En population vokser som følge af fødsler og indvandring af individer (immigration), mens dødsfald og udvandring (emigration) reducerer populationsvæksten. Fødselshyppigheden (reproduktionsraten, nataliteten) kan udtrykkes som antal afkom (unger, æg) pr. hun pr. tidsenhed. Nogle arter yngler kun én gang om året eller sjældnere, andre flere gange årlig. Mængden af afkom varierer; fx kan fisk producere tusinder af æg, fugle oftest 1-20 æg, mens pattedyrene sjældent får over 10 unger pr. kuld og ofte blot 1-2. Dødeligheden (dødsraten, mortaliteten) kan fx angives som antallet af dødsfald pr. 1000 individer pr. tidsenhed, men i mange tilfælde lægges vægten på de overlevende individer, og man præsenterer i stedet overlevelsesraten.
Under gunstige betingelser kan de forplantningsdygtige individer i en population producere så meget afkom, at det langt opvejer afgangen af individer, hvorfor populationen vil vokse. Nogle organismer har en enorm formeringsevne, der i løbet af kort tid kunne resultere i astronomiske individtal, hvis alle overlevede. En sådan populationsvækst vil følge en nærmest J-formet kurve; først stiger kurven svagt, men ret hurtigt bliver stigningen stejl (eksponentiel vækst). Fx har man beregnet, at et par stuefluer på blot et år (ti generationer) kan blive ophav til så mange fluer, at de ville dække et areal på 30 mio. km2 svarende til størrelsen af Afrika. I virkeligheden vil overbefolkning hurtigt sætte en stopper for den uhæmmede populationsvækst, der endog kan ændres til et brat fald. Alle arter stiller nemlig en række fundamentale økologiske krav, fx tilstrækkeligt med føde og albuerum. Stigende konkurrence om resurserne bremser populationsvæksten og udløser en regulering af populationsstørrelsen. Der er således øvre grænser for, hvor høj populationstæthed et givet område kan huse; denne maksimale populationsstørrelse kaldes områdets bæreevne.
I de fleste naturlige populationer forløber vækstkurven anderledes. Den ligner i begyndelsen den foregående, men efter den hurtigt accelererende vækstfase klinger væksten af, kurven flader ud og forløber vandret. Hele vækstkurven bliver S-formet eller sigmoid (se logistisk vækst).
Dyrearternes populationsstørrelse varierer ofte med årstiden, fx pga. variation i fødeudbuddet i årets løb eller som en tilpasning til årstidsbestemte ændringer i vejrforholdene. Som regel varierer populationstætheden også fra år til år. Specielt i populationer med logistisk vækst vil populationsstørrelsen over en årrække i almindelighed svinge omkring et stabilt niveau svarende til områdets bæreevne. Andre populationer kan med års mellemrum pludselig vokse eksponentielt og masseformeres til tætheder, der langt overstiger områdets bæreevne; resultatet bliver, at populationen bryder sammen og hastigt formindskes. Nogle arter opformeres med meget uregelmæssige mellemrum, fx sommerfuglen nonne (Lymantria monacha). Andre arters populationsstørrelse fluktuerer regelmæssigt (cyklisk); det gælder især visse arktiske dyr, bl.a. lemming, der opformeres med 3-4 års mellemrum, samt den canadiske sneskohare og dens fjende, den canadiske los, der begge kulminerer med ca. ti års mellemrum. Årsagerne til periodiciteten er ikke klarlagt, men ydre faktorer, fx klima, fødeudbud og rovdyr, og mekanismer knyttet til selve populationerne, fx adfærdsmæssige, fysiologiske og genetiske ændringer, er blevet foreslået.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.