Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jagthunde

Oprindelig forfatter MeHa Seneste forfatter Redaktionen

Gravhund findes i tre forskellige hårlagsvarianter, nemlig her fra venstre glat-, lang- og ruhåret. Selvom racen grupperes som drivende jagthund, er gravhunden også en populær familiehund, der igennem flere år har hørt til de mest almindelige hunde i Danmark.

Gravhund findes i tre forskellige hårlagsvarianter, nemlig her fra venstre glat-, lang- og ruhåret. Selvom racen grupperes som drivende jagthund, er gravhunden også en populær familiehund, der igennem flere år har hørt til de mest almindelige hunde i Danmark.

jagthunde, hunde, der under jagt er jægeren behjælpelig under en eller anden form. Alt efter arbejdsopgaver opdeles de egentlige jagthunde i tre grupper; adskillige racer kan imidlertid anvendes til flere opgaver. Også racer inden for andre hundegrupper, fx terriere, mynder og spidshunde, er blevet brugt til jagt.

Drivende jagthunde skal drive vildtet og under gøen forfølge det, indtil jægeren kan fange eller dræbe det. Kravet til disse hunde er, at de har en god næse, så de kan opfange fært af vildtet; endvidere skal de være hurtige og udholdende. De kan arbejde enkeltvis, i par eller i kobbel.

Stående jagthunde skal opspore vildtet, der herefter trykker sig mod jorden; hunden skal blive stående i en karakteristisk stilling, tage stand, og med sit blik fastnagle vildtet, som oftest fugle. Når jægeren er kommet på skudhold, skal hunden få fuglen til at lette.

Annonce

Udvalgte jagthunde efter Dansk Kennel Klubs klassifikation
drivende
basset fauve de bretagne
basset hound
bayersk vildtsporhund
beagle
blodhund
dalmatiner
grand basset griffon vendeen
gravhund (kort-, lang- og ruhåret)*
petit basset griffon vendeen
rhodesian ridgeback
strelluf støver
stående
breton
engelsk setter
gammel dansk hønsehund
gordon setter
großer münsterländer
hønsehund (kort-, lang- og ruhåret)
irsk setter
kleiner münsterländer
pointer
vizsla
weimaraner
apporterende
retriever (bl.a. flatcoated retriever, golden og labrador)
spaniel (bl.a. cocker- og engelsk springer)
*: Siden 1997 klassificeret i egen gruppe.

Apporterende jagthunde skal hente de dyr, fortrinsvis fugle, der er blevet nedlagt. Disse hunde skal være robuste, have en god næse og kunne arbejde både på land og i vand. Apporterende jagthunde er også gode familiehunde.

De første hunde, der blev knyttet til mennesket som husdyr, har været jagthunde. Gennem udvælgelse har man styrket de naturlige jagtegenskaber, og efterhånden er der sket en specialisering, idet de enkelte typer er blevet tilpasset de dyr, man jagede, de anvendte våben og jagtform samt terrænet.

Jagthunde i funktion kendes fra oldtiden fra afbildninger, fx hulemalerier; den første overleverede skriftlige beskrivelse af, hvordan man kan bruge hunde til jagt, stammer fra den oldgræske historiker Xenofons bog om jagt, hvori han bl.a. beskriver, hvorledes vildt kan indfanges vha. hunde og net.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding: jagthunde i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100452