Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

iktyosaurer

Oprindelig forfatter EThom Seneste forfatter Lawa

iktyosaurer, (af gr. ichtys 'fisk' og sauros 'øgle'), Ichthyosauria, hvaløgler, gruppe af uddøde krybdyr, som levede i havet og i det ydre lignede delfiner, bortset fra at halen stod lodret og ikke vandret som hos hvalerne. Hos de fleste iktyosaurer fortsatte rygsøjlen ud i den nederste halefinne, og det er sandsynligt, at fremdriften skete ved sideværts bevægelser med halen. Øjnene var store og fremadrettede, og kæberne var oftest lange og forsynet med talrige spidse tænder.

Hele kropsformen vidner om, at de var hurtige jægere, der var i stand til at accelerere kraftigt. Fund af maveindhold omfatter bl.a. fiskeskæl og kroge fra blækspruttearme. De fleste tidlige iktyosaurer havde dog stumpe tænder, sandsynligvis tilpasset til knusning af ammonit- og nautilskaller. Store fostre fundet i bughulen af velbevarede eksemplarer vidner om, at de var levendefødende.

De ældste kendte arter er fra Tidlig Trias (ca. 240 mio. år før nu), men det største artsantal forekom i Jura ca. 70 mio. år senere. Kun én slægt kendes fra Kridt, og gruppen uddøde i midten af denne periode for ca. 100 mio. år siden.

Annonce

Iktyosaurernes oprindelse og systematiske placering er ikke endeligt afklaret. De var sandsynligvis højt udviklede diapside krybdyr. De uddøde måske som følge af konkurrence med hajer og andre marine krybdyr, der blev dominerende i slutningen af Mesozoikum.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Thomsen: iktyosaurer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96291