Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

finhvaler

Oprindelig forfatter CCKi Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/9168/=ud_a_73661.mp3?revision=2

finhvaler, Balaenopteridae, familie af bardehvaler med furer (14-100, afhængigt af arten) på bugen fra hovedets forkant til omkring navlen; derfor er de også blevet kaldt furehvaler eller rørhvaler. Under fødeoptagelsen tager de tonsvis af vand ind, bugfurerne udspiles, og hvalens mundhule udvides derved voldsomt. Vandet filtreres gennem barderne, som tilbageholder føden, mens vandet presses ud igen. Finhvalernes kost består mest af lyskrebs (krill), men omfatter også, afhængigt af art og havområde, stimefisk og blæksprutter. Finhvalernes barder er forholdsvis brede og korte. Hunnerne er en smule større end hannerne, og dyr på den sydlige halvkugle er større end på den nordlige halvkugle.

1. led i ordet finhval hentyder til hvalernes rygfinner.

Mange finhvaler vandrer over store afstande mellem vinteryngleområderne i varmt vand og sommerfourageringsområderne i koldt vand, men ikke alle bestande følger dette mønster. Pga. de modsatte årstider på den sydlige og den nordlige halvkugle blander de to halvkuglers bestande sig ikke med hinanden. Flere af arterne i finhvalfamilien har været udsat for stor kommerciel fangst, og mange bestande er reduceret stærkt i antal eller forsvundet helt. Familien omfatter seks arter opdelt i to slægter.

Vågehval

Vågehvalen eller sildepiskeren (Balaenoptera acutorostrata) er den mindste finhval med en længde op til 10 m og vægt op til 10 t. Ungerne måler ved fødslen 2,5 m og vejer ca. 350 kg. Det er den mest almindelige bardehval med en verdensbestand på 700.000-1.400.000. Vågehvalen findes stort set i hele verden, både kystnært og i åbent hav. Den ses ret almindeligt i Nordsøen og er mange gange meldt strandet eller fanget ved den danske kyst.

Annonce

Barder ses i overmunden hos denne brydeshval.

Barder ses i overmunden hos denne brydeshval.

Brydeshval

Brydeshvalen (Balaenoptera edeni) bliver 12-15 m lang og vejer op til 20 t. Ungen er ved fødslen 3,5 m lang med en vægt på ca. 900 kg. Der findes tre former, en kystfjern og en kystnær form samt en dværgform i sydøstasiatiske havområder; denne bliver ikke meget større end vågehvalen. Verdensbestanden anslås til 90.000-100.000. Brydeshvalen er den eneste af finhvalerne, der ikke har været jagtet kommercielt i nævneværdigt omfang. Den følger ikke finhvalernes generelle vandringsmønster, idet den holder sig til varme havområder mellem 40 °n. br. og 40 °s.br., og undtagelsesvis i varmt vand uden for dette bælte.

Sejhval

Sejhvalen (Balaenoptera borealis) bliver op til 21 m lang og vejer op til 30 t. Ved fødslen er ungen ca. 4,5 m lang og vejer over 700 kg. Verdensbestanden skønnes at være ca. 80.000 dyr. Sejhvalen er lokalt almindelig i hele verden, men findes primært i dybe, tempererede havområder. Den findes normalt ikke i de nordligste og sydligste havområder, men den fouragerer i subarktiske og subantarktiske havområder om sommeren. Enkelte gange er arten meldt strandet i Danmark.

Finhval med tydelig blåst.

Finhval med tydelig blåst.

Finhval

Finhvalen eller sildehvalen (Balaenoptera physalus) er det næststørste dyr på Jorden efter blåhvalen. Den kan opnå en længde på op til 26 m og veje op til 80 t. Ungen er ved fødslen 6-6,5 m lang og vejer ca. 2 t. Bestanden skønnes at være 100.000-120.000 dyr. Finhvalen er mest almindelig på den sydlige halvkugle, mindst hyppig i troperne. Normalt optræder den fjernt fra kysterne, men kan dog ses nær kysten, hvor vandet er dybt nok. Den er flere gange meldt strandet ved danske kyster.

Blåhval

Blåhvalen (Balaenoptera musculus), som kan nå en længde på 33 m og en vægt på 200 t, er det største dyr, der har levet på Jorden. Den er meldt strandet enkelte gange i Danmark; se også blåhval.

Finhvaler. Halen af en pukkelhval.

Finhvaler. Halen af en pukkelhval.

Pukkelhval

Pukkelhvalen eller knølhvalen (Megaptera novaeangliae) bliver op til 15 m lang og vejer op til 30 t. Ungen måler 4,5 m ved fødslen og vejer 1-2 t. Pukkelhvalen er en af de mest aktive storhvaler; den udfører spektakulære kraftspring helt ud af vandet og laver slag med halefinnen og lufferne.

Pukkelhvalhannerne er kendt for den længste og mest komplekse sang i hele dyreriget. Kun hannerne synger og kun i yngletiden. Sangen ændres en lille smule fra år til år. Der er stor forskel mellem sangene i det nordlige Stillehav, Nordatlanten og i de sydlige oceaner, mens sangen inden for de tre områder er bygget over samme grundskema hos de enkelte bestande.

Verdensbestanden er på ca. 30.000 dyr. Pukkelhvalen tilbringer vinteren i yngleområder omkring ækvator og sommeren i fourageringsområder i koldt vand og foretager således vandringer på flere tusinde kilometer. Den yngler og fouragerer på lavvandede banker. Pukkelhvalen er vidt udbredt i alle oceaner fra polerne til ækvator. Arten er enkelte gange meldt observeret i Danmark; strandede eksemplarer kendes fra 1905 og 2015.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: finhvaler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76088