Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

leopard

Oprindelige forfattere BHol og NGB Seneste forfatter Redaktionen

Leopard. Når en leopard passerer forbi en antilopeflok, er antiloperne meget opmærksomme på dens bevægemåde. Nærmer leoparden sig fuldt synlig uden at vise interesse for antiloperne, som her, reagerer de ikke. Det er tegn på, at leoparden er mæt. Men sniger leoparden sig af sted med blikket rettet mod flokken, flygter antiloperne; så er leoparden på jagt.

Leopard. Når en leopard passerer forbi en antilopeflok, er antiloperne meget opmærksomme på dens bevægemåde. Nærmer leoparden sig fuldt synlig uden at vise interesse for antiloperne, som her, reagerer de ikke. Det er tegn på, at leoparden er mæt. Men sniger leoparden sig af sted med blikket rettet mod flokken, flygter antiloperne; så er leoparden på jagt.

leopard, Panthera pardus, mellemstort medlem af kattefamilien. Den varierer i størrelse fra 45 cm til 80 cm i skulderhøjde, 90-190 cm i længde (uden hale) og 30-90 kg i vægt; hunner er noget mindre end hanner. Benene er korte og kompakte, hovedet afrundet og med kraftige kæber. Pelsen er gulligbrun med sorte rosetter på kroppen og sorte pletter på hoved og hale. Pelsen i midten af rosetterne er mørkere end den generelle grundfarve (vedr. forskel på leopard og jaguar, se jaguar). Sorte individer er hyppige og kaldes populært panter; selv hos disse kan pletmønsteret i pelsen skimtes.

Ordet leopard kommer af græsk leon 'løve' og pardos 'panter'.

Leoparden er udbredt fra Afrika syd for Sahara i vest over Lilleasien og Indien til Korea i øst. På baggrund af geografisk udbredelse og mindre, anatomiske forskelle inddeles leoparden traditionelt i en række underarter, men antallet af disse er omdiskuteret. Leoparden har stor tilpasningsevne og findes i ørkener, på savannen, i tæt regnskov og sågar i forstæderne til storbyer, fx Nairobi.

Annonce

Leopard (Panthera pardus orientalis).

Leopard (Panthera pardus orientalis).

Leoparden færdes størstedelen af tiden på jorden, men klatrer og svømmer glimrende. Den er nataktiv og tilbringer dagen sovende i et træ eller gemt i tæt buskads. Føden består af alt fra biller til mellemstore antiloper, men den foretrukne byttestørrelse er som leoparden selv. Byttet fanges fra baghold, eller ved at leoparden sniger sig ind på det og fanger det i en kort spurt. Større bytte dræbes, ved at leoparden bider sig fast i byttets hals og kvæler det, mens mindre byttedyr dræbes med et bid i nakken. I områder, hvor der lever andre større rovdyr, fx løve, hyæne og tiger, slæber leoparden byttet op i et træ for at forhindre de andre rovdyr i at stjæle det.

Leoparden jager alene. Hanner forsvarer et mindre territorium mod andre hanner. Territoriet overlapper flere hunners fødesøgningsområder, og når hunnerne kommer i brunst, opsøger hannen dem for at parre sig. Efter en drægtighed på lidt over tre måneder føder hunnen 2-3 unger. Hunnen er normalt alene om opfostringen, men det forekommer, at hannen hjælper til. Knap to år gamle forlader ungerne hunnen, og et år senere er de kønsmodne.

Leopard i træ. Serengeti, 2007.

Leopard i træ. Serengeti, 2007.

Leoparder er i tidens løb blevet jaget pga. pelsen, som jagttrofæ og som skadedyr, hvor de har forgrebet sig på husdyr. Efterhånden som mennesket trænger ind på leopardens leveområder, bliver konfrontationer med mennesket hyppigere. I Indien har man eksempler på, at leoparder er blevet menneskedræbere, men de undgår ellers generelt mennesker. De er endnu almindelige i Øst- og Centralafrika, men er gået kraftigt tilbage i Vestafrika og SØ-Asien.

Heraldik

En leopard er i heraldikken en løve, der vender hovedet ud mod beskueren. Se heraldik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bengt Holst, Nils G. Bartholdy: leopard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115947