Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

grubeorme

Oprindelig forfatter JBRa Seneste forfatter Redaktionen

Grubeorme. Klapperslange.

Grubeorme. Klapperslange.

grubeorme, Crotalidae, familie af slanger med ca. 145 arter i 14 slægter. Grubeorme er udbredt i Amerika og Asien og når ind i Europa ved Det Kaspiske Hav. Grubeorme og hugorme hører til edderormene (de såkaldte solenoglyphe slanger). Disse slanger er karakteriseret ved, at gifttænderne er de eneste tænder på det forkortede overkæbeben, der kan rotere, således at gifttænderne rejses under hugget; normalt ligger de skjult i hudfolder i mundloftet.

Grubeorme adskiller sig fra hugorme ved at have et grubeformet organ mellem øje og næsebor. Organet er varmefølsomt, og et varmblodet byttedyr kan registreres via dets infrarøde udstråling. De fleste grubeorme tager derfor fugle og pattedyr. Hvis lejligheden byder sig, tager de imidlertid også gerne andet bytte. I Nordamerika kan kobberhovedet (Agkistrodon contortrix) således tage cikader, mens vandmokkasinen (A. piscivorus) tager fisk, frøer, ja selv mindre alligatorer.

Grubeorme. Prærieklapperslange (Crotalus viridis).

Grubeorme. Prærieklapperslange (Crotalus viridis).

Grubeorme forekommer overvejende i troperne. Her er de normalt nataktive, men i køligere områder kan de være delvis dagaktive. Størstedelen af grubeormene føder levende unger. Grubeorme er særlig hyppige i Amerikas og Asiens regnskovsområder, men findes i øvrigt i et bredt spektrum af habitater. Fx findes vandmokkasinen ofte i floder og søer, mens siderulleren (Crotalus cerastes) er en ørkenlevende klapperslange.

Annonce

Klapperslanger (Crotalus) og dværgklapperslanger (Sistrurus) hører til de mest kendte af grubeormene. Der er ca. 30 arter af klapperslanger udbredt i det meste af Amerika med det største antal arter i Mexico. Den for klapperslangerne karakteristiske rangle består af gamle hamrester, der er skudt ind i hinanden, og som ved vibration af halen kan give den karakteristiske advarselslyd. Visse øformer har tilsyneladende sekundært mistet ranglen.

I Mellem- og Sydamerika findes den største grubeorm, den op til 3,6 m lange, æglæggende bushmaster (Lachesis muta).

Grubeorme. Vestlig diamantklapperslange (Crotalus atrox).

Grubeorme. Vestlig diamantklapperslange (Crotalus atrox).

I Sydamerika findes en stor formrigdom af fer-de-lance (lanseslanger). Tidligere blev de ca. 60 arter forenet i slægten Bothrops, men er nu delt op i flere. Til de mest kendte arter hører B. atrox og B. jararaca, der begge forårsager mange bid. Slægten Bothriechis omfatter små trælevende former; en af arterne, Schlegels lanseslange (B. schlegeli), er fundet i Danmark i en bananlast.

Foruden i Amerika findes slægten Agkistrodon også i Asien, og halysslangen (A. halys) når Europa. Himalayagrubeorm (A. himalayensis) er fundet i 4900 m højde, det højest kendte for slanger. Ligesom Agkistrodon har slægterne Callosellasma, Deinagkistrodon og Hypnale store skjolde oven på hovedet. De to førstnævnte er æglæggende, og hunnen bevogter reden. Den artsrige slægt Trimeresurus er ligeledes udbredt i Asien og har med en enkelt undtagelse små hovedskæl. Habuen (T. flavoviridis) fra Amami og Okinawa er en frygtet art. Ca. 0,5 % af øernes indbyggere bides årlig, og af disse dør ca. 3 %.

Grubeormes gift har normalt en stærk lokalvirkning og påvirker ofte blodets evne til at koagulere. Den farlige sydamerikanske klapperslange Crotalus durrisus terrificus har dels en nervegift, dels en blodgift. Nervegiften forårsager nedsunkne øjenlåg, mens dødsårsagen tilskrives giftens evne til at opløse de røde blodlegemer og stoppe nyrernes funktion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens B. Rasmussen: grubeorme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86125