Hæmosiderin, stof, som sammen med ferritin udgør organismens jerndepot. Hæmosiderin er overvejende opbygget af uopløselige ferrioxyhydroxidkrystaller og adskiller sig fra ferritin ved helt eller delvis at mangle proteindelen apoferritin. Hæmosiderin indeholder ca. 25 vægtpct. jern.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hæmosiderin kommer af hæmo- og græsk sideros 'jern' og -in.

Som ferritin findes hæmosiderin i næsten alle celler. Indholdet er særlig højt i almindelige leverceller (hepatocytter) og i særlige celler (monocyt-makrofag-systemets celler) i lever, knoglemarv og milt. Jern i hæmosiderin udnyttes vanskeligere end jernet i ferritin.

Øget aflejring af hæmosiderin ses ved hæmosiderose og hæmokromatose.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig