Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ernst Mayr

Oprindelig forfatter BChr Seneste forfatter Redaktionen

Ernst Mayr, 1904-2005, tysk-amerikansk zoolog og evolutionsforsker. Mayr blev født i Tyskland, hvor han i 1926 fik doktorgraden ved Berlins Universitet. Han emigrerede til USA og blev i 1932 tilknyttet American Museum of Natural History, i 1953 professor ved Harvard og i 1961 direktør ved museet for komparativ zoologi. På ekspeditioner til Ny Guinea og Salomonøerne så Mayr en stor geografisk variation hos specielt fugle. Han betragtede dette som en genetisk bestemt tilpasning og et muligt første trin mod en opsplitning i to arter, som kan finde sted, hvis populationerne bliver fuldstændig adskilt over en længere periode (allopatrisk artsdannelse). Mayr var en af foregangsmændene bag den såkaldte evolutionære hypotese, som har dannet grundlag for evolutionstankens opblomstring i 1900-t. Et vigtigt bidrag var bogen Systematics and the Origins of Species (1942), hvori Mayr formulerede det biologiske artsbegreb, hvorefter arter er forplantningsmæssigt isolerede enheder. Han udgav senere talrige andre bøger, bl.a. den vægtige The Growth of Biological Thought (1982).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Christensen: Ernst Mayr i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123238