• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

parasitisme

Oprindelig forfatter FFra Seneste forfatter Redaktionen

Rundorme. Tegning af hageorm (Necator americanus, han, ca. 10 mm), som har bidt sig fast imellem tyndtarmens tarmtotter (set i snit) i et menneske. Hageormen lever udelukkende af blod, som den suger i sig ved at bide hul på tarmcellerne og blodkarrene. Flere end 700 mio. mennesker har hageorm som snyltere.

Rundorme. Tegning af hageorm (Necator americanus, han, ca. 10 mm), som har bidt sig fast imellem tyndtarmens tarmtotter (set i snit) i et menneske. Hageormen lever udelukkende af blod, som den suger i sig ved at bide hul på tarmcellerne og blodkarrene. Flere end 700 mio. mennesker har hageorm som snyltere.

parasitisme, tæt sammenknytning mellem to levende organismer af forskellig art, hvor den ene part, parasitten, i dele af eller hele livet er ernæringsmæssigt afhængig af den anden, værten, som også kan udgøre parasittens hele levested. Andre former for samliv (symbiose) er mutualisme, hvor to organismer gensidigt drager nytte af hinanden, og kommensalisme, hvor kun den ene part har gavn af tilhørsforholdet, mens den anden hverken har gavn eller skade heraf. Udvikling til parasitisme kan ses som en glidende overgang fra kommensalisme og symbiose.

Ordet parasitisme kommer af parasit(ter) og -isme.

For parasitten er det optimalt, at parasit og vært er velafbalanceret i forhold til hinanden, idet det er ugunstigt for parasitten at ødelægge sit eget levested. I de fleste parasit-vært-forhold kan små forskydninger medføre værtens død; fx hvis der kommer for mange parasitter i værten, eller værten på anden måde svækkes. Det kan også ske, at værten vha. sit immunforsvar får elimineret parasitterne.

Parasitiske organismer

kendes fra omtrent alle hovedgrupper af levende organismer, bl.a. er ikter en hel klasse af snylteorme, bændelorme en klasse og kradsere en række af indvoldsorme, og store grupper blandt fx rundorme og encellede organismer som bakterier og flagellater er parasitter. Blandt planter forekommer der også parasitisme, fx planterne silke og skælrod, der kræver næring fra værten, mens mistelten kun optager vand og salte fra værten (se også snylteplanter og snyltesvampe). Også hvirveldyr kan være parasitter, fx gøgen, der udnytter mindre sangfugle til udrugning af æg og opfostring af ungen; dette kaldes socialparasitisme. Virus opfattes normalt ikke som organismer, men de formerer sig ved som parasitter at snylte på stofskiftet inde i organismer.

Annonce

Parasittens bygning

er tilpasset dens levevis. Der kan være tale om reduktion af lemmer, udvikling af strukturer til fastholdelse (sugeskåle og kroge) og en total udviskning af kropsopdelingen. Et eksempel er rodkrebsen (se rankefødder), der findes hos bl.a. strandkrabben, hvor den kun erkendes udvendigt som en blød udposning; inde i krabben er den rodnetlignende forgrenet. I det tidlige larvestadium inden parasitlivet er rodkrebsen en typisk fritsvømmende krebsdyrlarve.

Værtsskifte

Mange parasitter udnytter i deres livsløb to eller flere værter. Slutværten for den store leverikte er koen, og mellemværten er en snegl, hvor en del af den komplicerede udvikling sker. I andre tilfælde føres parasitten aktivt fra vært til vært vha. en såkaldt vektor, en mellemvært; et eksempel er mygs overførsel af malariaparasitten. Parasitter producerer som regel et meget stort antal afkom. Dette hænger sammen med det komplicerede livsløb med værtsskifte og dermed mulige store spild.

Interaktioner

Parasitisme spiller en stor økologisk rolle, da så mange organismer er vært for en eller flere parasitter. Interaktionen mellem vært og parasit kan være lokal eller af mere generel karakter. Nogle parasitter, de stationære, er til stede i længere perioder, mens andre, de temporære, kun har kortvarige ophold. Ved malaria er parasitten stationær i værten (mennesket), mens vektoren, myggen, kun er på mennesket i den korte tid, den suger blod.

Et vigtigt element i parasitisme er værtens immunforsvar rettet mod parasitten og dennes måde at undgå immunforsvaret på. Der er mange måder, hvorpå en parasit kan undgå værtens forsvar, bl.a. ved at dække sig med værtens egne celler eller ved selv at skifte den ydre overflade, så værtens immunforsvar ikke virker mere. Parasitisme er således en dynamisk proces, som givetvis er udviklet over en meget lang periode i organismernes evolution. Der sker adfærdsmæssige tilpasninger hos såvel parasit som vært. Et eksempel er den lille leveriktes indflydelse på mellemværtens (myrens) adfærd, så den ædes af slutværten (får). Et andet eksempel er en kradserlarves indflydelse på ferskvandstangloppens farve og svømmeadfærd, således at den bliver et nemt bytte for slutværten (and).

Fra menneskets synspunkt er det primært parasitismens patologiske indflydelse på mennesker, husdyr og afgrøder, der har interesse. Alvorlige tilfælde af parasitisme kan optræde hos mennesker, der lever mange sammen på beskeden plads, eller ved den intensive udnyttelse af naturresurser i afgrænsede små områder, fx ved dyrkning af monokulturer og ved husdyrhold. Forskningen tager sigte på at forebygge infektioner med parasitter og at helbrede, når der er sket en infektion. En række parasitsygdomme kan man forebygge og bekæmpe, men et af de voksende problemer er, at nogle parasitter udvikler resistens over for medikamenter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Frandsen: parasitisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=138722