Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hvirveldyr

Oprindelig forfatter JøLü Seneste forfatter Redaktionen

Skelet. Tre trin i hvirvelsøjlens evolutionshistorie, som de kan ses hos nulevende dyr. Hos primitive bruskfisk som fx stør er hvirvelsøjlen en cylindrisk stav, chorda dorsalis, dannet ved vækst af notochorden, som anlægges tidligt i fosterlivet hos alle hvirveldyr. Rygmarven ligger langs chordas rygside beskyttet af brusklegemer, som er tilhæftet chordaskeden og tjener som hæfte for muskler. Chordavævet er vandsugende (grundet på en osmotisk mekanisme) og står derfor under tryk, hvilket giver staven dens elastisk fjedrende egenskaber.

Skelet. Tre trin i hvirvelsøjlens evolutionshistorie, som de kan ses hos nulevende dyr. Hos primitive bruskfisk som fx stør er hvirvelsøjlen en cylindrisk stav, chorda dorsalis, dannet ved vækst af notochorden, som anlægges tidligt i fosterlivet hos alle hvirveldyr. Rygmarven ligger langs chordas rygside beskyttet af brusklegemer, som er tilhæftet chordaskeden og tjener som hæfte for muskler. Chordavævet er vandsugende (grundet på en osmotisk mekanisme) og står derfor under tryk, hvilket giver staven dens elastisk fjedrende egenskaber.

hvirveldyr, Vertebrata, vertebrater, underrække af chordater omfattende ca. 60.000 nulevende arter i syv klasser: rundmunde (Cyclostomata), bruskfisk (Chondrichthyes), benfisk (Osteichthyes), padder (Amphibia), krybdyr (Reptilia), fugle (Aves) og pattedyr (Mammalia).

Hos hvirveldyr er rygstrengen (chorda) helt eller delvis erstattet af en hvirvelsøjle bestående af rækkestillede hvirvler. Legemet er delt i en hoved-, en krop- og en haleregion; landdyr har tillige en mere bevægelig halsregion bag hovedet og en krop, der kan være inddelt i en brystregion med ribben og en blødvægget bugregion. Der er to par lemmer, udformet som finner hos fisk og ganglemmer hos de fleste landdyr; hos fugle og flagermus er forlemmerne vinger. Lemmer mangler primært hos rundmunde og er sekundært gået tabt hos slanger og en del gravende krybdyr.

Skelet

Hvirveldyrs skelet består hos rundmunde og bruskfisk af brusk og er hos øvrige hvirveldyr helt eller delvis erstattet af benvæv. Hovedets skelet danner en kapsel om hjernen, hos de fleste suppleret af overfladiske kranieknogler. En skeletkomponent, der hos fisk støtter gællespalternes skillevægge, indgår også i over- og underkæbe, men er hos landdyr modificeret til tungeben og høreknogler.

Hvirvelsøjlen omslutter og beskytter rygmarven, idet hver hvirvel indeholder en rygmarvskanal, og er derudover sammen med ribbenene fæste for kroppens sidemuskler. Lemmerne er støttet af et akseskelet, der er kort og vifteformet i finner, mens det hos landdyr består af en serie langstrakte knogler. Lemmernes muskulatur fæster i kroppen til skulder- og bækkenbæltet, som er mere eller mindre fast forbundet til hvirvelsøjlen.

Hudtænder hos bruskfisk, benskæl hos benfisk samt mundens tænder er rester af et hudskelet, der hos de uddøde panserrundmunde og -hajer dannede et sammenhængende hudpanser. Se også skelet.

Annonce

Respirationsorganer

Hos rundmunde, brusk- og benfisk er respirationsorganerne gæller, som er beliggende i rækkestillede gællespalter bag hovedet. Vand indtages via munden og presses fra svælget ud gennem spalterne. Padder har som vandlevende larver (haletudser) lignende gællespalter eller i forbindelse med dem korte gællekvaster. Hos de fleste padder reduceres gællerne ved forvandlingen; hos amnioter, dvs. krybdyr, fugle og pattedyr, er spalterne kun til stede i fosterstadiet. Undtagelsen er dog mellemøre og ydre øregang, der svarer til bruskfiskenes første gællespalte. Voksne padder og alle amnioter ånder vha. parrede lunger, der via et uparret luftrør udspringer bagest i svælget.

Hvidhaj. Rævehaj (Alopias vulpinus) findes i tropiske have. Denne 4-5 m lange haj gæster af og til danske farvande. Den er ufarlig for mennesker. Almindelig hammerhaj (Sphyrna zygaena) findes i de varmere dele af alle oceaner. Den kan blive 4-5 m og er farlig. Øjnene sidder for enden af hovedets to brede, flade udvækster. Hvidhaj (Carcharodon carcharias) findes i de varmere dele af alle oceaner og er den farligste af alle hajer. Den bliver 6-7 m. Savhaj (Pliotrema warreni) findes ved Sydafrika. Den lever af fisk og større bunddyr, som rodes op med saven. Den kan blive 1,4 m. Kravehaj (Chlamydoselachus anguineus) kendes fra alle oceaner. Den lever på mere end 1000 m dybde og æder bunddyr. Den bliver op til 2 m. Grønlandshaj (Somniosus microcephalus) lever i de kolde dele af Nordatlanten. Denne altædende art kan blive 6-7 m. Angreb på mennesker kendes ikke.

Hvidhaj. Rævehaj (Alopias vulpinus) findes i tropiske have. Denne 4-5 m lange haj gæster af og til danske farvande. Den er ufarlig for mennesker. Almindelig hammerhaj (Sphyrna zygaena) findes i de varmere dele af alle oceaner. Den kan blive 4-5 m og er farlig. Øjnene sidder for enden af hovedets to brede, flade udvækster. Hvidhaj (Carcharodon carcharias) findes i de varmere dele af alle oceaner og er den farligste af alle hajer. Den bliver 6-7 m. Savhaj (Pliotrema warreni) findes ved Sydafrika. Den lever af fisk og større bunddyr, som rodes op med saven. Den kan blive 1,4 m. Kravehaj (Chlamydoselachus anguineus) kendes fra alle oceaner. Den lever på mere end 1000 m dybde og æder bunddyr. Den bliver op til 2 m. Grønlandshaj (Somniosus microcephalus) lever i de kolde dele af Nordatlanten. Denne altædende art kan blive 6-7 m. Angreb på mennesker kendes ikke.

Hjerte, karsystem og kropshule

Blodkarsystemets centrum er et hjerte, der hos fisk består af et forkammer og et hjertekammer, som pumper blodet fremad under svælget mod gællerne. Dets største kar er legemspulsåren, aorta, under hvirvelsøjlen. Hos lungeåndende hvirveldyr er hjertet delt i højre og venstre halvdele, hvorfra blodet sendes hhv. til respiration i lungerne (det lille kredsløb) og rundt i kroppen (store kredsløb). Kropshulen er delt i en hjertesæk og en kropshule, der hos fugle og pattedyr er yderligere opdelt i en brysthule (med lunger) og en bughule.

Fordøjelses-, ekskretions- og forplantningsorganer

Tarmkanalen begynder med en mundhule med tænder; de næste afsnit er svælg, spiserør og mavesæk; den sidste danner hos krokodiller og mange fugle en kraftig muskuløs kråse (tyggemave). Tarmen er ofte delt i en næringsopsugende tyndtarm og en vandabsorberende tyktarm. De største kirtler i forbindelse med tarmen er lever og bugspytkirtel. Nyrerne er parrede, aflange eller bønneformede organer ved kropshulens bagvæg, udstyret med hver sin urinleder. Hvirveldyr er med undtagelse af nogle få benfisk særkønnede. Hos de primitive rundmunde forlader æg og sæd dyrene via kropshulen. Hos de fleste øvrige hvirveldyr passerer sæden på sin vej ud via omdannede dele af nyrerne (bitestiklen), mens æggene fra kropshulen føres ud gennem særlige æggeledere.

Nervesystem og sanseorganer

Krokodiller. Den australske ferskvandskrokodille eller Johnstons krokodille hører til de mindre krokodiller med en maks. længde på 3 m. Den har en ret smal snude, velegnet til at gribe fisk, krebsdyr og vandinsekter, som udgør hovedparten af byttet. Den findes især på dybt vand i de nordaustralske floder og er endemisk for Australien.

Krokodiller. Den australske ferskvandskrokodille eller Johnstons krokodille hører til de mindre krokodiller med en maks. længde på 3 m. Den har en ret smal snude, velegnet til at gribe fisk, krebsdyr og vandinsekter, som udgør hovedparten af byttet. Den findes især på dybt vand i de nordaustralske floder og er endemisk for Australien.

Hjernen er delt i flere funktionelle afsnit, hvorfra et dusin hjernenerver betjener de vigtigste sanseorganer og hovedets muskulatur. Hjernen fortsætter i en rygmarv med serielt ordnede rygmarvsnerver til den øvrige muskulatur og kroppens mindre og spredte sanseorganer. De mest betydningsfulde sanseorganer findes i hovedet og omfatter parrede øjne, hos nogle tillige et lille midtstillet isseøje, parrede lugtegruber (næsehuler) og ligevægts- og høreorganer (indre øre). Fisk og vandlevende padder har et strøm- og trykregistrerende sidelinjesystem i hudoverfladen på hovedet og kropsiderne.

Evolution

Hvirveldyr er gennemgående store dyr og har, siden gruppens første optræden i Ordovicium (for 475 mio. år siden) tilpasset sig en lang række helt forskellige miljøer. De første hvirveldyr levede i fersk- eller havvand; lunger opstod hos crossopterygier, som er uddøde stamformer til padderne, og findes hos de nulevende lungefisk samt hos padder, krybdyr, fugle og pattedyr. Krybdyrene, der i Karbon udspaltede sig fra padderne, er som fugle og pattedyr ægte landlevende hvirveldyr og modsat padder forplantningsmæssigt uafhængige af vand.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Lützen: hvirveldyr i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=94283