Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bjørne

Oprindelige forfattere FSte, KVJ, PVP og TAsf Seneste forfatter Redaktionen

Københavns Zoo. Isbjørn med 3 måneder gammel unge.

Københavns Zoo. Isbjørn med 3 måneder gammel unge.

bjørne, Ursidae, familie inden for rovdyrenes orden. En lille, ensartet gruppe, omfattende Jordens største, landlevende rovdyr. Bjørne er tunge, muskuløse dyr med kraftige, stærke lemmer, massiv hals, rundt hoved, spids snude, små øjne og kort hale. De er sålegængere; hver fod har fem tæer med kløer, der ikke kan trækkes ind. Lugte- og høresans er godt udviklet, synet middelmådigt. De klatrer og svømmer godt. Bjørne i kolde områder går i hi, dog kan isbjørnen undvære det. Deres vinterhvile er ikke en egentlig dvale; de overvintrer i hule træer eller klippehuler, drægtige isbjørnehunner i snehuler. Bjørne har forlænget drægtighed, og de føder 1-3 små, meget lidt udviklede unger.

Ordet bjørn er fællesgerm., opr. 'den brune', erstatningsord for dyrets egentlige navn, som pga. forestillinger om tabu o.l. ikke kunne nævnes.

Bjørne findes i Europa, Asien, Nordamerika og Sydamerika. De er generelt gået tilbage i antal, især pga. forfølgelse og forringelse af deres levesteder, som fortrinsvis er skovklædte bjergområder. Isbjørnen lever dog i arktiske kystområder. Med undtagelse af isbjørnen, som er et udpræget rovdyr, lever især unge bjørne overvejende af planteføde, mens de voksne ofte supplerer med insekter (især termitter), honning, fisk, fugle og pattedyr.

Bjørne har gennem tiden været opdelt i et større antal slægter, arter og underarter, men henregnes nu til kun fem slægter. Til slægten Ursus hører brun bjørn og den amerikanske sortbjørn samt isbjørn, som omtales i særskilte artikler, og desuden kravebjørn. De fire øvrige slægter omfatter stor panda, læbebjørn, malajbjørn og brillebjørn.

Annonce

Bjørne. Kravebjørn.

Bjørne. Kravebjørn.

Kravebjørn

Kravebjørn, Ursus thibetanus, også kaldet sort himalayabjørn, er 170 cm lang og vejer 150 kg. Den korte pels er sort og skinnende med en tydelig V- eller Y-formet hvid aftegning fra skuldrene ned over brystet; ørerne er store. Den findes i tropiske og tempererede løvskove i Pakistan, det nordlige Indien, Kina, Mongoliet, Bagindien og Amur-området i Rusland. Kravebjørnen, som svømmer og klatrer godt, bygger ofte rede i træerne. Den lever især af planteføde, men tager også insekter og anden animalsk føde om efteråret, når der bygges fedtreserver op til vinteren.

Læbebjørn

Læbebjørn, Melursus ursinus, er 140-180 cm lang og vejer 140 kg. Den er sort med en lys hesteskoformet tegning på brystet; pelsen er pjusket og langhåret. Den lever i tropiske skovområder i Indien og på Sri Lanka. Bestanden er reduceret til ca. 10.000 pga. jagt og forringelse af levesteder. Føden består af insekter, frugter og blomster.

Malajbjørn

Malajbjørn, Helarctos malayanus, er 110-140 cm lang og vejer 60 kg. Den er forholdsvis lille, sort med lyst, kort snudeparti og en gullig, hesteskoformet tegning på brystet samt store fødder med spidse og meget krumme kløer. Den findes overvejende i tropiske skovområder i Bagindien, det sydlige Kina, Sumatra og Borneo. Den klatrer behændigt og tilbringer megen tid i træerne, hvor den ofte bygger rede. Den lever af frugter, blade og insekter. Den er hovedsagelig aktiv om natten og bruger dagene til solbadning.

Brillebjørn

Brillebjørn, Tremarctos ornatus, er 150-180 cm lang og vejer op til 140 kg. Den er sort med hvidgule aftegninger på strube, bryst og i et brilleformet bånd omkring øjnene. Den lever i Andesbjergene i Sydamerika og æder altovervejende planteføde. Se også hulebjørn.

Brun bjørn.

Brun bjørn.

Kulturhistorie

Menneskets forhold til bjørne, herunder bjørnejagt, har i traditionelle samfund været reguleret af en række ritualer, der er udsprunget af forestillingen om bjørnen som totemdyr, som en slægtning til mennesket, evt. direkte som stamfader. Ifølge Saxo, ca. 1200, nedstammer den danske kongeslægt fra en bjørn, der fattede kærlighed til en ung kvinde. Sådanne ritualiserede forhold ses hos fx inuit, samer, sibiriske folkeslag og hos ainu i Japan. I gammel nordisk folketradition findes forestillingen om bersærker, dvs. mennesker, der fx i en krigssituation forvandles til bjørne og under bersærkergangen gør brug af deres ekstatiske bjørnestyrke.

Bjørnejagt foregik i nordisk middelalder ved klapjagt, ved spydbesatte grave eller store faldfælder, hvor bjørnen fik en træstamme eller sten ned over sig, når de tog lokkemaden. Jagten indledtes med anråbelse af dyret, og bjørnens kraft kunne jægeren få del i ved at drikke dens blod. Kvinderne parterede bjørnen, og mens det stod på, måtte mændene afholde sig fra omgang med dem.

Bjørnekranier og -knogler, anbragt i stenbyggede nicher eller gruber i huler, bl.a. i Drachenloch i Schweiz, vidner om neandertalmenneskets fascination af den store, nu uddøde hulebjørn. Fra den senere del af istiden blev bjørne afbildet på hulemalerier, og fra denne tid kendes desuden en legemsstor lerbjørn fra Montespanhulen i Sydfrankrig. Bjørnefigurer af rav, der er fundet i Polen, Danmark og Norge, stammer antagelig fra slutningen af jægerstenalderen ligesom de nordskandinaviske helleristninger, der ofte afbilder bjørne og aftryk af bjørnelabber.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson, Kurt Villads Jensen, Peter Vang Petersen, Tommy Asferg: bjørne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47879