Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

slimål

Oprindelig forfatter JNie Seneste forfatter Redaktionen

slimål, Myxinidae, fisk, der sammen med lampretter udgør den primitive fiskegruppe rundmunde, som er karakteristisk ved bl.a. at mangle kæber. Slimålen er blind og har en åleformet krop med en finnebræmme omkring halespidsen. Ved mund og næsebor har den skægtråde, raspetungen er forsynet med horntænder, og på hver side af bugkanten udmunder en række slimkirtler.

Der kendes 43 arter fra tempererede områder af alle oceaner. Det er bunddyr, der lever på fra 20 m til langt over 1000 m dybde. Slimål søger føde om natten, mens de om dagen opholder sig i huler i den bløde bund. Formålet med den kraftige slimproduktion, der har givet familien navn, er bl.a., at den skal afstive væggene i gangene i mudderet.

Slimål lever af bunddyr og døde fisk, som de borer sig ind i og æder indefra, men da de også æder fisk fanget i garn eller på krog, kan de skade fiskeriet. Byttet finder de frem til med lugtesansen. En slimål har anlæg til både hanlige og hunlige kønsorganer, men udvikler kun en af delene (se kønsskifte).

Annonce

I Skagerrak findes en enkelt art, Myxine glutinosa, der kan blive ca. 80 cm og findes i hele det nordatlantiske område, bl.a. ved Grønlands sydspids. Se også chordater og Agnatha.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Nielsen: slimål i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161138