Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hvaler

Oprindelig forfatter CCKi Seneste forfatter Redaktionen

Finhvaler. Halen af en pukkelhval.

Finhvaler. Halen af en pukkelhval.

hvaler, Cetacea, orden af vandlevende, stærkt specialiserede pattedyr med ca. 80 nulevende arter.

Bygning

Hvalernes krop er tenformet, så den yder mindst mulig vandmodstand. Ydre ører eller kønsorganer, der kunne bryde den strømlinjede form, er reduceret bort eller trukket ind i kroppen. Huden er udviklet til et perfekt turbulensnedbringende organ; i lille skala ændrer hvalen form efter strømningsforholdene og sparer derved bevægelsesenergi. Forlemmerne er luffer, og der er ingen baglemmer. Halen har en vandret finne af bindevæv, og mange hvaler har rygfinne.

Manglen på en isolerende pels kompenseres af et spæklag, der varierer i tykkelse. Grønlandshvaler har det tykkeste spæklag på op til 50 cm, mens det hos visse tropiske delfiner kun er 2 mm. Finner og luffer er ikke isoleret og kan tåle en lavere temperatur end kroppen. Kropskernen holdes 37 °C varm vha. varmeudveksling i forlemmerne, rygfinnen og halefinnen, hvor blodkarrene fra hjertet snor sig om de blodkar, der løber tilbage til hjertet.

Annonce

Delfiner. Øresvin (Tursiops truncatus) i fangenskab.

Delfiner. Øresvin (Tursiops truncatus) i fangenskab.

Lungerne er tilpasset dykning. Under dykningen opbevarer hvaler meget af ilten i organerne, ikke i lungerne, der klapper sammen; derfor får hvaler ikke dykkersyge. Musklerne indeholder langt højere koncentration af det iltbærende stof myoglobin end hos landpattedyr. Nogle arter kan være neddykket i over en time, og fx kaskelothvalen kan dykke 2000 m. Spiserør og luftrør er adskilt, idet strubehovedet danner et rør, der går direkte over til næsen.

Hvalernes skelet og især kranium afviger meget fra landpattedyrs. Næseborene er flyttet til toppen af hovedet, idet overkæbebenet er skubbet hen over pandebenet. Tændernes antal er forøget i forhold til det oprindelige pattedyrtandsæt på 44 tænder. Hos tandhvaler er rekorden 256 tænder. Der vokser kun ét blivende tandsæt frem, dvs. der findes ikke som hos andre pattedyr et mælketandsæt. Bardehvaler anlægger kun tænder i fostertilstanden, og de udvikler barder, som er plader af keratin, der hænger ned fra overmunden. Hos visse tandhvaler er der sket en sekundær reduktion af tandsættet, og nogle er stort set tandløse (narhval og næbhvaler). Baglemmer og hofteben er næsten reduceret helt bort; tilbage er kun to små knogler (bækkenrudimenter) uden forbindelse til det øvrige skelet. De tidligste hvaler, urhvalerne, menes at have haft små baglemmer. Man kender til sjældne tilfælde af kaskelotter og delfiner med udvoksede bagfinner.

Finhval med tydelig blåst.

Finhval med tydelig blåst.

Levevis

Der findes hvaler både i havet og i ferskvand. Bardehvaler lever af plankton og småfisk, som de sier fra vandet vha. barderne. Tandhvaler lever bl.a. af fisk og blæksprutter. Hvaler kommunikerer vha. lyde, og mange, fx delfiner, orienterer sig vha. ekkolokalisering. Mange hvaler foretager lange vandringer mellem forplantningsområder og næringsområder. Hunnen føder som regel én unge ad gangen. Den dier hos moderen, hvis mælk er særdeles næringsrig, så ungen vokser hurtigt.

Systematik

Hvidhvaler har et ganske kort næb, der bagtil afgrænses af en rynke i den høje pande.

Hvidhvaler har et ganske kort næb, der bagtil afgrænses af en rynke i den høje pande.

Hvalerne inddeles i tre underordener: bardehvaler (Mysticeti) med ca. 10 nulevende arter, tandhvaler (Odontoceti) med ca. 70 nulevende arter samt de uddøde urhvaler (Archaeoceti).

Den klassiske todeling af de nulevende hvaler i barde- og tandhvaler er ved at vige til fordel for en underinddeling i fem udviklingslinjer eller overfamilier, der afspejler slægtskabsforholdene bedre: 1) Delphinoidea eller delfinoverfamilien med de egentlige delfiner (Delphinidae), marsvin (Phocoenidae) og hvidhvaler (Monodontidae) samt visse floddelfiner (Pontoporidae, Iniidae); 2) Platanistoidea med kun en familie: Platanistidae (floddelfinerne ganges- og indusdelfin); 3) Ziphioidea eller næbhvalsoverfamilien med næbhvaler (Ziphiidae); 4) Physeteroiedea eller kaskelotoverfamilien med kaskelotter og dværgkaskelotter (Physeteridae); 5) Balaenoidea eller bardehvalsoverfamilien (Balaenoidea) med rethvaler (Balaenidae), gråhvaler (Eschrichtidae), finhvaler (Balaenopteridae) og dværgrethvaler (Neobalaenidae). Der beskrives stadig nye arter, fx i 1996 en næbhval fra Sydamerikas Stillehavskyst.

Læs også om hvalernes evolution.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: hvaler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=94107