Glukose er kulhydrat (monosaccharid) med grundformlen C6H12O6. Glukose er vandopløseligt og er det monosaccharid, der findes i blodet (blodsukker) og optages i cellerne med henblik på:

Faktaboks

Etymologi
Ordet glukose kommer af fransk glucose, vist en omdannelse af græsk gleukos 'sød vin'.
Også kendt som

druesukker, dekstrose

1) Nedbrydning til kuldioxid og vand eller via glykolysen til laktat (mælkesyre), hvorved der udvindes kemisk energi, som bindes i energitransport-molekylet ATP.

2) Opbygning til glykogen.

3) Opbygning af komplekse saccharider, fx i bindevævets grundsubstans og biologiske membraners glykolipider og glykoproteiner.

4) At indgå i syntesen af aminosyrer, fedtsyrer m.m.

Glukose dannes i planter ved fotosyntese. Glukose fås fra kosten, og det nydannes i lever og nyrer. I kosten findes som regel kun små mængder fri glukose, fortrinsvis i frugt og honning. Glukose findes mest i form af polysaccharidet stivelse, som af fordøjelsesenzymer spaltes til glukose. Desuden er glukose bestanddel af en række di- og polysaccharider, fx sucrose (rørsukker), laktose (mælkesukker), maltose, cellulose og glykogen. I lever og nyrer dannes glukose ved glukoneogenese fra aminosyrer, glycerol og laktat.

Navnet dekstrose skyldes, at glukose forekommer i D-form, der i vandig opløsning drejer planpolariseret lys til højre (latin dexter).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig