Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pels

Oprindelige forfattere BChr, BMT og Degn Seneste forfatter Redaktionen

Pels. Den hvide pels hos isbjørnen er ikke alene camouflage, den leder også varme ind til kroppen, idet hårene virker som lysledere. De har en klar overflade og i midten et luftfyldt hulrum. Noget af sollyset ledes gennem de specialiserede hår ind til den mørke underpels, hvor lyset omdannes til varme. Her er et bjørneskind hængt til tørre ved Qaanaaq, Grønland.

Pels. Den hvide pels hos isbjørnen er ikke alene camouflage, den leder også varme ind til kroppen, idet hårene virker som lysledere. De har en klar overflade og i midten et luftfyldt hulrum. Noget af sollyset ledes gennem de specialiserede hår ind til den mørke underpels, hvor lyset omdannes til varme. Her er et bjørneskind hængt til tørre ved Qaanaaq, Grønland.

pels, et for pattedyr karakteristisk hårlag. Pelsen består som regel af to slags hår, dækhår og uldhår. Dækhår er grovere og længere og danner pelsens ydre lag; de tjener til beskyttelse mod væde og mekanisk overlast. Uldhår er tynde og bløde og findes i bunden af hårlaget mellem dækhårene; deres vigtigste funktion er varmeisolation.

De enkelte hår afkastes med mellemrum og erstattes af nye. Hos fx primaterne sker dette jævnt året igennem, men hos de fleste pattedyr er fældningen koncentreret til korte perioder. Nordiske arter fælder som regel om foråret, og i forbindelse hermed vokser de nye dækhår frem, mens uldhårene først er fuldt udviklede i løbet af efteråret. Derfor er vinterpelsen tykkere og bedre isolerende end sommerpelsen. Andre arter fælder både forår og efterår, fx hjorte, hermelin og snehare, og dette er ofte forbundet med et farveskifte; således anlægger de to sidstnævnte arter en tyk, hvid vinterpels. Se også hår og fjer.

Ordet pels kommer via middelnedertysk fra latin pellicia, af pellis 'skind'.

Pelsværk

Pelsværk er beklædningsgenstande af skind med hår, siden 1500-t. fremstillet af buntmagere.

Annonce

Skind er menneskets ældste beklædning, benyttet af fx egyptere, assyrere, babyloniere, etruskere og romere. I tidlig middelalder blev pels båret af mænd, fra 1300-t. også af kvinder. Med opdagelsen af Amerika fik man i Nordamerika adgang til et rigt vildtreservoir, der gik fra Hudson Bay til New Orleans, og store mængder skind blev i 1600-t. hentet herfra til Europa. I Rusland åbnedes i 1700-t. store pelsmarkeder med skind, først odder og ræv, senere også sæl. Voksende efterspørgsel og svigtende tilgang af vildtskind førte i slutningen af 1800-t. til forsøg i større omfang med opdræt af pelsdyr, en produktion, der blev styrket af fredninger og begrænsninger i fangsten af vilde dyr samt af en voksende forståelse for betydningen af vildtbestandens bevaring.

Pels. Sælpels fra Great Greenlands kollektion 1999. Tidligere hed det sig om sælpelse, at de kunne stå af sig selv, men med nye garve- og farvemetoder kan sælpels konkurrere med klassiske pelse som fx mink, og den indgår i flere modehuses haute couture-shows. Der er en tendens til, at sælpelse i 1990'erne henvender sig til et yngre publikum end de klassiske pelse; også flere mænd køber sælpelse.

Pels. Sælpels fra Great Greenlands kollektion 1999. Tidligere hed det sig om sælpelse, at de kunne stå af sig selv, men med nye garve- og farvemetoder kan sælpels konkurrere med klassiske pelse som fx mink, og den indgår i flere modehuses haute couture-shows. Der er en tendens til, at sælpelse i 1990'erne henvender sig til et yngre publikum end de klassiske pelse; også flere mænd køber sælpelse.

Blandt de mest kendte skindsorter fra opdræt i farme er chinchilla, ilder, mink, mår, nutria, ræv, persianer og breitschwanz med Canada, USA og Rusland som de vigtigste producentlande foruden Danmark, hvad mink angår. Af skind fra vilde dyr anvendes fx bisam, bæver, egern, der betegnes gråværk, hare, hermelin, kanin, muldvarp, nutria, opossum, vaskebjørn og ulv. For sæler er der indført strenge fangstbegrænsninger, mens der er fangstforbud for bl.a. isbjørn (med enkelte undtagelser i Nord- og Østgrønland), gepard, chinchilla, jaguar, leopard, odder og ozelot. Af husdyrskind bruges bl.a. kanin, kat, får og lam. Mest kostbare er skind af chinchilla, zobel, hermelin og sort ræv. Fine, men mindre sjældne skind kommer fra mink, sæl, bæver, mår og bisamrotte. Se også garvning.

Før midten af 1800-t. blev pelsværk væsentligst brugt som dekoration på dragter samt til hatte, hætter og muffer, men derefter blev pelskåber af sælskind, zobel, mår, odder og persianer mode til både mænd og kvinder i Europa. Madame Paquin og Jacques Doucet var de første, der brugte pels i haute couturen. I 1900-t. voksede forbruget, idet pelsværk blev udbredt også i middelstanden.

I 1960'ernes og 1970'ernes hippiekultur ændredes indstillingen til pels. Lilla, blå eller grønne indfarvninger banede ligesom patchworkpelse vejen for kemisk producerede kunstpelse i 1980'erne (se plys). I samme periode satte filmstjerner (bl.a. Brigitte Bardot) og andre berømtheder sammen med dyreværnsforeninger fokus på truede dyrearter og skabte følelsesladede debatter. Bl.a. fokuseredes på fangsten af sælunger ("babysæler"), hvad der havde uheldige følger for de grønlandske fangersamfund, selvom disse står for en bæredygtig fangst af voksne sæler; der forhandles ikke skind af sælunge i Danmark (se også sæler). Fra 1990'erne er kvalitetsforarbejdede og designede pelse stadig et statussymbol.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Christensen, Bodil Marie Thomsen, Ole Degn: pels i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=140137