Søernes dyreliv er fattigere end havets; fx findes ingen pighuder og kun få arter af polypdyr. Af de ca. 19.000 fiskearter lever kun ca. 7000 i ferskvand. Sammenlignet med havet er søerne unge, små og indbyrdes isolerede, og muligheden for at udvikle nye dyrearter har derfor ikke været lige så gunstig. Naturlige søer er skabt ved voldsomme begivenheder som nedisninger og forskydninger i jordskorpen. Verdens ældste sø, Bajkalsøen, er ca. 70 mio. år gammel, mens søerne i Nordamerika og Nordeuropa blev skabt for kun 10.000-12.000 år siden, efter at indlandsisen smeltede bort.
Søernes plante- og dyreliv er knyttet til bredzonen, de frie vandmasser (pelagialet), søbunden på det lave vand (littoralzonen) og på det dybe (profundalzonen). Ved bredden vokser sumpplanter som fx tagrør og dunhammer. De har hulrum i stænglen, så ilten let kan trænge ned til jordstængler og rødder i bundens iltfattige mudder. I littoralzonen vokser vandplanter, bl.a. vandaks, og flydebladsplanter, fx åkande. Sten, sandskorn, mudder og planternes stængler og blade er bevokset med mikroskopiske alger, især kiselalger, grønalger og blågrønalger (perifyton).
Den lavvandede littoralzone byder på flere levesteder end den ensartede mudderbund på større vanddybde. I littoralzonen kan der være mere end 400 arter af smådyr, især børsteorme, muslinger, snegle, krebsdyr og insekter. Nede i mørket på den dybe mudderbund, der periodevis kan være iltfattig, lever derimod kun nogle få specialiserede arter som visse myggelarver og børsteorme, der vha. hæmoglobin kan udnytte den smule ilt, der er.
De frie vandmassers planteplankton (fytoplankton) består især af kisel-, grøn- og rekylalger samt dinoflagellater. I næringsfattige søer findes ofte mange gulalger og særlige desmidiacéer, mens der i næringsrige søer kan være store mængder af blågrønalger om sommeren. Nogle blågrønalger indeholder små luftblærer, så de kan holde sig oppe ved vandoverfladen, hvor de kan danne vandblomst (se algeopblomstring). Planteplanktonet er føde for dyreplankton, især hjuldyr, dafnier og vandlopper. Dyreplanktonet ernærer fredfisk som skalle, brasen og små aborrer. De efterstræbes af rovfisk som gedde, sandart, ørred og store aborrer. Planteplanktonet er det første led i de frie vandmassers græsningsfødekæder. Men en del af det organiske stof, som planktonalgerne opbygger, optages ikke i fødekæden og danner i stedet grundlag for detritusfødekæder, hvor bakterier ernærer sig af de udskilte stoffer og er føde for flagellater, ciliater, hjuldyr og dafnier.
I den lavvandede og næringsfattige midtjyske Kalgaard Sø er den samlede årlige nettoprimærproduktion ca. 45 g kulstof pr. m2 søoverflade. Her producerer planteplanktonet og vandplanterne hver halvdelen. I den store og dybe, næringsrige Esrum Sø er planteplankton derimod ansvarlig for næsten hele produktionen på ca. 240 g pr. m2. Den største produktion af planktonalger finder man i lavvandede, næringsrige søer, hvor algerne kan producere mere end 1 kg kulstof pr. m2. Se også hav (havøkologi) og plankton.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.