Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

desman

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

desman, art af muldvarpe. Der findes to arter af desmaner, begge stort set blinde, knyttet til ferskvand og gode svømmere.

Russisk desman (Desmana moschata) er udbredt i Rusland, Ukraine og Kasakhstan. Den lever nær vandløb og vandhuller, i hvis bredder den graver gange. Den vejer 400-520 g og kan blive op til 45 cm lang. Den russiske desmans pels har været anvendt i pelsindustrien, hvilket sammen med forurening, ødelæggelse af levesteder m.m. har reduceret dens antal så meget, at den nu er fredet ifølge russisk lov og er på IUCN's rødliste over sårbare arter.

Den pyrenæiske desman (Galemys pyrenaicus) findes i Pyrenæerne og på den nordlige del af Den Iberiske Halvø, hvor den lever ved vandrige vandløb. Den graver sjældent egne gange, men lever i klippesprækker, gange gravet af vandrotter o.l. Den er mindre end den russiske desman, vejer blot 35-80 g og bliver op til 32 cm. Også den er optaget på rødlisten over sårbare arter. Se også muldvarpe.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
desman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=270248