Homo (Evolution)

Homo (Evolution), De ældste fossiler henført til vores slægt er en overkæbe, løse tænder, et tindingeben og en underkæbe fra hhv. Etiopien, Kenya og Malawi. Med aldre på 2,3-2,5 mio. år, brede kæbebuer og ret kraftige kindtænder skal de nok placeres i arten Homo rudolfensis (2,4-1,8 mio. år før nu) med fladt ansigt, ikke i H. habilis (1,9-1,6 mio. år) med mere fremstående kæber og smallere, mere moderne kindtænder.

Homo opstod samtidig med hurtige økologiske svingninger og udbredelsen af mere åben savanne. Hos H. ergaster (1,9-1,4 mio. år) udvikledes et moderne kropsskelet, hvilket ses på det mest komplette fund, den 10-12-årige Turkanadreng fundet vest for Turkanasøen i Kenya. Tændernes emaljedannelse — har det vist sig — skete dog som hos menneskeaber hurtigere end hos moderne mennesker, hvilket har betydning for aldersvurderingen; de voksede hurtigere op.

Nye rester af kropsskeletter fra Swartkrans i Sydafrika tolket som H. ergaster tyder, modsat tidligere konklusioner, på, at der fandtes store forskelle mellem kønnene (hanner vejede således omkring 55 kg, hunner omkring 30 kg).

Siden midten af 1990'erne er gjort en række bemærkelsesværdige kraniefund, ved Dmanisi i Georgien således et kvinde- og et mandekranium af H. ergaster på hhv. 650 cm³ og 800 cm³ i hjernerumfang (1,7 mio. år); desuden er fundet et mere primitivt kranium på 600 cm³ med relativt store hjørnetænder og lille øjenbrynsbue som hos H. habilis sammenmed grove Oldowan-stenredskaber. Det sidste kranium repræsenterer måske samme overgangsform som et omdiskuteret underkæbestykke udgravet nær Wushan i Kina (1,9 mio. år) i slutningen af 1980'erne (H. wushanensis). I så fald repræsenterer de en tidligere udvandring fra Afrika end H. ergaster, hvilket kan forklare fund af mulige stenredskaber fra Pakistan, Kina og Frankrig med aldre på over 2 mio. år.

Mere moderne kranier med opdelt bugtet øjenbrynsbue, lodrette sidevægge og hjerner på 800-1050 cm³ er udgravet i Eritrea, Etiopien, Italien og Spanien (0,8-1 mio. år) og tilhører muligvis H. antecessor, en fælles stamart for neandertalerne og moderne H. sapiens. Nye kranier af Java- og Pekingmennesker dukker stadig op og øger variationen i karaktertræk. I Nordkina er fundet over 3000 Oldowan-stenredskaber dateret til 1,4 mio. år. Et skelet fra Jinniushan i Nordkina (0,3 mio. år) viser en tætbygget kvinde på ca. 75 kg, der var kuldeadapteret som neandertalere, men sandsynligvis tilhørte sapiens-linjen. Fra Schöningen i Nordtyskland er fundet de ældste umiskendelige jagtredskaber i form af 2 m lange kastespyd af træ (0,4 mio. år) sammen med tusinder af hesteknogler.

Det mest omfattende fund nogensinde af fossile mennesker er fra Knoglehulen (Sima de los Huesos) i Nordspanien (0,3 mio. år). Indtil nu er udgravet skeletdele fra ca. 165 eksemplarer af en primitiv hulebjørn sammen med ca. 35 menneskeindivider, der i mange træk danner overgang til de egentlige neandertalere. Overgangsformen er blevet inkluderet i H. heidelbergensis, men denne burde nok begrænses til de tidlige europæere (0,3-0,5 mio. år) med begyndende neandertaltræk. I stedet bør overgangsformen navngives H. steinheimensis. Trækkene udviser stor variation, men kønsforskellen mht. størrelse var ikke meget anderledes end i dag. Slidstriber på ydersiden af kindtænderne skyldes sikkert hårde plantefibre i kosten, mest udpræget hos kvinder.

De senere neandertalere levede i vid udstrækning af kød fra store pattedyr på de åbne istidssletter. Mange af neandertalernes egne knogler er brækkede og brændt, med snitmærker efter stenredskaber, der må tolkes som tegn på kannibalisme. Tilsvarende spor er fundet hos moderne mennesker og flere tidligere former som H. rhodesiensis og H. antecessor. Det ældste er et 2 mio. år gammelt kranium af en spinkel, sydafrikansk australopithecin med snitmærker, måske spist af en tidlig Homo. Nye studier af neandertalanatomi og -DNA forstærker indtrykket af, at de var en selvstændig, nu uddød udviklingslinje. Dog synes et 24.500 år gammelt barneskelet fra en sapiens-kultur i Portugal at besidde visse neandertaltræk.