Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

insekter

Oprindelige forfattere JøMad og NPKr Seneste forfatter Redaktionen

Insekter. Øverst skematiseret oprindelig hexapod set fra venstre; kun denne sides vedhæng er vist. Nederst skema over den indre organisation hos et generaliseret vinget insekt.

Insekter. Øverst skematiseret oprindelig hexapod set fra venstre; kun denne sides vedhæng er vist. Nederst skema over den indre organisation hos et generaliseret vinget insekt.

insekter, Insecta, gruppe af leddyr; med hensyn til artsrigdom den absolut mest succesrige udviklingslinje blandt de levende organismer. Insecta afgrænses ikke ens af alle zoologer. I den her fulgte systematik omfatter gruppen de vingede insekter (Pterygota) samt to grupper af de vingeløse urinsekter: sølvkrægruppen (Zygentoma) og klippespringerne (Archaeognatha); disse tre udviklingslinjer udgør med stor sikkerhed tilsammen en monofyletisk enhed (dvs. at de har en fælles stamform, som ikke er stamform for andre dyr). Ofte henføres imidlertid også de entognathe urinsekter, dvs. springhaler, proturer og diplurer, til Insecta. Gruppen omfatter så alle de seksbenede leddyr, dvs. alle hexapoder (Hexapoda).

Ordet insekt kommer af lat. insectum 'indskåret, med indskæringer', af in- og secare 'skære'; oversat fra gr. entomon.

I 2002 offentliggjorde forskere (herunder den danske zoolog Niels Peder Kristensen) opdagelsen af en ny insektorden, Mantophasmatodea, den første siden 1914.

Kropsbygning og -funktion

Insekternes/hexapodernes kropsbygning er en variation over det tema, som beskrives for leddyr. Det antages, at de nedstammer fra former, der ligesom tusindben havde mange ensartede, lemmebærende led. Insektkroppens led danner tre funktionelle enheder: hoved, bryst og bagkrop.

Annonce

Hoved

Insekter. Øverst: Generaliserede insektmunddele set fra venstre. Hos de primitiveste urinsekter har kindbakken kun en enkelt ledforbindelse med hovedkapslen og kan derfor rotere temmelig frit. Hos det store flertal af de egentlige insekter er den, som vist her, tilleddet i to punkter og kan derfor kun svinge omkring aksen gennem disse; det muliggør til gengæld et kraftigt  tværgående bid. Maxillernes palpe svarer til størsteparten af et gangben; de to vedhæng, galea og lacinia, har de forskelligste funktioner hos højere insekter. Labiums to halvdele skal tænkes sammenvokset i midtlinjen; dens palpe, paraglossa og glossa svarer til maxillens vedhæng. Herunder: Tværsnit af munddelene (snabler) hos stikmyg, tæge og natsværmer. Munddelenes forside er øverst på figurerne. Forskellige elementer fra de generaliserede munddele indgår på helt forskellig vis i de stikkende/sugende snabler, som angivet med farverne.

Insekter. Øverst: Generaliserede insektmunddele set fra venstre. Hos de primitiveste urinsekter har kindbakken kun en enkelt ledforbindelse med hovedkapslen og kan derfor rotere temmelig frit. Hos det store flertal af de egentlige insekter er den, som vist her, tilleddet i to punkter og kan derfor kun svinge omkring aksen gennem disse; det muliggør til gengæld et kraftigt tværgående bid. Maxillernes palpe svarer til størsteparten af et gangben; de to vedhæng, galea og lacinia, har de forskelligste funktioner hos højere insekter. Labiums to halvdele skal tænkes sammenvokset i midtlinjen; dens palpe, paraglossa og glossa svarer til maxillens vedhæng. Herunder: Tværsnit af munddelene (snabler) hos stikmyg, tæge og natsværmer. Munddelenes forside er øverst på figurerne. Forskellige elementer fra de generaliserede munddele indgår på helt forskellig vis i de stikkende/sugende snabler, som angivet med farverne.

Hovedet omfatter formentlig mindst seks led, der er vokset sammen til en fast hovedkapsel. Det forreste afsnit bærer synsorganerne, der omfatter et par facetøjne (sammensatte øjne) samt et antal (hos egentlige insekter højst tre) biøjne (oceller). Øjnene er reduceret i mange udviklingslinjer, navnlig blandt former, som lever i jordbunden, i huler eller inde i plantevæv. Det forreste lemmepar er antennerne (følehornene), som bærer mange sanseorganer, især lugteorganer. De er trådformede hos primitive grupper, men formen varierer meget hos avancerede vingede insekter; yderst sjældent er de helt bortfaldet som hos proturerne. Det følgende hovedled bærer ingen vedhæng.

Lemmerne på hovedets tre bageste led står i fødeoptagelsens tjeneste. Det forreste sæt er mandiblerne (kindbakkerne), kraftige, normalt uleddede vedhæng, hvis inderside typisk er forsynet med skære-/knusetænder. Så følger maxillerne og labium; sidstnævnte vedhæng er sammenvokset i midtlinjen og fungerer som underlæbe. Fortil dækkes mundlemmerne af en uparret overlæbe, labrum. Mellem mundlemmerne danner det tungeformede hypopharynx gulvet i mundhulens forrum. Bag hypopharynx udmunder spytkirtlerne, hvis sekret indeholder fordøjelsesenzymer; hos de mere primitive former har disse kirtler en vis funktion som ekskretionsorganer, sikkert et oprindeligt leddyrtræk. De oprindelige, bidende munddele kan modificeres på mange måder; således er stikkende/sugende mundapparater udviklet uafhængigt en halv snes gange blandt vingede insekter. Et indre skelet i hovedet tjener til udspring for muskler til antenner, mundlemmer og fødekanal. Dette skelet er hos de mest primitive former overvejende en bindevævsdannelse, hos det store flertal af egentlige insekter et bjælkesystem (tentoriet) indkrænget fra hovedkapslen.

Kropsled

Kropsleddene har som hos andre leddyr typisk en fast skeletplade på rygsiden (tergum) og på bugsiden (sternum). Brystet (thorax) omfatter tre led, forbryst (prothorax), mellembryst (mesothorax) og bagbryst (metathorax). Forbrystets forreste del er en blødhudet halsmembran, som giver hovedet stor bevægelighed i forhold til brystet. De tre brystled bærer hvert et par gangben, som normalt er opbygget af seks led. Skeletplader i kropsvæggen over benet kaldes pleurer (ental pleuron).

Insekter. Tv. et vingebærende brystled set fra siden. Th. et vingebærende brystled set forfra. Det er stærkt forenklet, kun de indirekte vingemuskler er vist. De indirekte vingehævere forkorter afstanden mellem tergum og sternum, mens de indirekte vingesænkere hvælver tergum i længderetningen. I flere udviklingslinjer har direkte vingemuskler helt (guldsmede) eller delvis (bl.a. kakerlakker, biller) overtaget vingesænkningen.

Insekter. Tv. et vingebærende brystled set fra siden. Th. et vingebærende brystled set forfra. Det er stærkt forenklet, kun de indirekte vingemuskler er vist. De indirekte vingehævere forkorter afstanden mellem tergum og sternum, mens de indirekte vingesænkere hvælver tergum i længderetningen. I flere udviklingslinjer har direkte vingemuskler helt (guldsmede) eller delvis (bl.a. kakerlakker, biller) overtaget vingesænkningen.

Hos de vingede insekter bærer mellem- og bagbrystet hver et par vinger. Pleurerne, som hos urinsekterne er små, er her høje plader, der afstives af en liste mellem hhv. benets og vingens tilledning. Vingen er en ganske tynd fold af kropsvæggen lige under tergum. Den afstives af et system af faste, rørformede ribber, hvis hulrum er blodfyldte og desuden kan rumme trakéer (ånderør) og nerver. Hovedribberne løber i vingens længderetning og grener sig undervejs i mønstre, som er karakteristiske for de forskellige udviklingslinjer; mellem længderibberne findes tværribber. Et arrangement af små skeletplader danner komplicerede ledforbindelser mellem ribberne og hhv. tergum og pleuron. Vingernes op-og-ned-bevægelse skyldes hos de fleste grupper især indirekte vingemuskler, som ikke fæster på vingen selv, men som ved deres sammentrækning deformerer brystleddene på en måde, der resulterer i bevægelsen. Direkte vingemuskler, som fæster på skeletplader i vingeroden, bevæger vingen frem og tilbage og regulerer vingefladens hældning og profil. Hos mere primitive vingede insekter bevæges de to vingepar uafhængigt af hinanden, men en sammenkobling af for- og bagvinge er udviklet mange gange. Det er så forvingen, og dermed mellembrystets "muskelmotor", som leverer flyvningens hovedkraft, mens bagvingen slæbes mere eller mindre passivt med. Bagvingerne er helt bortfaldet som flyveredskaber hos tovinger og skjoldlushanner, hvorimod ørentviste, viftevinger og biller flyver med bagvingerne alene. I flere udviklingslinjer er forvingerne blevet fortykkede dækvinger, som i hvilestillingen beskytter bagvinger og bagkrop. Mere eller mindre vidtgående vingereduktion er foregået talrige gange blandt vingede insekter, bl.a. hos ektoparasitter som lus og lopper.

Bagkrop

Bagkroppen (abdomen) er i reglen sammensat af 11 led. Voksne proturer har 12 led, og helt afvigende er springhalerne, som aldrig har mere end 6. Bagkropsleddene bærer hos nulevende former ikke ganglemmer (gangvorterne hos larverne af fx bladhvepse og højere sommerfugle er sekundære dannelser), men lemmerudimenter i form af tapformede styli findes på forskellige bagkropsled hos urinsekter. I de egentlige insekters hunlige grundplan danner vedhæng på 8. og 9. bagkropsled en læggebrod (ovipositor, se brod), hvormed æggene placeres. Hos hannen af højere insekter kan et lemmerudiment på 9. led tjene til at fastholde hunnen under parringen. Et trådformet terminalfilament på det 11. segment er karakteristisk for de mest primitive egentlige insekter. Lemmerne på det 11. led, cerci (halenokker), er hos diplurer og primitive egentlige insekter lange og trådformede. Gonaderne ligger i bagkroppen, og kønsåbningen findes hos begge køn nær bagenden.

Systematik, udvalgte grupper

  • apterygote (primitive, vingeløse) insekter, fx
    • sølvkræ
    • diplurer
    • springhaler
  • pterygote (vingede) insekter, fx
    • exopterygote insekter med ufuldstændig for-vandling (nymfestadier)
      • døgnfluer
      • guldsmede og vandnymfer
      • slørvinger
      • græshopper, fårekyllinger og jordkrebs
      • kakerlakker
      • knælere
      • termitter
      • vandrende pinde
      • ørentviste
      • næbmundede (tæger, skjoldlus, mellus, bladlus, cikader)
      • barklus og boglus
      • trips
      • lus
    • endopterygote insekter med fuldstændig forvandling (larver og pupper)
      • lopper
      • netvinger (guldøjer, myreløver)
      • dovenfluer
      • kamelhalsfluer
      • skorpionfluer
      • sommerfugle
      • vårfluer
      • tovingede (fluer, myg)
      • årevingede (hvepse, bier, myrer)
      • viftevinger
    • biller

Respiration

Respirationen foregår normalt gennem et system af rigt forgrenede rør, trakéer, som er indkrænget fra kropsvæggen og klædt med en tynd kutikula; spiral- eller ringformede fortykkelser i denne hindrer, at trakéen sammenpresses ved trykfald. Trakésystemets åbninger, spiraklerne, kan hos vingede insekter typisk lukkes med et muskuløst lukkeapparat, hvilket mindsker vandtab ved fordampning.

Blodcirkulation

Blodcirkulationen drives som hos andre leddyr af et rørformet muskuløst hjerte, som ligger i rygsiden og har indstrømningsåbninger (med ventilklapper) i et variabelt antal led. I bagkroppen er hjertet ophængt i et septum af tværløbende muskelfibre, og hos en del vingede insekter findes et lignende septum i bugsiden over gangliekæden. Disse muskuløse septa bidrager formentlig til blodcirkulationen i kropshulen.

Tarmkanalen

Tarmkanalens forreste afsnit bærer på indersiden en kutikula, der hos mange højere insekter har en karakteristisk tandbevæbning eller udvides til et fødereservoir. Så følger en midttarm, som er hovedsædet for nedbrydning af føden og optagelse af næringsstofferne. I grænseområdet mellem mellem- og bagtarmen indmunder de malpighiske rør, som er de vigtigste ekskretionsorganer. Bagtarmens inderside er som fortarmens klædt med en kutikula; dette tarmafsnit rummer celler, der er specialiseret til vand- og iontransport, og som sammen med de malpighiske rør regulerer blodets saltbalance.

Nervesystem

Nervesystemet omfatter en hjerne beliggende over den forreste del af fødekanalen og en gangliekæde, som ligger i bugsiden og afgiver nerver til kroppens muskler og sanseorganer. Kæden rummer et ganglie svarende til hvert kropsled, men ganglierne tilhørende mundlemmernes segmenter er sammenvokset til et suboesophagealganglie under hjernen, ligesom ganglierne tilhørende de bageste kropsled er sammenvoksede. Hjernen er forbundet med små hormonproducerende kirtler, som bl.a. deltager i regulering af hudskifte og gonademodning. Sanseorganer, som registrerer mekaniske og kemiske stimuli, findes i stort tal på kroppens overflade. En særlig type mekaniske sanseorganer, chordotonalorganerne, findes inde i kropshulen; de er forbundet med kropsvæggen og registrerer deformationer af denne. Komplicerede "ører" med chordotonalorganer er udviklet flere gange hos insekter.

Insekter. To udviklingsforløb: nymfe-voksen (slørvinge) og larve-puppe-voksen (bille).

Insekter. To udviklingsforløb: nymfe-voksen (slørvinge) og larve-puppe-voksen (bille).

Udvikling

Urinsekterne har indirekte sædoverførsel: Sæden afsættes af hannen på et underlag, hvorfra hunnen optager den i sin kønsåbning. En egentlig parring findes hos vingede insekter.

Æggene er omgivet af en beskyttende skal. Som alle leddyr vokser insekterne gennem en serie hudskifter, der styres hormonalt. Urinsekterne skifter hud livet igennem, men blandt nulevende vingede insekter er hudskifte hos de voksne, flyvedygtige dyr kun bevaret hos døgnfluer. De oprindelige typer af ungdomsstadier betegnes nymfer. De minder i væsentlige træk om det voksne (kønsmodne) dyr (imago), men kan dog have specielle dannelser (fx guldsmedenymfers fange-"maske"). Nymfers vingeanlæg er små, så det sidste hudskifte til det flyvedygtige voksne dyr er typisk ledsaget af betydelige formforandringer. Denne type udvikling kaldes ufuldstændig forvandling. En avanceret delgruppe af vingede insekter, Endopterygota, har såkaldt fuldstændig forvandling. Her er de første ungdomsstadier påfaldende forskellige fra de voksne og kaldes larver (en betegnelse, som undertiden bruges om alle insekters ungdomsstadier). Larvernes vingeanlæg ligger i epidermislommer under kutikulaen og kan ikke ses udefra; yderligere har de specielle "larveøjne", som nedbrydes ved den afsluttende forvandling. Endopterygoternes sidste ungdomsstadium, puppen, er sammenligneligt med de øvrige insekters sidste nymfestadium og har ydre vingeanlæg. Puppen tager ikke næring til sig og bevæger sig ikke; derimod bevæger det voksne insekt sig undertiden livligt, inden puppekutikulaen afkastes.

Evolution, formrigdom og økologi

I midten af 1990'erne måtte det endnu anses for uafklaret, om insekternes/hexapodernes nærmeste slægtninge er tusindben, krebsdyr eller en delgruppe af en af disse grupper. Det var også uafklaret, om springhaler, proturer og diplurer er hinandens nærmeste slægtninge, eller om diplurerne er nærmere beslægtet med de egentlige insekter.

Insekter. Et af de aktuelle forslag til et stamtræ for de nulevende grupper af Hexapoda. Grenenes tykkelse afspejler det omtrentlige antal  beskrevne arter, hvor dette overstiger 20.000. Forholdene mellem de  virkelige artsantal er formentlig anderledes: Der eksisterer nok mindst lige så mange forskellige tovinger som sommerfugle og måske så mange (eller flere) hvepse som biller.

Insekter. Et af de aktuelle forslag til et stamtræ for de nulevende grupper af Hexapoda. Grenenes tykkelse afspejler det omtrentlige antal beskrevne arter, hvor dette overstiger 20.000. Forholdene mellem de virkelige artsantal er formentlig anderledes: Der eksisterer nok mindst lige så mange forskellige tovinger som sommerfugle og måske så mange (eller flere) hvepse som biller.

De egentlige insekters stamlinje må senest have eksisteret i Devon (409-363 mio. år før nu), idet springhaler er kendt fra denne epoke. Fossiler af vingede insekter kendes først fra sen Karbon, men da fandtes til gengæld adskillige af de stadig eksisterende hovedgrupper; insekter med fuldstændig forvandling kendes dog først med sikkerhed fra Perm. En række insektgrupper uddøde hen imod slutningen af Perm. Det gælder bl.a. nogle tidlige sidelinjer af guldsmedegruppen, hvortil det største kendte insekt hører: Meganeuropsis americana, der havde et vingefang på 71 cm.

Der er beskrevet knap 1 mio. nulevende insektarter, hvilket er over halvdelen af alle organismer (se art). Langt de fleste (over 80%) tilhører gruppen med fuldstændig forvandling. Antallet af endnu ubeskrevne insekter skønnes meget forskelligt, 2-30 mio. arter. I Danmark findes formentlig 20.000-25.000 insektarter. Insekterne opfattes af de fleste forskere som en primært landlevende gruppe, og de former, som lever i ferskvand (det gælder især ungdomsstadier), menes at have invaderet dette miljø sekundært. Kun ganske få insekter er havlevende.

Insekternes succes har mange årsager. Som overvejende landdyr lever de i en mere nicherig verden end vanddyr, og som smådyr kan de dele disse nicher finere, end større dyr kan. Fysiologiske specialiseringer, bl.a. fordampningshæmmende kutikula, modvirker vandtab, som er et stort problem for små landdyr. Flyveevnen hos langt de fleste voksne insekter giver muligheder for spredning og udnyttelse af rumligt adskilte resurser. De strukturelt ofte helt forskellige ungdoms- og voksenstadier kan udnytte tilsvarende forskellige levesteder og fødekilder. En udbredt evne til at gå i en diapause-tilstand (hvileperiode med lavt stofskifte) muliggør overleven i de tilbagevendende ugunstige perioder (vinter, tørtid etc.), som er karakteristisk for mange landlevesteder.

Ernæringsbiologien er yderst mangeartet, og flere store insektgruppers succes skyldes evnen til at udnytte de mange fødeemner, der opstod med landplanternes udvikling. Som rovdyr/parasitter/blodsugere/ådselædere udnytter insekter andre insekter såvel som andre dyregrupper. Et højtudviklet sanseapparat og nervesystem muliggør komplekse reaktionsmønstre og dermed bl.a. social levevis. Denne er opstået uafhængigt hos termitter, thrips og adskillige gange inden for gruppen Hymenoptera (gedehamse, myrer, bier).

Insekter spiller en kolossal rolle i næsten alle økosystemer på land og i ferskvand, og de griber stærkt ind i menneskers tilværelse: Planteædende former forårsager store tab for land- og skovbrug, og blodsugende former er specielt i troperne ansvarlige for spredning af nogle af de værste infektionssygdomme hos mennesker og husdyr. På plussiden tæller navnlig rov- og snylteinsekters rolle ved begrænsning af skadedyr samt bestøveres rolle for nytteplanters frø- og frugtsætning. Som råstofleverandør (honning, silke osv.) er insekters rolle temmelig marginal.

Læs også om insektsamfund.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Madsen, Niels Peder Kristensen: insekter i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=98183