Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hår

Oprindelige forfattere JBun, JDaM, JøLü og Röpke Seneste forfatter Redaktionen

hår, huddannelser, der er typiske og specielle for pattedyr, og som danner deres pels.

De fleste pattedyr har to slags hår, dækhår og uldhår. Dækhår er grove og danner pelsens ydre lag; til deres hårsække kan være knyttet talg- og duftkirtler. Uldhår er blødere og krusede og findes i bunden af pelsen; de tjener varmeisolation. Dækhår kan lokalt være udformet som varbørster (vibrissae), der er lange og stive, og hvis hårsække er omgivet af store blodrum; når disse fyldes, rejser håret sig, og selv en svag berøring af varbørstens spids registreres af talrige nerveender ved dens basis. Varbørster findes især på overlæben, knurhår, over eller under øjet og på bugen. Andre specialiserede hår er stive børster, fx på ryggen af vildsvin. Pigge er millimetertykke, meget stive og spidse hår, der bruges til forsvar og findes hos fx pindsvin og hulepindsvin.

Hår afkastes med mellemrum og erstattes af nye. Hos mange pattedyr sker fældningen løbende, men hos de fleste er den knyttet til en kortere periode, oftest én gang årlig. Mange nordiske pattedyr gennemgår en forårsfældning af både dæk- og uldhår; de nye uldhår vokser ud senere end dækhårene og når først deres fulde længde om efteråret. Når pelsen hos andre er forskellig sommer og vinter, skyldes det et pelsskifte både forår og efterår, der i mange tilfælde er forbundet med et farveskift, så at vinterpelsen bliver gråligere, evt. hvid (fx snehare), og dertil tykkere.

Annonce

Vedr. anvendelse af dyrehår til tekstiler, se naturfibre.

Menneskehår

Hår. Menneskehår optaget vha. scanning-elektronmikroskop.

Hår. Menneskehår optaget vha. scanning-elektronmikroskop.

På størstedelen af menneskelegemets overflade findes korte, fine vellushår, der er svagt pigmenterede, og som svarer til dyrenes uldhår. På visse dele af kroppen findes lange, grove terminalhår, som ligner dyrenes dækhår, fx hovedhår, øjenbrynshår, øjenvipper, hår i øregangene og næseborene, skæghår, armhulehår samt hår omkring kønsorganerne; terminalhår er som regel talrigere og har større udbredelse hos mænd. Hårtætheden er størst i ansigtet, op til 600 pr. cm2, og kun få områder er helt hårfri, fx håndflader og fingrenes inder- og sideflader samt fodsåler og tæernes undersider.

Hårtykkelsen varierer fra nogle få tusindedele mm til ca. 1/2 mm, og hoved- og skæghår kan blive over 1 m lange. Hår dannes fra hudepithelceller og består af særlige proteiner, keratiner, som har et større svovlindhold end hudcellernes keratiner og derfor er hårdere. De hårdannende epithelceller befinder sig i nedsænkninger, hårfollikler, i læderhuden eller øverst i underhuden (se hud). Terminalhår består af en marv med løstpakkede celler og en bark med tætliggende celler. Cellerne dør hurtigt efter dannelsen i folliklen, og håret skydes ud af nydannede celler.

Asiater, inuit og amerikanske indianere har glatte hovedhår, da disse har et cirkelrundt tværsnit. Europæere har almindeligvis bølgede hår med ovalt snit, og afrikanere og fx aboriginere har krøllede hår med elliptisk eller nyreformet snit.

Mennesker skifter løbende hårene og har ikke bestemte fældningsperioder som dyrene. Et hår vokser ca. 1/3 mm pr. døgn og kan have en vækstperiode på fra få måneder til flere år, hvorefter det dør; det bliver siddende et stykke tid, før det udskiftes med et nyt. Væksthastigheden påvirkes ikke af klipning og barbering.

Skaldethed skyldes manglende celleproduktion i hårfolliklerne. Årsagen kan fx være ældning, men også flere arvelige faktorer og/eller kroppens indhold af mandligt kønshormon, testosteron, har betydning. Kastrerede mænd, fx eunukker, bliver ikke skaldede, ligesom skaldethed er sjælden hos kvinder, hvor det som regel viser sig som tyndere hårvækst, mens mænd bliver skaldede på bestemte områder, især issen. Mænd med særlig høj testosteronproduktion har som regel en kraftig kropsbehåring, men bliver til gengæld tidligt skaldede. Hårtab kan også fremkaldes ved visse former for kemoterapi, hvorunder der benyttes cellegifte, som bl.a. angriber de hårdannende celler. Efter endt behandling vender hårpragten oftest tilbage. Der dannes ikke nye hårfollikler efter fødslen, hvorfor det er nytteløst at prøve at fremkalde hårvækst på skaldede områder vha. hormonbehandlinger eller lignende.

At hårene rejser sig i kulde og ved angst, skyldes nerveimpulser fra det autonome nervesystem til små hudmuskler, der er knyttet til hårene. Bortset fra hovedhårene har menneskets sparsomme behåring ikke betydning som kuldebeskyttelse. Tabet af den kraftige behåring, vore forfædre havde, kan skyldes en tilpasning til opret gang i et varmt, tørt klima som det, der herskede i Afrika under udspaltningen af slægten Australopithecus fra de øvrige menneskeaber. Uden kropshår sikredes en bedre hudkøling, mens de tilbageværende hovedhår skærmede mod sollys og dermed hindrede overophedning af hjernen.

Hår er et stærkt symbol og signalerer fx om status og alder. I samlivet spiller nerveimpulser fremkaldt af berøring af hår og hud en stor rolle, bl.a. i erotikken.

Farven på hovedhår varierer hos mennesket fra hvid over brun og rød til kulsort og bestemmes genetisk af flere gener, dvs. den nedarves som en polygen karakter. Hårfarven påvirkes desuden af miljøet, fx af blegende sollys, ernæringstilstand, alder og sygdom. Gråt hår er en blanding af farvede og hvide enkelthår. De hvide hår mangler det brunsorte farvestof melanin og indeholder samtidig luftlommer, der reflekterer lys. Hvide hår er et generelt ældningstegn, men kan også fremkaldes ved fx tryk og slag. Hos albinoer blokeres produktionen af farvestoffet melanin, hvorved håret bliver hvidt uanset tilstedeværelsen af gener for en mørkere hårfarve.

Røde hår indeholder ud over melanin et gulligt farvestof. Rødt hår nedarves recessivt, således at to rødhårede (næsten) altid får rødhårede børn. Sort hår dækker over rødt hår ved epistasi, således at genet for rødt hår ikke kan erkendes hos en sorthåret person. Geografisk er de lyseste hårfarver centreret i et stort område omkring Østersøen omfattende Nordeuropa, De Baltiske Lande og Vestrusland. Hårfarven bliver gradvis mørkere, når man fjerner sig fra dette område, og størstedelen af verdens befolkninger har sort hår. Se også hår- og skægmode, hårfarvning og hårpleje.

Plantehår

Planter har udvækster fra overhuden (epidermis) kaldet trichomer eller hår. Hår kan sidde overalt på planten, også på rødderne. De betegnes ofte efter deres udseende eller funktion som fx korte, bløde dunhår, krumme, snoede filthår, stjerneformede hår og klatrehår. Kirtelhår, der udskiller æteriske olier, findes hos mange blomsterplanter og er især karakteristiske for arter i læbeblomstfamilien, som omfatter krydderurter, fx merian, mynte, rosmarin, salvie og timian. Kirtelhårene består af en stilk og et hoved, som frigiver de flygtige olier ved en let berøring.

Absorberende hår findes som rodhår nær rodspidsen; de ses fx tydeligt på spiret karse. Deres funktion er at øge arealet af rodens absorberende overflade. Absorberende hår kan også findes på blade; især inden for ananasfamilien i form af skjoldhår, der opsuger både vand og næringssalte. Spansk mos, Tillandsia usneoides, der hører til ananasfamilien, vokser i Mellemamerikas tågeskove oppe i trækronerne. Planterne har ingen rødder, men opsuger dug med næringssalte vha. skjoldhårene.

Hår hos kødædende planter udviser en særlig stor variation. Lokkehår udskiller sukker for at tillokke insekter. Andre hår udskiller enzymer og opsuger derefter næringsstofferne, med mindre der findes endnu andre specialiserede hår hertil.

Undertiden skelnes mellem hår, trichomer, og emergenser, hvori også væv beliggende under overhuden indgår som fx fangsthårene hos soldug og brændehår hos nælde. Tætsiddende hår, en hårklædning, kan have betydning som forsvar mod bl.a. insekter ved at hindre deres munddeles bidefunktion eller besværliggøre bevægelser og som beskyttelse mod stærk sol, idet døde, luftfyldte hår tilbagekaster lys. Hårklædning kan også medvirke til at mindske vandfordampning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bundgaard, Jette Dahl Møller, Jørgen Lützen, Carsten Röpke: hår i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95710