Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alfred Russel Wallace

Oprindelig forfatter NPKr Seneste forfatter Redaktionen

Alfred Russel Wallace, 1823-1913, britisk naturforsker og etnograf. Wallace foretog naturhistoriske og etnografiske indsamlinger og optegnelser i Amazonas og især i øriget mellem SØ-Asien og Australien. Han udviklede en evolutionsteori med naturlig udvælgelse som den basale mekanisme, der stort set var identisk med Charles Darwins dengang upublicerede teori. De to teorier præsenteredes på et møde i Linnean Society i 1858.

Wallaces The Geographical Distribution of Animals (1876) var længe zoogeografiens hovedværk; her knæsattes en tidligere inddeling af Jorden i zoogeografiske regioner. En grænse (forløbende mellem Borneo og Sulawesi) mellem den orientalske region og den australske region kaldes Wallaces linje.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Peder Kristensen: Alfred Russel Wallace i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=181852