Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

svirrefluer

Oprindelig forfatter BONi Seneste forfatter Redaktionen

Svirrefluer. Droneflue.

Svirrefluer. Droneflue.

svirrefluer, Syrphidae, familie af højerestående fluer med ca. 6000 arter beskrevet på verdensplan; heraf er 270 arter kendt i Danmark. Kropsform og -længde er meget variabel. Farvetegningerne er ofte livlige, og mange arter ligner gedehamse eller bier; nogle er stærkt behårede og minder om humlebier.

Svirrefluer. Vandløbets smådyr har forskellig tolerance over for indholdet af ilt i vandet. Derfor bruger man deres forekomst som et udtryk for forureningen. Her er vist følgende eksempler: Slørvinge, Isoperla. Vårfluelarver, øverst Hydropsyche, i midten Stenophylax, nederst Silo. Ferskvandstangloppe, Gammarus. Vandbænkebider, Acellus. Rød dansemyggelarve, Chironomus. Børsteorm, Tubifex. Rottehale (larve af droneflue), Eristalis.

Svirrefluers flugt er meget karakteristisk, idet de hyppigt står stille i luften på svirrende vinger og derefter flytter sig i hurtige ryk. De fleste arter besøger blomster, hvor de æder nektar og pollen, og svirrefluer spiller en vigtig rolle som bestøvere, fx af frugttræer. Nogle svirrefluearter kan foretage vandringer; fx kan visse arter kun opretholde en bestand i Danmark ved årlig indvandring sydfra.

Svirrefluelarvers levevis er mangeartet: Nogle borer i levende plantevæv, andre æder dødt organisk materiale. Hos en del arter er larverne fritlevende på planter, hvor de lever af bladlus; de er derfor nyttedyr på linje med fx mariehøns. Visse arter er som larver knyttet til sociale insekters reder (myrer, humlebier eller gedehamse). Nogle svirrefluearters larver lever i ferskvand. Det gælder fx arter af slægten Eristalis (droneflue og dyndflue), hvis larver kaldes rottehale.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Boy Overgaard Nielsen: svirrefluer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167806