Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

grævlinger

Oprindelig forfatter TAsf Seneste forfatter Redaktionen

Om natten kommer grævlingen (Meles meles) frem, og det gør regnormene, dens foretrukne fødeemne, også (dog ikke om vinteren). Grævlingen færdes ad veksler i sin søgen efter føde, og den afmærker territoriet med ekskrementer og duftstoffer. Om vinteren er den meget mindre aktiv, og når der er hård frost, kan den blive i graven i dagevis. Den går dog ikke i dvale.

Om natten kommer grævlingen (Meles meles) frem, og det gør regnormene, dens foretrukne fødeemne, også (dog ikke om vinteren). Grævlingen færdes ad veksler i sin søgen efter føde, og den afmærker territoriet med ekskrementer og duftstoffer. Om vinteren er den meget mindre aktiv, og når der er hård frost, kan den blive i graven i dagevis. Den går dog ikke i dvale.

grævlinger, Melinae, underfamilie inden for mårfamilien (Mustelidae), som hører til rovpattedyrenes orden (Carnivora). Grævlinger er tilpasset en gravende og altædende levevis, hvilket bl.a. ses på kropsformen, som er mere plump end hos den øvrige mårfamilie. Benene er korte og stærke og med veludviklede kløer, især på forbenene. Den knusende (bageste) del af tandsættet er forholdsvis stærkt udviklet på bekostning af den skærende og sønderrivende (forreste) del. Grævlinger har duftkirtler, analkirtler, ved endetarmsåbningen. Flere arter har sort-hvide "ansigtsmasker", der virker som advarselssignal.

Grævling hed tidl. græving, af middelnedertysk grevink, afledt af verb. grave.

Den eurasiske grævling (Meles meles) er vidt udbredt fra Irland til Japan, mod nord næsten til polarcirklen og mod syd til Middelhavet, Israel, Iran, Tibet og det sydlige Kina. I Danmark er grævlingen mest almindelig i Østjylland, men er i øvrigt udbredt i hele landet undtagen Bornholm og en række mindre øer. Hoved og krop måler 67-90 cm, halen 11-20 cm. Hannerne er større end hunnerne og vejer 9-17 kg, og over 20 kg om efteråret, når de er tungest. Føden er alsidig og består af regnorme suppleret med insekter, padder, smågnavere, æg og unger af jordrugende fugle samt en del planteføde, især korn, frugt og bær.

Grævlinger. Amerikansk grævling (Taxidea taxus).

Grævlinger. Amerikansk grævling (Taxidea taxus).

Grævlinger er sociale dyr, der lever i familiegrupper, som har hver sit territorium. Det meste af tiden tilbringes i graven, som efter stadig udbygning gennem mange generationer kan være store komplekser med mange indgange og et net af underjordiske gange med flere redekamre. Den enkelte familiegruppe har oftest flere grave. De fleste unger fødes i marts, 1-5 pr. kuld; grævlingen har forlænget drægtighed.

Grævlingen blev totalfredet i Danmark i 1994. Tidligere blev den jaget for at skaffe skind til fx tasker og kanedækkener, hår til barberkoste og fedt til smørelse. Nu er biltrafikken den alvorligste trussel mod grævlingen. Desuden kan forstyrrelse omkring graven være et problem, især i bynære skove.

Annonce

Den amerikanske grævling (Taxidea taxus) findes i det vestlige Nordamerika. Den er lidt mindre end den eurasiske grævling. Kropsformen er mere plump og "fladtrykt", og ansigtsstriberne er mindre markerede. Den graver meget, ikke kun huler til sig selv og ungerne, men især under jagt på mindre gnavere, som udgør hovedføden.

Amerikansk grævling (Taxidea taxus).

Amerikansk grævling (Taxidea taxus).

Svinegrævlingen (Arctonyx collaris) findes vidt udbredt i Sydøstasien. Udbredelsesområdet er stort set tropisk, og kun i Kina er der et mindre overlap med den eurasiske grævling. Svinegrævlingen har en lang, bevægelig, hårløs snude, som den roder i jorden med efter rødder, insekter, snegle, orme o.a.

Ildergrævlinger (solgrævlinger, slægten Melogale) omfatter tre arter. De er små og har forholdsvis lang, busket hale. De findes i tropiske og subtropiske dele af Sydøstasien. Til forskel fra andre grævlinger kan de klatre i træer.

Honninggrævlingen (Mellivora capensis) ligner de egentlige grævlinger i kropsbygning og adfærd, men henregnes til en anden underfamilie, Mustelinae.

De to arter af stinkgrævling placeres i dag i familien af stinkdyr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tommy Asferg: grævlinger i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86490