Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gibboner

Oprindelige forfattere BHol og BWes Seneste forfatter Redaktionen

Gibboner. Hvidhåndet gibbon (Hylobates lar).

Gibboner. Hvidhåndet gibbon (Hylobates lar).

gibboner, Hylobatidae, familie af små, syngende menneskeaber på 5-12 kg, hvis overvejende frugtædende hanner og hunner har samme størrelse og lever i territoriale kernefamilier (monogami). Gibboner har tidligere været inddelt i 14 arter grupperet i fire underslægter, som ifølge det molekylære ur adskiltes for 5-10 mio. år siden. I dag anses familien for at bestå af fire slægter og 17 arter.

De er udbredt i Sydøstasiens regnskove fra Bhutan i vest over Thailand og Vietnam til Indonesien i sydøst. Gibboner mangler hale i lighed med de øvrige menneskeaber. Størrelsen varierer fra en længde på 90 cm og en vægt på op til 8 kg hos den største af arterne, siamangen (Symphalangus syndactylus), til 50 cm og 5,5 kg hos de øvrige arter. Hanner og hunner er lige store; hos nogle arter har de forskellig farve. Farverne varierer fra sort hos fx hulocken (Hoolock hoolock) over brun, rød og cremefarvet hos ungkoen (Hylobates agilis) til grå hos sølvgibbon (wauwau, H. moloch).

Slægten Hylobates uden sangstrubepose, med 44 kromosomer og syv arter, har den største udbredelse: fra Thailand i vest og Sydkina i nord til Indonesien i syd. Hoolock med en lille strubepose hos hunnen og 38 kromosomer omfatter to arter, udbredt fra NØ-Indien til Sydkina. Nomascus med en lille strubepose hos hannen, 52 kromosomer og syv arter findes i Indo- og Sydkina. Endelig lever på Malajhalvøen og Sumatra Symphalangus, der kun omfatter den største art, siamangen, hvor begge køn har stor strubepose og 50 kromosomer.

Annonce

Gibboner. Siamang (Symphalangus syndactylus).

Gibboner. Siamang (Symphalangus syndactylus).

Ordet gibbon kommer af fransk gibbon, af uvis opr.

Gibboner adskiller sig fra andre menneskeaber bl.a. ved deres mindre størrelse, hårde sædepuder og lange hjørnetænder. Som tilpasning til livet i træerne er de udstyret med meget lange arme. Adskillelsen mellem tommelfinger og håndflade går helt ned til håndleddet, hvorved gibbonerne får et godt greb om grenene. Gibboner tilbringer livet i træerne og bevæger sig omkring i armgang, evt. spring. På tykke træstammer går de med armene bredt ud som balancestænger.

Gibboner lever af modne frugter og unge blade og konkurrerer således mere med fugle og egern end med andre primater, der i høj grad tager umodne frugter og ældre blade. Gibboner lever parvis eller i små familiegrupper med en eller to unger sammen med forældreparret. De opretholder et territorium stort nok til at forsyne dem med modne frugter året rundt. Territoriet adviseres med høje sanglignende kald, der kan høres flere km væk. "Sangen" har også betydning for pardannelsen og parrets sammenhold. Hanner og hunner synger ofte duet i op til 15 min. om dagen. Kun Kloss' gibbon (Hylobates klossi) og sølvgibbon har ingen duet og synger kun i forbindelse med territorieforsvar. Siamangen har en særlig resonanspose under hagen; den pustes op som en blæsebælg i forbindelse med sangen.

Gibboner. Hvidhåndet gibbon (Hylobates lar).

Gibboner. Hvidhåndet gibbon (Hylobates lar).

Hunnen føder en unge efter en drægtighed på 7-8 måneder. Hos siamangen overtager hannen opfostringen efter et år, og efter yderligere et par år er ungen uafhængig af forældrene. Skoven er gibbonernes livsgrundlag, og alle arterne regnes for truede pga. omfattende skovhugst. Den samlede gibbonbestand er faldet fra ca. 4 mio. i 1975 til 350.000-500.000 i begyndelsen af 2000-t. Jagt er derimod ikke et stort problem. Gibboner regnes for noget specielt blandt lokalbefolkningen pga. ligheden med mennesket og har flere steder status af noget overnaturligt.

Adfærd

Længerevarende studier af gibboners sociale liv har undergravet forestillingen om den livslange kernefamilie, hvor et forældrepar forsvarer unger og territorium mod gibboner udefra, mens voksent afkom bliver udstødt. Korttidsbilledet passer for det meste godt nok, og de lange, skarpe hjørnetænder har vist sig i stand til at forvolde døden for artsfæller. Men der er adskillige eksempler på utroskab, partnerbytte, flerhans- og flerhunsgrupper (hhv. polyandri og polygyni) samt fredeligt samkvem mellem nabofamilier og overlap af territorier. Efter en skovbrand på Borneo i 1998 tillod flere forældrepar således deres uheldige voksne søn eller datter, som manglede føde i deres eget område, sammen med magen at vende tilbage til barndomsterritoriet. Dog blev forældrenes forhold til det unge par mere anstrengt i takt med skovens genskabelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bengt Holst, Bjarne Westergaard: gibboner i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83815