Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

egentlige fluer

Oprindelig forfatter BONi Seneste forfatter Redaktionen

Fluer.

Fluer.

egentlige fluer, Muscidae, artsrig fluefamilie med over 250 danske arter. Det er små til mellemstore fluer (kropslængde 2-15 mm) med kraftige børster og oftest sorte, grå eller gullige, matte farver. Larverne er lemmeløse maddiker (se tovinger), der kan være rådædere (saprofager) eller rovdyr, eller de skifter fødeemne med alderen.

Egentlige fluer. Kvægflue eller efterårsflue (Musca autumnalis). Hunkøn.

Egentlige fluer. Kvægflue eller efterårsflue (Musca autumnalis). Hunkøn.

Stuefluen (husfluen, Musca domestica) er især knyttet til stalde, hvor hunnen lægger æg i frisk svine- eller kalvegødning. Hver hun lægger flere hundrede æg; under de gunstigste temperaturbetingelser (33 °C) varer udviklingen fra æg til voksen flue ca. syv døgn. I Danmark har stuefluen antagelig 10-12 generationer om året. Stuefluen er et irritationsmoment for mennesker og husdyr og en mulig smittespreder, hvor hygiejnen er dårlig. Dens nære slægtning kvægfluen (Musca autumnalis) yngler i kokasser på marker; de voksne fluer fouragerer især i kvægets øjen- og næseregion.

Hos stikfluer er både hanner og hunner blodsugende. Den almindelige stikflue eller staldfluen (Stomoxys calcitrans) angriber især køer og svin; andre stikfluearter er knyttet til kvæg på græs. Plantagefluen (Hydrotaea irritans) suger sved eller opsøger sår; den kan være meget plagsom, fx i plantager, og anses for spreder af smitsom yverbetændelse hos kvier.

Annonce

Den lille stueflue, latrinfluen og nærtstående arter henregnes ofte til en særlig familie (Fanniidae). De affladede larver lever i gødning og henrådnende organisk materiale.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Boy Overgaard Nielsen: egentlige fluer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77174