Når orangutanger en sjælden gang færdes på jorden, foregår det med fingre og tæer krummet ind under hånd- og fodflader (nævegang), ikke som de afrikanske menneskeaber (knogang), hvis fødder også er bedre tilpasset skovbunden. Den foretrukne føde, modne frugter, forekommer visse år i overflod, men sparsomt i andre, hvilket gør orangutangen afhængig af anden kost. Kindtændernes emalje er relativt tyk og rynket, og de centrale øvre fortænder er kraftige og fremadrettede, hvorfor tænderne er velegnede til hårdere plantedele som umodne frugter, frø og bark. Desuden indgår insekter og i sjældne tilfælde små pattedyr i kosten.
Efter barndommen forlader begge køn moderen, men hunner slår sig gerne ned tæt på moderens kerneområde, hvorfor naboer tit er nært beslægtede. Hanner derimod vandrer alene omkring over større områder (derved undgås indavl) og forsøger at besvangre flest mulig hunner. Hunner foretrækker en udvalgt, dominerende han, som med over 100 kg kan blive over dobbelt så stor som hunnerne. Den gør sig gældende ved med en stor strubesæk at udstøde langtrækkende brøl og bortjage konkurrerende hanner. Dette påvirker visse af hannerne til i en længere periode at forblive underudviklede, hvorved de grundet deres mindre vægt kan flygte fra fuldvoksne hanner. Deres formeringsstrategi går i stedet ud på ved tvang eller voldtægt at besvangre hunnerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.