• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

springpadder

Oprindelig forfatter AS Seneste forfatter Redaktionen

Skubtudser (Bufo bufo).

Skubtudser (Bufo bufo).

springpadder, Anura, orden af padder med mere end 5000 arter i flere end 30 familier. Springpadder findes navnlig i Jordens varmere egne, men nogle arter går op i kolde tempererede egne, således findes den butsnudede frø op til Nordkapp i Norge. Gruppen kaldes på dansk frøer og tudser; betegnelsen tudser bruges navnlig om familien Bufonidae. Hos de mindste arter bliver hannen ca. 1 cm fra snude til gat, mens den største art er den afrikanske goliatfrø, som kan blive 30 cm og veje op til 2,5 kg. Fossile springpadder kendes fra Jura, men gruppens geologiske historie er meget ufuldstændigt belyst.

Bygningstræk og fysiologi

Springpadder er kendetegnet ved mangel på hale (leiopelmatider har dog en rudimentær hale). De har en kort krop, og bagbenene er hos de fleste arter længere end forbenene. Springpadder har som de øvrige padder nøgen hud uden skæl eller hår. Huden er hos de fleste arter gennemtrængelig for ilt og kuldioxid, så en stor del af deres ånding foregår gennem huden. I koldt vejr kan hele åndingen klares af huden. Huden er også gennemtrængelig for vanddamp; vand kan fordampe gennem huden, og dyrene kan optage fugtighed.

De fleste springpadder lever, hvor mikroklimaet er fugtigt, men nogle arter kan klare tørke. Nogle afrikanske løvfrøer (Chiromantis og nogle Hyperolius) har en hud, der er ugennemtrængelig for vanddamp, og de udskiller affaldsprodukter som urinsyre, hvilket betyder, at mængden af vand i urinen reduceres meget. Andre arter fra tørre egne tilbringer det meste af året nedgravet eller i gange under jorden, hvor luftfugtigheden er høj, og kommer kun frem i den korte regntid. En del arter har hudkirtler, der afsondrer gift, bl.a. tudser, som producerer forskellige stoffer, bl.a. det lokalirriterende bufotoksin.

Annonce

Springpadder. Løvfrøen Hyla regilia er udbredt på langs Stillehavskysten af Nordamerika.

Springpadder. Løvfrøen Hyla regilia er udbredt på langs Stillehavskysten af Nordamerika.

Formering

De fleste springpadder har udvendig befrugtning; hannen griber bagfra om hunnen og befrugter æggene, mens de lægges. Denne omklamring kaldes amplexus og kan undertiden vare i dagevis. Hos enkelte arter befrugtes æggene inde i hunnen, specielt hos de få arter, som føder unger i stedet for at lægge æg. Yngletiden er i tempererede egne foråret eller forsommeren, i troperne begyndelsen af regntiden. Navnlig i regnskoven kan hunnerne få flere kuld om året.

De fleste springpadder lægger æg, hvoraf der udvikles en larve eller haletudse, som er lemmeløs, ånder ved gæller og lever af planteføde. Alle de danske springpadder afsætter deres æg i vand, hvor de klækkes, og hvor haletudsen lever indtil forvandlingen. Især i troperne findes mange afvigelser fra dette mønster og mange forskellige ynglestrategier, formentlig for at æggene og de små, forsvarsløse haletudser kan undgå fjender. Mange arter afsætter således deres æg over vandet, på klippesider eller klæbet til vegetationen. Nogle klæber et blad rundt om ægmassen. Nogle arter pisker ægslimen til skum til yderligere beskyttelse af æg og de små haletudser. Senere arbejder haletudserne sig ud af ægslimen eller skumreden og falder ned i vandet. Hos en del arter graves æggene ned i skovbunden, undertiden hvor en regnvandspyt senere dannes, undertiden således at de nyklækkede larver må foretage en ofte meget lang rejse, flere meter, hen til nærmeste vand. Endelig har en del arter fra den tropiske skov store, blommefyldte æg, hvorfra de små frøer udvikles uden et haletudsestadium, nedgravet eller i små kamre i skovbunden.

Nogle springpadder passer deres æg eller haletudser. Hos en del arter holder hunnen eller hannen sig nær æggene, forsvarer dem og sprøjter urin over dem. Hos pipatudsen anbringes de befrugtede æg på hunnens ryg. Ryghuden svulmer op og danner små kamre, hvorfra de udviklede små pipatudser dukker op. Bortset fra denne vandlevende art er det kun hos landlevende arter, at æggene eller larverne transporteres rundt. Hos den europæiske fødselshjælperfrø vikles ægsnoren om hannens bagkrop; han bærer så æggene, indtil haletudserne slipper fri i et vandhul. Hos andre arter, bl.a. visse mellemamerikanske giftfrøer, bærer hannen rundt på haletudserne, idet de suger sig fast på hans ryg. Hos pungfrøen bærer hunnen æggene i en pung på ryggen, og hos nogle australske frøer sluger hunnen æggene, så æg og haletudser udvikles i hendes mave og kommer ud af munden som nyforvandlede frøer. Hos en sydamerikansk art opbevares og udvikles haletudserne i hannens kvækkepose. Endelig har nogle afrikanske bjergtudser indre udvikling i hunnens livmoder, hos mindst en af arterne således, at næring overføres til larverne (ægte vivipari).

Disse forskellige ynglestrategier optræder navnlig i troperne og findes spredt i de forskellige familier, så de er utvivlsomt udviklet uafhængigt af hinanden mange steder.

Haletudser

Larvestadiet hos springpadder repræsenterer et selvstændigt stadium, fundamentalt forskelligt fra det voksne. Haletudserne er planteædere; dog æder en del arter døde dyr, og nogle arter æder æg og haletudser af artsfæller. Haletudser har et antal horntænder arrangeret i rækker i over- og undermund. Antallet og placeringen er en vigtig systematisk karakter på slægtsniveau.

Nogle haletudser færdes frit i vandet og filtrerer små organismer, og mange roder efter organisk materiale i bundlaget. En del arter skraber alger af sten og rødder. Nogle arter findes i strømmende vand, undertiden stærkt strømmende. De har gennemgående en stor mund med mange tandrækker formentlig for at kunne skrabe den sparsomme algevækst, og fordi den store mund fungerer som en sugeskive i strømmen. Nogle arter har en stor, tragtformet mund. De placerer sig i vandoverfladen og skummer organisk materiale. En del arter kan bevæge sig rundt på våde klipper eller grene, undertiden næsten uafhængigt af vand. Hos en vestafrikansk art udvikles de muskuløse bagben tidligt, og haletudsen kan så bevæge sig adræt rundt på våde klipper.

Springpadder. Rana aurora.

Springpadder. Rana aurora.

Forvandling

Efter nogle måneder som haletudse (enkelte arter kan dog overvintre) sker en forvandling til det lungeåndende, firbenede rovdyr. Denne forvandling indebærer en dybtgående ændring, hvor baglemmerne først bryder ud, derefter forlemmerne, lungerne udvikles, og gællerne tilbagedannes, den lange planteædertarm ændres til en kort kødædertarm, hele mundapparatet ændres, og halen tilbagedannes. Stort set alle kroppens organer ændres; der er næsten tale om, at haletudsen opløses og erstattes af et helt nyt dyr. Det er bemærkelsesværdigt, at haletudsen stadig fungerer under denne forvandling. Den æder ikke, men kan bevæge sig og undvige fjender.

Stemme

De fleste springpadder har en stemme og kan give forskellige kald. Det vigtigste er ynglekaldet, som er artsspecifikt og tjener til at sikre, at artsfæller kan finde hinanden, også hvor mange forskellige frøer søger til samme yngleplads. De fleste frøer har kvækkeposer ved underkæben, og lyden dannes, ved at luft passerer frem og tilbage mellem lunger og kvækkeposer over stemmelæberne. Frøer kan derfor kvække under vandet. Kun det såkaldte afværgeskrig, som fx bruges, hvis en frø gribes af en slange, udstødes med åben mund.

Systematik

Springpadder. Blå giftfrø (Dendrobates azureus) stammer fra Sydamerika.

Springpadder. Blå giftfrø (Dendrobates azureus) stammer fra Sydamerika.

Springpadderne inddeles i mere end 30 familier, men der er ikke enighed om disses afgrænsning. Familierne er hovedsagelig karakteriseret ved bestemte skeletstrukturer. Blandt familierne er:

Leiopelmatidae er en lille familie med primitive karakterer, bl.a. en rudimentær hale, udbredt i New Zealand.

Discoglossidae (Alytidae) er en lille familie af skivetungede frøer fra Europa og Nordafrika. Den er i Europa repræsenteret af fødselshjælperfrøen (Alytes obstetricans).

Bombinatoridae fra Europa og er i Danmark er repræsenteret af klokkefrøen (Bombina bombina).

Rhinophrynidae omfatter kun én art fra Mellemamerika, næsetudsen (Rhinophrynus dorsalis).

Pipidae er en familie af akvatiske frøer, bl.a. pipatudse (Pipa) fra Sydamerika og sporefrø (Xenopus) fra Afrika, som tidligere blev brugt ved graviditetsprøver, da de efter indsprøjtning af urin fra en gravid kvinde vil udvikle æg.

Pelobatidae, tudsefrøer. Hertil hører den i Danmark sjældne løgfrø (Pelobates fuscus).

Pelodytidae er en lille familie med bl.a. en art i Kaukasus og en i Spanien.

Heleophrynidae er en lille familie af strømlevende arter fra Sydafrikas bjerge.

Sooglossidae omfatter fem arter fra Seychellerne og Indien.

Leptodactylidae er en stor familie fra Amerika. Hertil hører hornfrøer fra Sydamerika, farvestrålende tudser, der tilbringer megen tid nedgravet.

Bufonidae, tudser, er en stor familie, som findes i det meste af verden med undtagelse af Australien, Madagaskar og Oceanien. De allerfleste tudser er vortede og har korte bagben, hvorfor de kravler. Nogle arter fra regnskoven har glat hud, og der findes en del slægter af små arter, hvoraf nogle (Nectophrynoides fra Afrika) er levendefødende. Slægten Atelopus fra Sydamerika udgøres af små, farvestrålende arter. I Danmark har vi den vidt udbredte skrubtudse (Bufo bufo), den mindre og sjældne grønbrogede tudse (B. viridis) og den endnu mindre strandtudse (B. calamita). De to sidstnævnte forekommer navnlig nær kysten.

Rødøjet løvfrø (Agalychnis callidryas) er udbredt fra det sydlige Mexico gennem Mellemamerika til det nordlige Sydamerika. Den lever nær vand i tropisk og subtropisk regnskov.

Rødøjet løvfrø (Agalychnis callidryas) er udbredt fra det sydlige Mexico gennem Mellemamerika til det nordlige Sydamerika. Den lever nær vand i tropisk og subtropisk regnskov.

Pseudidae er en lille familie fra Sydamerika. Hos en af arterne, paradoksfrøen, er haletudserne meget større end de forvandlede frøer.

Hylidae, løvfrøer, er en stor familie fra Amerika, Europa, Afrika nord for Sahara og Asien samt måske Australien, men arterne der bør muligvis henregnes til en særlig familie, Pelodryadidae. I Europa er der kun to arter, i Danmark én, løvfrøen (Hyla arborea). Til familien hører også pungfrøerne (Gastrotheca).

Dendrobatidae, giftfrøer, fra Sydamerika er små, ofte farvestrålende, jordlevende regnskovsfrøer. Hudsekretet af mange arter er yderst giftigt, navnlig hvis frøen irriteres. Derfor er dette sekret blevet anvendt som pilegift. Giftfrøer er meget populære som terrariedyr, da de er ret nemme at holde og er dagaktive. Ved normal håndtering er de ikke farlige.

Springpadder. Afrikansk oksefrø (Pyxicephalus adspersus).

Springpadder. Afrikansk oksefrø (Pyxicephalus adspersus).

Ranidae er en meget stor, globalt udbredt familie. Hertil hører de fem arter danske frøer af slægten Rana, nemlig spidssnudet frø (R. arvalis), butsnudet frø (R. temporaria), springfrø (R. dalmatina), grøn frø (R. esculenta) og latterfrø (R. ridibunda). Oksefrøer er betegnelsen for store arter i forskellige dele af verden med en dyb stemme (Rana catesbeiana fra Nordamerika, Pyxicephalus edulis fra Afrika samt Kaloula pulchra fra Asien, som tilhører Microhylidae).

Arthroleptidae er en familie af frøer fra Afrika. Underfamilien Arthroleptinae er små, jordlevende frøer; mange arter lægger deres æg i små huller i skovbunden, hvor frøerne udvikles uden et haletudsestadium. En anden underfamilie udgøres af strømlevende arter.

Hyperoliidae, sivfrøer eller afrikanske løvfrøer, findes i Afrika syd for Sahara og på Madagaskar. Der er en mængde, ofte farvestrålende arter.

Rhacophoridae er en anden familie af løvfrøer, ofte kaldet træfrøer, med mange arter i Sydasiens varme egne, på Madagaskar og en slægt med tre arter i Afrika.

Microhylidae er en stor familie af frøer, udbredt i alle tropeegne.

Brevicipitidae omfatter regnfrøerne (slægten Breviceps) fra det sydlige Afrika. Det er kuglerunde frøer, der tilbringer det meste af året nedgravet. Kun efter regn, som i nogle arters udbredelsesområde kun falder med års mellemrum, kommer de frem.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Schiøtz: springpadder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163626