Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sæler

Oprindelig forfatter CCKi Seneste forfatter Redaktionen

Sæler i grønlandske og danske farvande. Den grønlandske eksport af skind fra grønlandssæl, ringsæl og klapmyds blev hårdt ramt af den intensive kampagne, der blev ført i 1980'erne af bl.a. Greenpeace mod den kommercielle fangst af white coats og blue backs (unger af hhv. grønlandssæl og klapmyds). I danske farvande er spættet sæl den almindeligste art, mens gråsæl især ses på nogle få, faste tilholdssteder. Ringsæl er en sjælden gæst fra øst, og syv grønlandssæler nåede danske kyster i 1987 under en sælinvasion i Norge; klapmyds er kun fundet én gang.

Sæler i grønlandske og danske farvande. Den grønlandske eksport af skind fra grønlandssæl, ringsæl og klapmyds blev hårdt ramt af den intensive kampagne, der blev ført i 1980'erne af bl.a. Greenpeace mod den kommercielle fangst af white coats og blue backs (unger af hhv. grønlandssæl og klapmyds). I danske farvande er spættet sæl den almindeligste art, mens gråsæl især ses på nogle få, faste tilholdssteder. Ringsæl er en sjælden gæst fra øst, og syv grønlandssæler nåede danske kyster i 1987 under en sælinvasion i Norge; klapmyds er kun fundet én gang.

sæler, Phocidae, ægte sæler, familie inden for sælordenen, Pinnipedia. På grundlag af tandforhold og kraniekarakterer skelnes der mellem to underfamilier med i alt 19 arter. De nordlige sæler, Phocininae, udgøres af slægterne Phoca (syv arter), Halichoerus (en art), Erignathus (en art) og Cystophora (en art), mens Monachinae, der fortrinsvis findes på den sydlige halvkugle, består af slægterne Monachus (tre arter), Mirounga (to arter), Lobodon (krabbeædersæl), Ommatophoca, Hydrurga og Leptonychotes (Weddellsæl) med hver en art.

De ægte sæler er karakteriseret ved at mangle ydre ører (modsat øresælerne). De har bagudrettede bagluffer, der ikke støtter kroppen under bevægelse. Sæler har et isolerende spæklag, mens pelsen i modsætning til øresælers ikke giver nogen isolation af betydning. Hos de fleste arter foregår parring og fødsel inden for en forholdsvis snæver tidsperiode, og der går 11-12 måneder mellem parring og fødsel. Det befrugtede æg sætter sig først fast i livmoderen efter 5 måneder (forsinket implantation). Selve fosterudviklingen varer 6-7 måneder. Hos visse arter forekommer lanugopels, enten kun hos fostret eller også hos den nyfødte unge. Sæler føder deres unge på land (eller is), men også under den senere fældning tilbringes megen tid på land. Høj overlevelsesprocent sikres, ved at ungen er stor fra fødslen og hurtigt opfedes med fedtholdig mælk fra moderen.

Sæler. De fleste sælbestande er fredet, men en begrænset, bæredygtig fangst af voksne sæler foregår endnu i Grønland.

Sæler. De fleste sælbestande er fredet, men en begrænset, bæredygtig fangst af voksne sæler foregår endnu i Grønland.

Sæler bruger synssansen, lugtesansen (bl.a. til ungekending) og høresansen som andre pattedyr, mens det er uvist, om de kan ekkolokalisere som tandhvaler. De fleste sæler er fiskeædere, men de tager også krebsdyr, blæksprutter og andre bløddyr. Da sæler fouragerer på store dybder i lang tid ad gangen, foregår en del af deres stofskifte uden ilt (anaerobt).

Annonce

Sælfangst

Sælfangst betegner enhver fangst rettet mod arter af sælordenen, dvs. ægte sæler, hvalrosser og øresæler; i snæver forstand dog kun fangst af ægte sæler. Sælfangsten kan opdeles geografisk i en nordlig og en sydlig aktivitetszone samt efter anvendelse i en kommerciel fangst og en subsistensfangst.

Helt tilbage til stenalderen er der spor af fangst af sæler i Nordatlanten. For at reducere sælbestandene, der blev opfattet som skadedyr, som angivelig gjorde store indhug i fiskebestanden, blev der i 1800-t. udlovet skydepræmier i flere lande (i Danmark indtil 1927). Sælfangst blev ofte drevet sammen med hvalfangst. Kommercielle fangster har ligeledes fundet sted, men de fleste steder er sælbestandene nu fredet. En lokal udnyttelse af sæler finder fortsat sted i Grønland og Canada. I dag er utilsigtede fangster i bl.a. drivgarn registreret for mange sælarter.

Sæler. Typiske hvilestillinger for spættet sæl.

Sæler. Typiske hvilestillinger for spættet sæl.

Spættet sæl

Spættet sæl (Phoca vitulina, spraglet sæl, fjordsæl) er 120-200 cm lang og vejer 65-140 kg. Nyfødte sæler er ca. 80 cm lange og vejer ca. 10 kg. Spættet sæl er vidt udbredt i Nordatlanten og det nordlige Stillehav. Nogle steder kan den vandre op ad floder og til tider opholde sig i længere perioder i ferskvand. I Canada findes bestande, der året rundt lever i ferskvand. Den skifter pels i juli-august. Spættet sæl bliver kønsmoden i en alder af 3-6 år. Parringen foregår i vandet mellem februar og oktober. Fødslen finder sted i april-juli, i visse sydlige regioner dog nogle måneder tidligere. Dieperioden varer 25-30 dage. Spættet sæls naturlige fjender er spækhugger, store hajarter og isbjørn.

Spættet sæl er blevet jaget siden stenalderen. En begrænset fangst findes i dag ved Vestgrønland. Indtil begyndelsen af 1970'erne fandt en kommerciel udnyttelse sted ved Shetlandsøerne. I Norge blev mere end 1000 sæler slået ned 1980-86, og i Island måtte mere end 117.000 sælunger og 7300 voksne sæler lade livet 1962-87.

Ringsæl

Ringsæl (Phoca hispida, netside) bliver op til 165 cm lang og vejer 50-100 kg. Nyfødte unger er 60-65 cm lange og vejer 4-5 kg. Ringsælen har en arktisk cirkumpolar udbredelse, men strejfende individer kan findes længere mod syd. Der er flere gange konstateret strejfende ringsæler fra den nordlige del af Østersøen i danske farvande. Bestandene i Ladoga- og Saimaa-søerne regnes for selvstændige underarter og betegnes hhv. Ladoga-sæl og Saimaa-sæl.

Arktiske folk driver stadig jagt på ringsælen. I Grønland nedlægges årlig ca. 80.000 dyr. I Østersøen har der været en storstilet jagt på ringsæler i en størrelsesorden af flere hundredetusinde dyr.

Grønlandssæl

Grønlandssæl (Phoca groenlandica, svartside) bliver 160-190 cm lang og vejer op til 135 kg. Nyfødte er ca. 90 cm lange og vejer 10 kg. Det foretrukne levested er arktiske havområder med pakis. Der findes tre bestande, en ved Hvidehavet, en ved Jan Mayen og en ved Newfoundland. Strejfende individer er dog fundet længere mod syd, bl.a. i Danmark.

Sæler. Harlekinsæl (Phoca fasciata).

Sæler. Harlekinsæl (Phoca fasciata).

Lokal fangst ved de nordamerikanske, grønlandske og nordeuropæiske kyster har antageligt fundet sted siden stenalderen. En kommerciel fangst af sælunger, de såkaldte white coats, fandt sted ved Jan Mayen i 1800-t. og ved Newfoundland helt frem til i dag.

Harlekinsæl

Harlekinsæl (Phoca fasciata) bliver op til 180 cm lang og vejer 90-150 kg. Arten forekommer i det nordlige Stillehav.

Gråsæl

Gråsæl (Halichoerus grypus) kan blive op til 230 cm lang og vejer op mod 300 kg. Hannen bliver en del større end hunnen. Når ungen bliver født, er den ca. 100 cm lang og vejer 11-20 kg. Der findes tre bestande i hhv. Østersøen, NØ- og NV-Atlanten. Østersøbestanden var længe i tilbagegang pga. jagt og miljøgifte, men der ses nu en fremgang, og bestanden vurderes at være på ca. 5000 (2012).

Søler. Remmesæl (Erignathus barbatus).

Søler. Remmesæl (Erignathus barbatus).

Remmesæl

Remmesæl (Erignathus barbatus) bliver op til 250 cm lang og vejer op til 360 kg. Ungen er ved fødslen ca. 130 cm lang og vejer ca. 35 kg. Den findes ved driv- og pakis på lavere dybder i arktiske farvande syd for 80° n.br.

Lokal fangst af remmesæl har fra de tidligste tider fundet sted i hele det nordatlantiske Arktis. I 1990'erne fangedes der årligt under 900 dyr ved Grønland. Kommerciel fangst har fundet sted i Hvidehavet og Barentshavet med en rapporteret nedlæggelse på nogle få tusinde dyr.

Klapmyds

Klapmyds (Cystophora cristata, blæresæl) har navn efter hannens omfangsrige oppustelige næsefolder; også en indre, rød næsemembran kan pustes op som en ballon. Hannen bliver op til 260 cm lang og kan veje op til 400 kg, mens hunnen er mindre. Ungen bliver født 87-115 cm lang og har en vægt på 20-30 kg; dieperioden er kun på 5 dage, den korteste for noget pattedyr. Arten lever i arktiske havområder med pakis. Klapmydser har været jaget af mennesket siden stenalderen og nedlægges stadig ved Grønland og i Canada. En kommerciel udnyttelse af olie og pels har også fundet sted. Utilsigtede bifangster i fiskeredskaber forekommer ligeledes.

Munkesæler

Sæler. Hawaii-munkesæl (Monachus schauinslandi) med unge.

Sæler. Hawaii-munkesæl (Monachus schauinslandi) med unge.

Munkesæler (Monachus) omfatter tre arter: Caribisk munkesæl (M. tropicalis) blev udryddet i begyndelsen af 1950'erne; Hawaii-munkesælen (M. schauinslandi) bliver op til 240 cm lang og vejer op til 270 kg. Hunnerne bliver en anelse større end hannerne. Den nyfødte unge er ca. 1 m lang. Den har et meget begrænset udbredelsesområde ved de nordvestlige øer af Hawaii-økæden; Middelhavs-munkesælen (M. monachus) er op til 280 cm lang og vejer 250-400 kg. Nyfødte unger er 80-120 cm lange og 15-26 kg tunge. Oprindelig levede den på sandbanker og fri strandstrækninger, men nu lever den kun skjult, fx i huler. Tidligere var den almindelig udbredt i Middelhavet, men nu findes kun småbestande i Adriaterhavet, Det Ægæiske Hav, Sortehavet og ved den nordafrikanske kyst. Den har sandsynligvis været udnyttet i Middelhavet lige siden de første mennesker påbegyndte fiskeri og anden udnyttelse af marine resurser.

Weddellsæl

Weddellsæl (Leptonychotes weddellii) kan blive op til 330 cm lang og vejer 400-600 kg; hunnen er større end hannen. Nyfødte er ca. 150 cm lange og vejer 30 kg. Weddellsælen forekommer ved Antarktis, hvor den rutinemæssigt dykker ned til 400 m, men den kan antagelig nå ned til under 600 m. Der har været en mindre udnyttelse af Weddellsælen.

Søleopard (Hydrurga leptonyx). Sælers for- og bagben er omdannet til luffer.

Søleopard (Hydrurga leptonyx). Sælers for- og bagben er omdannet til luffer.

Søleopard

Søleopard (Hydrurga leptonyx) er op til 360 cm lang og vejer 450 kg, og hunnen bliver større end hannen. Nyfødte er ca. 1 m lange og vejer 30 kg. Den forekommer ved Antarktis.

Ross-sæl

Ross-sæl (Ommatophoca rossi) er op til 250 cm lang og vejer 200 kg, og hunnen bliver lidt større end hannen. Nyfødte er ca. 1 m lange og vejer 16 kg. Den forekommer ved Antarktis. Der har været en mindre udnyttelse af Ross-sælen.

Krabbeædersæl

Krabbeædersæl (Lobodon carcinophagus, krabbeæder) bliver op til 2,5 m lang og vejer 225 kg. Den nyfødte unge er ca. 1,2 m lang og vejer 30 kg. Krabbeædersælen lever fortrinsvis af lyskrebs (krill), som den sier fra vandet med sine særegne, mangespidsede tænder. Den findes i pakisen rundt om Antarktis, og bestanden menes at være vokset stærkt i antal, da bardehvalerne, med hvem den konkurrerer om føden, gik tilbage som følge af et stort jagttryk; i dag er arten verdens uden sammenligning almindeligste sæl med en bestand, som af nogle kilder skønnes at være på op mod 40 mio. individer.

Sæler. Den sydlige søelefant er med sine op til 5 t tunge hanner den største af sælerne; her er det unge hanner, der endnu ikke har udviklet den kønskarakteristiske snabel, som prøver kræfter. Søelefanter kan dykke ned til dybder på over 2000 m efter tiarmede blæksprutter, der udgør størstedelen af føden.

Sæler. Den sydlige søelefant er med sine op til 5 t tunge hanner den største af sælerne; her er det unge hanner, der endnu ikke har udviklet den kønskarakteristiske snabel, som prøver kræfter. Søelefanter kan dykke ned til dybder på over 2000 m efter tiarmede blæksprutter, der udgør størstedelen af føden.

Søelefanter

Søelefanter (Mirounga) med to arter er de største af de ægte sæler. Hos den nordlige søelefant (M. angustirostris) bliver hannen op til 4 m lang og vejer 2000 kg, mens hunnen bliver 3 m lang og kan veje 600 kg. Den forekommer i det nordlige Stillehav. Hos den sydlige søelefant (M. leonina) bliver hannen op til 5 m lang og vejer op til 5000 kg, mens hunnen kun bliver 3 m lang og vejer maks. 800 kg. Nyfødte er ca. 130 cm lange og vejer ca. 45 kg. Den forekommer i et subantarktisk bælte rundt om Sydpolen.

Den nordlige søelefant blev jaget så stærkt ca. 1818-80, at arten fejlagtigt ansås for at være udryddet, mens fangsten på den sydlige art, der begyndte samtidig, blev drevet helt frem til 1965.

Se videoklip:Jagt efter ringsæl til havs fra motorbåd og med riffel. © Eidos Wildlife

Se videoklip:Spættet sæl er langt den mest almindelige art i danske farvande, og den kan undertiden svømme ind i større danske åer. Den danske bestand blev i 1988 og 2002 ramt hårdt af en dødelig virussygdom, men den kom sig hurtigt igen. © Eidos Wildlife

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: sæler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168669