Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

snoge

Oprindelig forfatter JBRa Seneste forfatter Redaktionen

Snoge. Den art, der forekommer i Danmark (Natrix natrix), er en vandsnog.

Snoge. Den art, der forekommer i Danmark (Natrix natrix), er en vandsnog.

snoge, Colubridae, gruppe af avancerede slanger (Colubroidea) med ca. 300 slægter og ca. 1800 arter. Snogene varierer i størrelse fra 25 cm til 375 cm. Gruppen er ikke nogen naturlig enhed. Den mangler fælles unikke karakterer, og snogene er stort set defineret ved ikke at have gifttænder fortil i munden, som det kendes fra andre avancerede slanger, giftsnoge, havslanger, grubeorme og hugorme.

Traditionelt er snogene blevet inddelt i glattandede (aglyphe) snoge uden gifttænder og furetandede (opisthoglyphe) snoge med forstørrede, furede tænder bagtil i munden. Denne opdeling er imidlertid blevet opgivet, da den tilsyneladende ikke afspejler dyrenes slægtskab. Således findes begge dele inden for den afrikanske slægt Aparallactus og hos ægslangerne, hvor de afrikanske arter (Dasypeltis) er glattandede, mens den indiske ægslange (Elachistodon) er furetandet. Noget tyder på, at visse glattandede snoge sekundært har mistet de furede tænder, men at de fleste bibeholder en giftkirtel.

Læs også om snogen i Naturen i Danmark.

En inddeling af snogene er også søgt baseret på formen og ornamenteringen af de hanlige kønsorganer. Grupperne betegnes underfamilier her, men ofte betegnes de ved familienavne eller slægtsgruppenavne; kun få har danske navne.

Annonce

Xenodermatinae omfatter seks slægter og hører til de mest primitive snoge. De er glattandede, mangler giftkirtler, og arten Xenodermus javanicus har på ryggen en ejendommelig, differentieret skælklædning, der leder tanken hen på en øgle. Xenodermatinerne lever i SØ-Asien og Indonesien, er nataktive og lægger æg.

Pareatinae omfatter to asiatiske slægter af glattandede snoge, hvoraf den ene, Pareas, er specialiseret til at hive snegle ud af deres huse med alternerende bevægelser af underkæbegrenene, som har lange, spidse tænder. Dipsas og Sibon er tilsvarende specialiserede, men de hører til underfamilien Dipsadinae. Nogle pareatiner er trælevende, andre jordlevende; alle er æglæggende.

Flodslangerne (Homalopsinae) findes fra Asien til Nordaustralien og omfatter ti furetandede slægter. De lever overvejende i ferskvand, men findes også i flodmundinger og kystnære farvande. De lever af frøer, fisk og krabber og er alle levendefødende.

Boodontinae er en afrikansk gruppe, der omfatter ca. 20 slægter af glattandede snoge. De findes i et bredt spektrum af habitater indbefattet ørken, regnskov og ferskvand. Fødevalget er tilsvarende bredt og omfatter alt fra insekter til gnavere, der kvæles, før de sluges af fx hussnogene (Lamprophis), der mangler giftkirtel.

Xenodontine slanger findes i Amerika og omfatter ca. 90 slægter. De findes i alle slags habitater, men lever overvejende i skov, både i træerne og i skovbunden. Snegle, padder, øgler og andre slanger udgør hovedparten af føden; flertallet af arterne er æglæggende. De xenodontine slanger deles i to grupper: den centralamerikanske Dipsadinae og den sydamerikanske Xenodontinae; i begge grupper findes såvel glattandede som furetandede arter.

Snoge. Strømpebåndssnoge (Thamnophis sirtalis).

Snoge. Strømpebåndssnoge (Thamnophis sirtalis).

Til vandsnogene (Natricinae) hører bl.a. vor hjemlige snog (Natrix natrix) og to andre europæiske arter samt de nordamerikanske strømpebåndssnoge (Thamnophis). I alt omfatter vandsnogene ca. 30 slægter, der er udbredt i Nord- og Centralamerika, Afrika, Eurasien, Det Indoaustralske Arkipelag og Australien. Vandsnoge findes gennemgående ved eller i vand, og deres bytte består især af orme, fisk og padder samt flodkrebs. De nordamerikanske former er levendefødende, mens de fleste eurasiske inklusive vor hjemlige snog er æglæggende. I Nordeuropa kan egnede æglægningssteder være sparsomme, og mange hunner lægger derfor æg på samme sted. I Tyskland har man således fundet over 5000 æg i en savsmuldsdynge.

I Danmark bliver snogen op til 132 cm og er kendetegnet ved sin kulsorte farve og de gule nakkepletter. Andre steder er den mere grålig, men den bevarer normalt nakkepletterne bortset fra i specielle mørke (melanistiske) eksemplarer. Disse kan kendes fra sorte hugorme på, at de har ni store skjolde oven på hovedet (hugormen har flere), at de har delt analskjold, (det skjold, der sidder lige foran gattet), og at de har runde pupiller (hugormen har lodret kattepupil). Snogen har tidligere været almindelig i det meste af Danmark, men ligesom dens naturlige byttedyr, padder, gik den stærkt tilbage i antal gennem 1900-t. Langt de fleste vandsnoge er glattandede, men alligevel har bid af arter af slægten Rhabdophis fra Asien medført alvorlige forgiftninger, endda døden, for mennesker.

Colubrinae er den største gruppe med ca. 90 slægter, der stort set er udbredt i hele verden, undtagen i de koldeste områder. De fleste af Europas slanger hører til denne underfamilie, fx pilsnogene (Coluber), klatresnogene (Elaphe) og glatsnogene (Coronella). Den almindelige glatsnog (C. austriaca) findes i landene omkring os. Den er imidlertid ikke blevet registreret i Danmark siden 1914 og anses derfor for uddød her. Glatsnogen er mindre end den danske snog, er grå eller brunlig og mangler nakkepletter. Den adskiller sig fra såvel snogen som hugormen ved at have glatte skæl på ryggen (de andre har kølede skæl). I modsætning til hos vandsnogene er der ingen ægte vandlevende former, men ellers findes de i et bredt spektrum af habitater fra ørken til tropisk regnskov. Der er både glattandede og furetandede arter, og bid af to af de furetandede, boomslangen (Dispholidus typus) og savanneliansnogen (Theletornis capensis), har forvoldt døden for mennesker.

De furetandede sandsnoge (Psammophis) og deres nære slægtninge har små kønsorganer uden ornamentering. De slås sammen i gruppen Psammophiinae, der omfatter seks slægter. Heraf findes en på Madagaskar, mens de fem sidste findes i Afrika, og en enkelt art, øglesnogen (Malpolon monspessulanus), i Europa.

Aparallactinae er en gruppe af furetandede, gravende afrikanske snoge, der for nylig er blevet slået sammen med jordhugormene, Atractaspis (se slanger).

Se videoklip:Snogen lever for en stor del af padder, men her har den forregnet sig og må opgive sit bytte, en velvoksen skrubtudse, der forlader kamppladsen noget groggy efter turen i slangens fordøjelsessystem. © Eidos Wildlife

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens B. Rasmussen: snoge i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161622