Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hugorme

Oprindelig forfatter JBRa Seneste forfatter Redaktionen

Hugorm - Vestjylland.

Hugorm - Vestjylland.

hugorme, Viperidae, familie af slanger med ca. 65 arter i 13 slægter, udbredt i Europa, Afrika og Asien. De hører til edderormene, der er i stand til at rotere overkæbebenet, således at gifttænderne rejses under hugget. Hugorme lever især af hvirveldyr, men kan også tage insekter og orme. De fleste hugorme findes i troperne og subtroperne, hvor de normalt er nataktive. I tempererede områder er de ofte dagaktive som vor hjemlige hugorm (Vipera berus). En del arter i ørkener har udviklet en særlig bevægelsesform, siderulning, der gør dem i stand til at bevæge sig i sand. De afrikanske træhugorme (Atheris) har en snohale som tilpasning til en klatrende levevis. De fleste hugorme er ungefødende. Se også slanger.

Læs også om almindelig hugorm i Naturen i Danmark.

De egentlige hugorme, Vipera, udgør den største slægt med 17 arter i Europa, Nordafrika og Asien. Hugormen (V. berus) er videst udbredt, nemlig fra England til Sakhalinøen. Slægten Macrovipera er repræsenteret med en art på Kykladerne. Hornslangerne (Cerastes) er udbredt med tre arter i Nordafrika og Vestasien. Som navnet angiver, kan de være forsynet med små hornskæl over øjnene, men ikke alle individer har disse horn. Den meget giftige efan (Echis carinatus) findes i Asien. Tidligere mente man, at denne art var udbredt fra Senegal til Sri Lanka, men nyere undersøgelser har vist, at den må opdeles i mindst seks selvstændige arter i Afrika. Dette afsløredes også medicinsk, idet serum ikke altid var effektivt, fordi den var baseret på en anden art end den, patienten var blevet bidt af. De afrikanske arter er æglæggende ligesom hornslangerne.

Russells hugorm (Daboia russelli) er en smuk, men farlig slange, der er pletvis udbredt fra Pakistan til Taiwan og sydpå til Sri Lanka og Thailand samt på Østjava og visse af de små Sundaøer. Azemiops feae er en primitiv hugorm, der findes i Myanmar (Burma), Vietnam og Kina.

Annonce

Slægten Bitis omfatter 13 arter i Afrika. Den mest udbredte, puffadderen (B. arietans), findes i Sydmarokko, på savanner syd for Sahara og i Sydarabien. Pga. dens størrelse (op til 190 cm), dens giftighed og dens tilbøjelighed til at bide er den en af de mest frygtede slanger i Afrika, hvor den forvolder mange bid. Andre kendte arter er gabonviperen (B. gabonica) og næsehornsviperen (B. nasicornis). Gabonviperen kan blive over 2 m lang og veje 8,5 kg; den er normalt fredelig. De seks afrikanske tudsevipere (Causus) lever af springpadder og er ret forskellige fra andre hugorme. Adenorhinos er en forholdsvis ukendt hugorm fra Tanzania. Den lever tilsyneladende af regnorme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens B. Rasmussen: hugorme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93616