Globin, proteindelen af hæmoglobin. Globin består af to par nærtbeslægtede polypeptidkæder. Hver kæde binder en hæmgruppe, som er en jernholdig porfyrinstruktur med ilttransportfunktion.

Globingener

Globingener er en gruppe af gener, der koder for et eller flere globinproteiner i dyr og mennesker. Fx i mennesket findes der i alt 11 globingener og seks funktionelle hovedformer af globin: α-, β-, γ-, δ-, ε- og ζ-globin. Globingenernes funktion er nøje reguleret. I det tidlige fosterstadium dannes således primært α- og ε-globin, der to og to danner hæmoglobin. Senere i fosterstadiet dannes α- og γ-globin, som udgør et hæmoglobin, der fungerer meget effektivt i overførslen af ilt fra moder til foster. I voksne individer består hæmoglobin hovedsagelig af α- og β-globin. Laverestående dyr som fx orme og insekter har normalt kun én slags globingener.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig