Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

slanger

Oprindelig forfatter JBRa Seneste forfatter Redaktionen

Slanger. 1 Usambara ormeslange (Typhlops gierrai) findes i østafrikanske montane regnskove. Arten bliver op til 50 cm. Den er totalt uskadelig for mennesker. 2 Usambara giftsnogen (Elapsoidea nigra) lever i samme områder som usambara ormeslangen. Arten bliver op til 60 cm. Den har et roligt temperament og plejer ikke at bide, selv ikke, når den håndteres. Giften er en nervegift, men anses for værende ret svag. Der kendes ingen dødstilfælde som følge af bid. 3 Puffadderen (Bitis arietans) findes i det meste af Afrika syd for Sahara; ydermere findes den i det sydlige Marokko og på Den Arabiske Halvø. Puffadderen bliver undtagelsesvis op til 190 cm. Den har et nervøst temperament og forårsager mange alvorlige bid hvert år på barfodede lokale, da den ofte ligger på lur langs stier og veksler i sin venten på et passende byttedyr. Det menes, at 5-10% af de bidte dør. 4 Den østlige grønne mamba (Dendroaspis angusticeps) findes i det østlige og sydlige Afrika. Den bliver op til 275 cm og har en hurtigtvirkende nervegift, men heldigvis tilbringer den det meste af livet i trækronerne og kommer derfor sjældent i karambolage med mennesker. 5 Gabonviperen (Bitis gabonica) findes overvejende i regnskovsområder i tropisk Afrika. Det er verdens længste (op til mere end 2 m) og tungeste hugorm med gifttænder på op til 5 cm. Den er stærkt frygtet, men tilsyneladende med nogen urette, da den har et særdeles fredeligt temperament og kun sjældent bider. Når uheldet er ude, er bid af denne art utvivlsomt en alvorlig sag, gifttændernes og giftkirtlernes størrelse taget i betragtning. JBRa

Slanger. 1 Usambara ormeslange (Typhlops gierrai) findes i østafrikanske montane regnskove. Arten bliver op til 50 cm. Den er totalt uskadelig for mennesker. 2 Usambara giftsnogen (Elapsoidea nigra) lever i samme områder som usambara ormeslangen. Arten bliver op til 60 cm. Den har et roligt temperament og plejer ikke at bide, selv ikke, når den håndteres. Giften er en nervegift, men anses for værende ret svag. Der kendes ingen dødstilfælde som følge af bid. 3 Puffadderen (Bitis arietans) findes i det meste af Afrika syd for Sahara; ydermere findes den i det sydlige Marokko og på Den Arabiske Halvø. Puffadderen bliver undtagelsesvis op til 190 cm. Den har et nervøst temperament og forårsager mange alvorlige bid hvert år på barfodede lokale, da den ofte ligger på lur langs stier og veksler i sin venten på et passende byttedyr. Det menes, at 5-10% af de bidte dør. 4 Den østlige grønne mamba (Dendroaspis angusticeps) findes i det østlige og sydlige Afrika. Den bliver op til 275 cm og har en hurtigtvirkende nervegift, men heldigvis tilbringer den det meste af livet i trækronerne og kommer derfor sjældent i karambolage med mennesker. 5 Gabonviperen (Bitis gabonica) findes overvejende i regnskovsområder i tropisk Afrika. Det er verdens længste (op til mere end 2 m) og tungeste hugorm med gifttænder på op til 5 cm. Den er stærkt frygtet, men tilsyneladende med nogen urette, da den har et særdeles fredeligt temperament og kun sjældent bider. Når uheldet er ude, er bid af denne art utvivlsomt en alvorlig sag, gifttændernes og giftkirtlernes størrelse taget i betragtning. JBRa

slanger, Serpentes, Ophidia, underorden af skælklædte krybdyr (Squamata) med ca. 2700 arter, fordelt på et varierende antal familier (pga. uenighed om rangen familie eller underfamilie af de forskellige grupper). Squamata (slanger, øgler og ormeøgler) har mange ligheder; bl.a. har hannerne parrede kønsorganer. Slangerne er kendetegnet ved at være langstrakte, lemmeløse krybdyr. Imidlertid er mange øgler også lemmeløse; det skønnes, at lemmeløshed er opstået 62 gange inden for Squamata, så denne karakter er ikke unik for slanger. Unikke karakterer kan findes i kraniets bygning og i slangeøjets anatomi. Slangernes øjne mangler visse strukturer, der findes i øglers øjne, men har til gengæld andre, som øglerne ikke har. Det menes derfor, at slangernes øjne har gennemgået en udvikling, der bedst kan forklares ved en periode i evolutionen med nedsat syn, hvilket kunne være en tilpasning til en underjordisk levevis, hvad også tabet af lemmer antyder. Ydermere er de mest primitive slanger gravende.

Bevægelse

Slanger kan bevæge sig på en eller flere af de i alt fire beskrevne måder, alt efter underlagets beskaffenhed. Normalt bevæger de sig ved en række bugtninger, der fra hovedet bevæger sig ned ad kroppen. Den modstand, som kroppens bugtninger møder på underlagets ujævnheder, bruges til slangens fremdrift. På et pletvis glat underlag, under trange forhold i underjordiske gange eller ved klatring i træer bruges en harmonikabevægelse: Slangen forankrer en del af kroppen, og den forreste del af kroppen skydes frem; når forenden finder et nyt forankringspunkt, trækkes den bageste del af kroppen frem, og bevægelsen gentages. I løst sand og på glatte overflader bruges siderulning, en skråt fremadrettet, kompliceret bevægelse, der muliggøres, ved at afsættet lægges så vinkelret som muligt på underlaget. Retlinjet bevægelse forekommer især hos store, tunge slanger, der nærmer sig et potentielt bytte. Bevægelsen minder om en sommerfuglelarves og sker, ved at bølger af kontraktioner, der løfter dele af kroppen lidt fremad, løber ned langs kroppen.

Anatomiske tilpasninger

Slanger. Den aflange krop nødvendiggør ændringer af kropshulens organer.

Slanger. Den aflange krop nødvendiggør ændringer af kropshulens organer.

Slangers bevægelse stiller store krav til rygsøjlen. Antallet af ryghvirvler er forøget og varierer mellem ca. 160 og 400; dette giver større bevægelighed. For at hindre en for stor bevægelighed og dermed risiko for beskadigelse af vigtige nerver og blodkar er der udviklet ekstra ledforbindelser mellem de enkelte hvirvler. Bortset fra de forreste hvirvler er alle kroppens hvirvler forsynet med ribben; de sidste foran gattet er tvegrenede og omslutter nogle organer (lymfehjerter), der pumper lymfen rundt i kroppen. Forlemmer og skulderbælte mangler totalt hos slanger. Bækken og baglemmer kan være til stede i forskellig grad, men er hos de fleste slanger helt bortreducerede. Som en tilpasning til slangeformen sker der også en reduktion af venstre lunge, der kan være delvis eller helt forsvundet.

Annonce

Størrelse

Slangers størrelse kan variere med en faktor 100, idet visse falske ormeslanger (Leptotyphlops) ikke bliver meget mere end 10 cm, og visse kvælerslanger som netpyton (Python reticulatus) og anakonda (Eunectes murinus) nærmer sig 10 m. Halen kan udgøre fra omkring 1% til over 50% af totallængden.

Ham

Dels pga. slitage, dels pga. vækst skifter slanger livet igennem det yderste døde lag af deres overhud som en ham. Den gamle ham løsnes ved læberne, og slangen formelig kryber ud af den, idet indersiden krænges ud. På hammen ses de sammenvoksede øjenlåg, der danner en fast brille over øjet.

Synsevne

Under hamskiftet bliver øjet hvidt, mælkeagtigt, og synsevnen, der i forvejen ikke er god, nedsættes. Fokuseringen sker ved at flytte linsen; øjnenes synsfelter er kun lidet overlappende, og kun to slangearter er kendt for at have en gul plet (fovea), hvor der ses særlig skarpt. Slanger ser derfor ikke synderlig skarpt, men reagerer til gengæld hurtigt på bevægelse.

Hørelse

Manglen på ydre ører har ført til den fejlagtige opfattelse, at slanger er døve. De kan imidlertid høre luftbårne svingninger i intervallet 150-1000 Hz samt opfatte rystelser gennem jorden.

Lugtesans

Lugtesansen er veludviklet hos slanger. Sansen er dels knyttet til et sanseepithel i næsehulen, dels til det såkaldte Jacobsonske organ, der sidder i ganen hos slanger og øgler. Den tvedelte tunge, der idelig bevæges ind og ud af munden, fører duftpartikler op til det Jacobsonske organ, hvilket gør slanger i stand til at følge et duftspor fra fx et bytte eller en hun.

Temperatursansning

Alle slanger kan registrere omgivelsernes temperatur. Visse kvælerslanger og grubeormene har yderligere udviklet varmereceptorer, der sætter dem i stand til på afstand og i mørke at registrere varmblodede dyr, som udgør hovedparten af deres bytte.

Formering

De fleste slanger har en årlig parringscyklus, i kolde områder dog kun hvert andet år. I forbindelse med parringen kan der ofte optræde rituelle parringskampe mellem hannerne, som det ses hos hugormen (Vipera berus), den sorte mamba (Dendroaspis polylepis) og kongekobraen (Ophiophagus hannah). Under parringen fører hannen kun den ene af sine to peniser ind i hunnens kloak.

Hos levendefødende slanger gennemgår fosteret hele udviklingen i hunnen og omgives af en tynd hinde, der brister ved fødslen. Hos æglæggende slanger gennemgås kun en del af udviklingen i hunslangen, og fosteret omgives af en skal, når ægget lægges. Antallet af unger kan variere fra 1 til ca. 150.

Bytte og fangst

De fleste slanger lever af et snævert udvalg af byttedyr; valget kan ændres med slangens størrelse. Nogle få er specialister såsom de afrikanske ægslanger (Dasypeltis), de amerikanske snegleædende snoge (Dipsas), de termitædende falske ormeslanger (Leptotyphlops) og de fiskeægædende havslanger (Emydocephalus). Kraniets bygning og manglen på et skulderbælte gør de fleste slanger i stand til at sluge et relativt stort bytte. Forinden kan byttet pacificeres med gift eller ved kvælning, men de fleste slanger sluger byttet levende.

Gift

Hugorm - Vestjylland.

Hugorm - Vestjylland.

Slangegiften dannes i særlige giftkirtler (dentalkirtler), der anlægges sammen med tænderne. Hos de furetandede snoge, med små gifttænder bagest i munden, kaldes kirtlen ofte Duvernoys kirtel. Baseret på virkemåden er slangegifte traditionelt blevet inddelt i blodgifte (hæmotoksiner) og nervegifte (neurotoksiner). Opdelingen afspejler i nogen grad virkningen af hhv. hugormes og giftsnoges gift. Da mange gifte fra begge grupper indvirker på blodets koagulationsevne, og da giften fra hugorme også virker ødelæggende på andet væv end blodkarsystemets, er vævsødelæggende gift dog en bedre betegnelse end blodgift. At inddelingen ingenlunde er entydig, ses fx af, at en mus bidt af den afrikanske spyttende kobra (Naja nigricollis) hurtigt vil dø med neurotoksiske symptomer, mens et menneske normalt vil få lokal vævsødelæggelse. En mus bidt af den vestafrikanske tæppehugorm (Echis ocellatus) vil dø øjeblikkeligt som følge af massiv intravaskulær koagulation, mens et menneske, der er indgivet en dødelig giftdosis, normalt først vil dø 1-2 uger efter biddet som følge af blodets manglende evne til at koagulere. Se også slangebid, grubeorme, giftsnoge og havslanger.

Scolecophidia

Slanger. Hypotetisk skema over slangernes fylogenetiske slægtskabsforhold. Når flere end to grupper, fx jordhugorme, giftsnoge og snoge, udspringer fra samme lodrette linje, er det nøjagtige slægtskab endnu ikke udredt.

Slanger. Hypotetisk skema over slangernes fylogenetiske slægtskabsforhold. Når flere end to grupper, fx jordhugorme, giftsnoge og snoge, udspringer fra samme lodrette linje, er det nøjagtige slægtskab endnu ikke udredt.

Scolecophidia omfatter primitive, gravende slanger med små skæl over hele kroppen.

Der er tre familier: falske eller slanke ormeslanger (Leptotyphlopidae), sydamerikanske ormeslanger (Anomalepididae) og ormeslanger (Typhlopidae). De først- og sidstnævnte har rester af et bækken og baglemmer inde i kroppen. De falske ormeslanger har et tandløst, ubevægeligt overkæbeben (maxilla), men har tænder på underkæbebenet (dentale). Den ene af familiens to slægter er udbredt i Amerika, Afrika og det sydvestlige Asien, mens den anden er udbredt i Vestafrika. De falske ormeslanger bliver op til 40 cm. Anomalepididae omfatter fire slægter af sydamerikanske ormeslanger, der bliver op til 40 cm. De har en bevægelig maxilla, der ligesom dentale bærer tænder. Typhlopidae omfatter tre slægter. De findes især i troperne, en enkelt art i Europa. De har en bevægelig maxilla med tænder, men mangler tænder på dentale. Den største art bliver ca. 1 m.

Alethinophidia

Alethinophidia omfatter resten af de nulevende slanger, hvoraf de fleste (bortset fra gravende og vandlevende former) på bugen er forsynet med store brede skæl, bugskinner.

De to arter af dværgcylinderslanger (Anomochilidae) er udbredt i Malaysia og Indonesien og bliver op til 40 cm; deres levevis er ukendt. Skjoldhalerne (Uropeltidae) fra Indien og Sri Lanka omfatter otte slægter af gravende former. Navnet skyldes en skjoldformet dannelse på halen hos nogle af arterne. Skjoldets funktion er muligvis beskyttelse mod bagfra kommende rovdyr i de underjordiske gange, slangerne lever i. De bliver op til 70 cm. De otte arter af sydøstasiatiske cylinderslanger (Cylindrophiidae) har rester af baglemmer i form af et bækken og baglemmer inde i kroppen og en lille, ydre spore på hver side af gattet. De er gravende og bliver højst 90 cm. Den sydamerikanske falske koralslange (Anilius scytale) er det eneste medlem af familien Aniliidae. Den er gravende og har rester af baglemmer som de sydøstasiatiske cylinderslanger. Den kan blive 1 m. De asiatiske solstråleslanger (Xenopeltidae) lever i store dele af SØ-Asien og Det Indoaustralske Arkipelag. De er gravende og bliver op til 90 cm.

Den amerikanske solstråleslange (Loxoceminae), pytoner, boaer, sandboaer, Round Island-boaer (Bolyeriinae) og dværgboaer hører traditionelt til kvælerslangerne (Boidae), som er en sammensat gruppe af forskellige udviklingslinjer. De fleste har rester af indre baglemmer og har en ydre klo, der er størst hos hannen, og som formentlig spiller en rolle under parringen.

Caenophidia omfatter vorteslanger (Acrochordidae) og de avancerede slanger (Colubroidea). Vorteslangerne er udbredt fra Forindien til Australien. De tre arter er rent vandlevende og æder overvejende fisk. Som tilpasning til livet i havet har de saltkirtler, har øjnene oven på hovedet og næsebor, der kan lukkes. Vorteslanger kan blive op til 180 cm.

De avancerede slanger er traditionelt blevet inddelt efter fraværet eller tilstedeværelsen og placeringen af gifttænder. Edderormene, dvs. hugorme (Viperidae) og grubeorme (Crotalidae), har lange gifttænder siddende fortil i munden på en kort maxilla, der kan rotere, så gifttænderne rejses under biddet. Giftsnogene (Elapidae), som også omfatter havslanger, har kortere gifttænder siddende på en lang, ubevægelig maxilla. Jordhugormene (Atractaspis) blev tidligere henregnet til hugormene pga. deres lange, bevægelige gifttænder. Det har dog vist sig, at gifttænderne ikke roterer så meget, men at underkæben snarere rykker lidt til siden, så gifttanden på den anden side eksponeres og kan punktere byttet ved et hug bagud i modsætning til edderormenes fremadrettede hug. Jordhugormene anses nu for at udgøre en separat familie (Atractaspididae), hvortil også henregnes visse furetandede snoge (Aparallactinae). Snogene (Colubridae) anses ofte for ugiftige, men dette holder ikke stik. De omfatter både former uden gifttænder (glattandede snoge) og snoge med furede gifttænder bagtil på maxilla (furetandede snoge), og visse arter fra begge grupper kan være farlige for mennesker.

Slanger i Danmark

Fra Danmark kendes fire arter af slanger: snog (Natrix natrix), hugorm (Vipera berus), glatsnog (Coronella austriaca) og æskulapsnog (Zamenis longissimus, tidligere Elaphe longissima). Æskulapsnogen er kendt fra tre subfossile knoglefund og tre individer indsamlet i nyere tid. De subfossile knoglefund er fra ca. 5100-1200 f.Kr. De levende æskulapsnoge blev fanget i skovområder i Sydsjælland i ca 1810, 1851 og 1863. Siden 1863 er æskulapsnogen ikke med sikkerhed fundet i Danmark og er sandsynligvis uddød her pga. ødelæggelser af dens levesteder. Glatsnogen er kendt fra hele landet (Jylland, Fyn og Sjælland) med seks individer indsamlet mellem 1870'erne og 1914. Siden 1914 er ingen sikre fund gjort, men flere mulige observationer foreligger. Det kan således ikke helt udelukkes, at den stadig lever enkelte steder i Danmark. Glatsnogen findes i Sverige, Norge og Tyskland, æskulapsnogen findes i Sydtyskland og længere sydpå.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens B. Rasmussen: slanger i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160984