Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

trilobitter

Oprindelig forfatter EcHaa Seneste forfatter Redaktionen

Trilobitter. På Geologisk Museum i København opbevares en række fossiler som referencemateriale til brug for artsbestemmelser og beskrivelser af nye arter. Eksemplar MGUH 8736, som ses her, blev i 1753 navngivet Entomolithus paradoxus af Carl von Linné. Via lensgreve Adam Gottlob Moltkes naturhistoriske samlinger kom det 25 cm lange eksemplar, som stammer fra Mellem Kambrium (518-505 mio. år før nu), til Danmark. Her er trilobitten stadig genstand for granskning, og noget tyder på, at den skal have et nyt artsnavn.

Trilobitter. På Geologisk Museum i København opbevares en række fossiler som referencemateriale til brug for artsbestemmelser og beskrivelser af nye arter. Eksemplar MGUH 8736, som ses her, blev i 1753 navngivet Entomolithus paradoxus af Carl von Linné. Via lensgreve Adam Gottlob Moltkes naturhistoriske samlinger kom det 25 cm lange eksemplar, som stammer fra Mellem Kambrium (518-505 mio. år før nu), til Danmark. Her er trilobitten stadig genstand for granskning, og noget tyder på, at den skal have et nyt artsnavn.

trilobitter, Trilobita, uddød klasse af marine leddyr. Trilobitter havde et ydre skelet fortrinsvis opbygget af calcit, der næsten udelukkende dækkede ryggen, mens bugsiden var dækket af en blød hud. Den affladede krop var tredelt med hovedskjold og haleskjold, der begge bestod af flere sammensmeltede led, adskilt af den altid leddelte, bøjelige kropsdel.

En hvælvet akse strakte sig igennem alle tre kropsdele. Hovedskjoldet indeholdt hos mange former store, sammensatte øjne af samme type som hos insekter. Hos nogle af de tidligste former var haleskjoldets led endnu ikke sammensmeltede, og disse former manglede evnen til at rulle sig sammen. Fra sjældne, meget velbevarede eksemplarer ved man, at kroppens underside var tæt besat med to rækker leddelte, togrenede lemmer med meget begrænset differentiering. Et par lange antenner synes altid at være til stede, men specielt udviklede mundlemmer kendes i øvrigt ikke, og mange trilobitter antages derfor at have været detritusædere. Den ene gren på lemmerne har været udviklet som en gælle, mens den anden har været brugt til at kravle med, og trilobitkrybespor, kaldet Cruziana, er meget udbredte.

Ordet trilobit kommer af græsk trilobos 'som har tre lapper'.

De fleste trilobitter blev mindre end 5 cm lange, men enkelte arter nåede 70 cm; de voksede ved hudskifte på samme måde som de fleste krebsdyr. I hovedskjoldet var der hos de fleste former udviklet særlige facialsuturer, prædestinerede svaghedszoner, der har lettet hudskiftet, især omkring øjnene.

Annonce

Systematik

Facialsuturerne har været forsøgt anvendt ved den systematiske underinddeling af trilobitterne, men nogen naturlig, fylogenetisk baseret klassifikation eksisterer ikke. Trilobitterne betragtes som den mest primitive leddyrklasse, og de er da også vidt udbredt fra Nedre Kambrium (fra ca. 545 mio. år før nu). Deres nærmeste nulevende slægtninge er formentlig cheliceraterne (bl.a. dolkhaler). De sidste trilobitter optræder i lag fra Øvre Perm (indtil ca. 248 mio. år før nu), men deres hovedudbredelse lå tidligt i Palæozoikum.

Trilobitter. Hos arter af slægten Nileus (fra Ordovicium, 495-443 mio. år før nu) sidder der mellem de to krumme, sammensatte øjne et ekstra (tredje) øje på det nyreformede hovedskjolds midterakse under et særlig tyndt område af det ydre skelet; til sammen dannes et ubrudt synsfelt fra side til side. Som mange andre trilobitter kunne Nileus krumme sig sammen mod bugsiden, og ifølge en teori sad den med hovedskjoldet hen ad havbunden og bugled og haleskjold lodret ned i underlaget.

Trilobitter. Hos arter af slægten Nileus (fra Ordovicium, 495-443 mio. år før nu) sidder der mellem de to krumme, sammensatte øjne et ekstra (tredje) øje på det nyreformede hovedskjolds midterakse under et særlig tyndt område af det ydre skelet; til sammen dannes et ubrudt synsfelt fra side til side. Som mange andre trilobitter kunne Nileus krumme sig sammen mod bugsiden, og ifølge en teori sad den med hovedskjoldet hen ad havbunden og bugled og haleskjold lodret ned i underlaget.

Levevis

Langt de fleste trilobitter var bentoniske: kravlende, gravende eller svømmende (vha. gællerne), og allerede fra deres tidligste optræden forekommer der udpræget provinsialisme med særlig geografisk adskilte trilobitfaunaer. Pga. deres hurtige evolution har trilobitter et meget højt biostratigrafisk potentiale med mange, kortlevende arter, og enkelte former med epipelagisk levevis (frit i havet, men nær bunden) som fx Agnostus er udbredt over meget store dele af kloden.

I såvel Danmark som Grønland er trilobitter hyppige i geologiske lag fra perioderne Kambrium og Ordovicium (545-443 mio. år før nu), hvor de udgør nogle af de væsentligste ledefossiler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eckart Håkansson: trilobitter i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174287