Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

færtorganer

Oprindelige forfattere HStr og MLund Seneste forfatter Redaktionen

færtorganer, duftkirtler, hudkirtelorganer, hvis sekret har særlig betydning for dyrets lugt, fært. Færtorganer er som regel sammensatte og består af omdannede og forstørrede talgkirtler ledsaget af et lag apokrine svedkirtler. Hårene omkring færtorganerne er som regel længere, kraftigere og mere udadrettede, ofte med en afvigende farve. Et sådant kirtelfelt kaldes en børste, fx hjortenes metatarsalbørster. En videreudviklet type af færtorganer er dannet som en indposning eller sæk, i hvis væg kirtlerne sidder, og hvor sekretet opsamles. I nogle færtorganer danner afstødte overhudsceller en vigtig tilsætning til sekretet, idet de ved henfald danner en oftest ildelugtende, fedtet masse.

Færtorganer er ofte rigt forsynet med blodkar og nerver, således at dyrets øjeblikkelige tilstand kan påvirke sekretets sammensætning og dermed dets duftkvalitet. Færtorganer kan derved blive uhyre vigtige som nuancerede meddelelsesmidler dyrene imellem, især ved markering af territorier og til seksuel tiltrækning. Feromoner er duftstoffer, som tjener kommunikation mellem individer af samme art.

Antal og placering af færtorganer er forskellig hos forskellige arter. Som et fælles træk har de fleste pattedyr færtorganer på fødderne, så der afsættes fært, når de går. Andre færtorganer er artsspecifikke, ligesom visse først kommer til udvikling hos de kønsmodne dyr og er særlig aktive i brunstperioden. Et almindeligt kendt færtorgan er stinkdyrets analkirtel, der har nået en udvikling, så den tillige kan anvendes som forsvarsvåben. Også en række andre dyr, især af mårfamilien, har stærkt udviklede analkirtler, der benyttes til at stemple informationer til artsfæller.

Annonce

Ræv og ulv har færtorganer på oversiden af haleroden, violkirtlen. Visse dyr, fx spidsmus, udnytter, at særlige duftkirtler, flankekirtler, gør dem mindre attraktive for rovdyr.

Mennesket har duftkirtler i armhulerne (axillarkirtler) og omkring kønsorganerne. Hos det moderne menneske søges lugten dæmpet med deodorant og hyppig vask.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helmuth Strandgaard, Mogens Lund: færtorganer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81275