højere" (eukaryote) celler kan være dannet ved symbiotiske forhold mellem simplere encellede organismer, hvor fx organeller som kloroplaster kan være opstået fra fotosyntetiserende bakterier i værtens celler (endosymbiont-hypotesen).

Også i det globale samspil mellem atmosfæren og Jordens samlede organismer, som Gaiateorien beskriver som en slags superorganisme, manifesteres en type organisk samarbejde, dog uden at teorien postulerer, at samarbejdet er til "for Gaias skyld" e.l. Samspillet beskrives blot som et kybernetisk system (se kybernetik) baseret på feedback-regulering, dvs. cirkulære årsagskæder, som minder om en organismes homøostatiske regulering (se homøostase) af sine fysiologiske parametre (fx hormonal kontrol).

Organismer kan klassificeres og er forbundet indbyrdes ved historiske slægtskabsrelationer. Når man taler om gråspurven som organisme, tænker man som regel på et enkelt individ (den enkelte gråspurv), men hvis man fx sammenligner med andre fugle, tænker man på gråspurven som art, forstået enten som en klasse bestående af medlemmer, de enkelte gråspurve, eller som en udviklingsenhed i form af et gennem slægtskab forbundet system af gråspurve, der potentielt kan formere sig med hinanden (se individ).

Skønt det som regel er ligetil at bruge det biologiske organismebegreb korrekt, er det som et grundbegreb, der implicerer tanken om en målrettet helhed, sjældent defineret i lærebøger. Alligevel kan man sige, at netop organismen som fænomen er dét, som gør biologi anderledes end videnskaber som fysik og kemi: Man bruger i biologien funktionelle forklaringer for fuldt ud at kunne forstå, hvad en levende organisme er (se forklaring), i tillæg til de normale kausale forklaringer af relationer mellem årsag og virkning, hvis brug biologien deler med andre videnskaber. Det er ikke tilstrækkeligt at beskrive en bestemt struktur i organismen, man må også redegøre for den funktion, den opfylder i forhold til hele organismen. Sådanne henvisninger til funktionelle formål som fx i sætningen "de enkelte nyrelegemer (nefroner) i nyrerne har den særlige struktur, fordi de tjener det formål at rense blodet og frafiltrere affaldsstoffer" kaldes også teleologiske forklaringer. Man må her skelne mellem to typer teleologiske forklaringer: 1) Den intentionelle, hvor formålet er bevidst og findes forud for dannelsen af den mekanisme, der skal tjene formålets opfyldelse, fx urmageren, som bevidst designer et vækkeur på en særlig måde. 2) Den teleonomiske, hvor formålet ikke er bevidst, men henviser til en proces, som bidrager til organismens opretholdelse, og som historisk er et produkt af en naturlig udviklingsproces (evolution gennem naturlig selektion), hvorunder den mekanisme, som tjener til formålets opfyldelse, er dannet. Nu er organismer jo organiserede produkter af naturen, hvis dele og helheder ser ud til at virke som gensidige formål og midler for hinanden (det var allerede Kants definition af organismen), så når vi taler om formål i forbindelse med dem, er det i betydning 2), man i dag benytter udtrykket "tjener til at" i funktionelle forklaringer, da man ikke i biologien opererer med en bevidst designer, fx en gud, af deres dele.

Det må dog tilføjes, at igennem biologiens historie er en række strukturer fundet og beskrevet, uden at man med det samme har kunnet forklare deres funktion. Desuden er det forhold, at "struktur x tjener til funktion y", ikke det samme som, at "struktur x tjener bedst til funktion y". I evolutionsteorien opfattes organismer normalt som veltilpassede, men kritikere som S.J. Gould og den amerikanske genetiker R.C. Lewontin (f. 1929) har kritiseret tendensen til adaptationisme i evolutionsteorien, dvs. troen på, at de strukturer, man finder, altid er de bedst mulige løsninger på de problemer med tilpasning (adaptation) til det ofte skiftende miljø, som de enkelte arter er stillet over for i evolutionsprocessen. Adaptationismen ytrer sig ved en overdreven brug af just so stories, sådan-historier, hvor man uden empirisk belæg opstiller spekulative historier om den mulige funktion af en hvilken som helst form eller delform af organismen. Pointen er, at organismen som evolutionært produkt ikke altid er udtryk for et optimalt eller bedst muligt design, fordi udviklingen går frem efter de forhåndenværende søms princip og kun kan udvælge fra den tilfældige variation, som nu engang forefindes i populationen. Desuden er der bånd eller grænser, forbundet med fosterudviklingen (developmental constraints), for, hvor radikalt en organisme kan omformes mod en given struktur, fx udformningen af et tandsæt til bestemte funktioner. At evolutionen ikke har frembragt organismer med hjul eller propeller kan skyldes sådanne bånd — designet er måske godt, men organisk umuligt.

At der eksisterer en særlig funktionel forklaringsmåde som nødvendig for at forstå organismer, er en af begrundelserne for den såkaldte organicisme i biologiens grundlagsfilosofi, et synspunkt, som tager afstand både fra vitalismen, der hævder, at organismer har en skjult og ikke-fysisk "livskraft", og mekanicismen, der hævder, at en organisme kan forstås fuldt ud som et rent mekanisk system (se biologi (liv, hensigt og helhed)). Her kan man tilføje, at ikke engang den klassiske mekanik i sig selv er nok til fuldt ud at beskrive et funktionelt system som et mekanisk urværk, skønt dets dele naturligvis adlyder den klassiske mekaniks love. Man må netop også beskrive delenes bidrag til den overordnede funktion og det forhold, at delene er bevidst arrangeret med denne funktion for øje. Herved bliver en række tilsyneladende mekaniske forklaringer på selv døde ting som maskiner og ure i virkeligheden teleologiske forklaringer (af den intentionelle form, som nævntes ovenfor, da designerens hensigt med mekanismerne er impliceret i forklaringen).

Et interessant aspekt ved den biologiske organisme er, at den betragtet som et dynamisk system har en kvalitet, der ligger ud over dynamiske systemer i fysikken. Det er en kvalitet, som har et hukommelseslignende præg; i en vis forstand forbliver organismen en organisme, så længe den husker sin organisation. Det skal forstås således: Et fysisk dynamisk system kan normalt beskrives ved sine procestilstande, dvs. ved nogle bevægelsesligninger for de partikler, systemet udgøres af, samt information om partiklernes positions- og bevægelsesvektorer. Denne dynamiske information ødelægges, hvis systemet køles ned i nærheden af det absolutte nulpunkt. Nedkølingen standser alle processer og bevirker en art glemsel af dynamikken i tid og rum. Procestilstandene slettes, og ved opvarmning vil systemet ikke fortsætte sin oprindelige dynamik som hidtil. Det er bemærkelsesværdigt, at visse organismer, selv encellede, kan tåle nedkøling til ekstremt lave temperaturer (såfremt det sikres, at der ikke dannes frostkrystaller, som ødelægger cellemembranerne; måske kan i princippet alle organismer tåle nedkøling, givet de rette eksperimentelle betingelser). Tøs organismen langsomt op igen, vil den kunne genoptage livsprocesserne, som om intet var hændt (se kryobiologi).

Organismer kan med andre ord tåle at miste al dynamisk information, når blot den strukturelle information, organisationen, forbliver intakt. Denne omfatter bl.a. information om den relative placering af de byggesten, en organisme består af, herunder sekvensen af DNA. Den væsentlige information om livsprocessen i organismen er altså ikke lagret som procesinformation i fysisk forstand (denne ødelægges ved nedkøling), men som hastighedsuafhængig strukturel information. En simpel matematisk partikelbeskrivelse indfanger ikke dette organisationsaspekt ved organismen.

Ud over en sådan særegen ydre kvalitet rummer en organisme (formentlig uafhængigt af kompleksitetsgrad) indre kvaliteter, som vi imidlertid kun kender direkte fra vor egen organisme og kender indirekte ved iagttagelse af andre menneskers og dyrs adfærd: evnen til at føle, opfatte, sanse. Det er en evne, hvis ydre manifestation godt kan iagttages ved ydre metoder, fx observation af elektrokemiske ændringer i nervebanerne, men hvis indre side må iagttages direkte. Der sker ikke blot en voldsom stimulation af neurotransmittere i nervesystemet, når jeg skærer mig på en kniv; det gør også ondt. Dette oplevelsesmæssige aspekt er genstand for såvel filosofisk som begyndende neurobiologisk forskning.

"Organisme" benyttes også som metafor uden for biologien. Organismetanken er inden for litteraturen Aage Henriksens betegnelse for romantikkens helhedsfilosofi, der ønskede at anskue kunst, videnskab, historie og natur i en sammenhængende helhed. Denne tankeretning blev introduceret i Danmark 1802-03 gennem de berømte foredrag af Henrich Steffens, som bl.a. omtalte Goethes morfologiske skrifter, herunder læredigtet om "Planternes metamorfose". Heri fremhæver Goethe plantens egen formdannende kraft og menneskets evne til, ud fra oplevelsen af helhed, at danne intuitive begreber om organismernes urformer ved en art "anskuende dømmekraft", som skulle befinde sig midt mellem den videnskabelige iagttagelse, som er vendt mod objektet, og den meditative tænkning, som er vendt mod subjektet.

I beskrivelsen af det hele verdensbillede, som karakteriserer en given epokes opfattelse af naturen, siges det ofte, at man fra antikken op til renæssancen opfattede verden som en levende og besjælet organisme, hvorefter det mekaniske verdensbillede slog igennem, og verden nu blev forstået i analogi med en stor maskine. En af det mekaniske verdensbilledes konsekvenser var en skarp adskillelse af menneskets bevidsthed og dets krop (sjæl-legeme-problemet, dualisme), og mange kritikere af filosoffen Descartes, som formulerede denne adskillelse skarpest, greb til organismen som metafor for alle de fænomener i livet, der ikke lader sig forstå som enten kun bevidsthedsmæssige eller kun stoflige. Romantikken repræsenterer en sådan kritik. Det samme gør en række af 1800-t.s naturforskere, som opfattede ikke blot de enkelte organismer, men materien selv som værende levende og i stand til at udvise irritabilitet, sensibilitet og liv, dvs. en art vitalistisk materialisme, som på det tidspunkt ikke var uvidenskabelig eller udelukkede eksperimentel forskning.

Organismen som hjemsted for skjulte kræfter, som ikke kan underlægges rationel eller instrumentel kontrol, er en tankefigur, der genfindes i myter om forsøg på at skabe organismer kunstigt (troldmandens lærling, golem, Frankenstein) og i moderne science fiction (skabelse af androider og cyborgs (cyber organisms, dvs. individer, som er en blanding af menneske og maskine)).

I sociologien har man tidligere benyttet betragtningsmåder, der opfattede samfundet som en organisme, hvor de enkelte dele virkede for helheden, og hvor også forklaringen på samfundsinstitutionernes struktur og funktion trak på biologiske analogier til funktion i betydningen delenes bidrag til selvopholdelse; disse analogier kunne være mere eller mindre vage eller udarbejdede i retning af funktionalismen i sociologien hos T. Parsons. Senere sociologi har lagt afstand til disse analogier, fordi de har vanskeligt ved at forklare grundlæggende ændringer i samfundet og det faktum, at fx skift i politiske styreformer ikke nødvendigvis sker af abstrakte funktionelle hensyn til helheden, men i et samspil af politiske interesser båret af mennesker med bestemte bevidste hensigter og viljer.

I det moderne samfund, hvor hverdagslivet er dybt præget af den teknologiske og videnskabelige udvikling, opfatter mennesket sin krop på én gang intellektuelt og følelsesmæssigt både som en biologisk organisme (tænk på fænomener som vækst, seksualitet, aldring, sundhed/sygdom og sportsudøvelse) og som en erfarende "subjektiv" krop, der kan sanse, føle smerte, kvalme, lyst, ugidelighed, lethed osv.; en krop, som også kan bruges som kulturelt redskab eller tegnsystem (se kropssprog). I det lys kan man se kroppen som et bredere begreb end organismen, for når der tales om kroppen, tales der også om subjektive fornemmelser, der ikke udtømmende lader sig beskrive i termer af genetik, cellebiologi, neurologi og biokemi. I den forstand rummer organismen stadig sine mysterier. Se også liv og natur.