Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gazeller

Oprindelig forfatter HLin Seneste forfatter Redaktionen

Thomsons gazelle hviler sig på savanen i Tanzania.

Thomsons gazelle hviler sig på savanen i Tanzania.

gazeller, gruppe af dyr hørende til underfamilien egentlige antiloper, Antilopinae, i familien Bovidae, de skedehornede. Gazellerne udgør ikke en systematisk enhed; de omfatter foruden 16 arter i slægten Gazella også de tre afrikanske arter dibatag, girafgazelle og springbuk samt tre asiatiske arter i slægten Procapra.

Bygning

Gazellerne er specialiserede til tørre og ørkenagtige områder. Fælles for dem er en spinkel kropsbygning med lange slanke ben, velegnede til at løbe hurtigt. De store øjne og ører afspejler veludviklet syn og hørelse, hvilket er en fordel i de åbne landskaber, gazellerne som oftest lever i. Hos de fleste arter er hovedet relativt langt og smalt og med hår på snuden i modsætning til de andre antiloper, der har en våd snude. Horn findes hos begge køn undtagen hos girafgazelle og dibatag. Hornene er dog mindre hos hunnen.

Ordet gazelle kommer af fransk gazelle eller spansk gacela, af arabisk ghazal 'gazelle'.

Forekomst

Gazeller findes både i Afrika, Arabien og Asien. De fleste af de afrikanske gazeller lever i de nordøstlige tørre egne omkring Sahara; kun Thomsons gazelle, Grants gazelle og girafgazelle kommer også syd for ækvator i deres udbredelse. I det sydlige Afrika er springbukken den eneste nulevende repræsentant for gruppen.

Annonce

Grants gazelle.

Grants gazelle.

Levevis og tilpasning

Gazellernes store succes skyldes deres tilpasning til tørre og magre områder, hvor andre planteædere må give op. Gazellerne er i stand til at udstå høje temperaturer uden at miste for meget vand. De sparer på vandet ved at koncentrere urin og afføring og ved at nedsætte svedproduktionen. Det sidste medfører, at kropstemperaturen stiger, men gazellerne kan tåle en stigning på flere grader over normalen. I ekstreme tilfælde kan de nedsætte temperaturen ved at trække vejret hurtigere, da fordampningen i lungerne nedsætter blodets temperatur. Denne metode giver normalt et stort væsketab, men hos mange gazeller reduceres dette ved, at udåndingsluften afkøles, og vandet dermed fortættes i næsemuslingerne.

Farven har stor betydning i et varmt klima. For at tilbagekaste solens stråler er det hensigtsmæssigt at være så lys som muligt, uden dog at være for synlig. Alle gazeller har en hvid bug, der tilbagekaster strålerne fra jorden.

Ud over den fysiologiske tilpasning er gazellernes adfærd tilpasset deres nøjsomme levevis. Ofte lever de af kviste, blade og blomster, der er mere proteinrige end græs. Ved at indtage størstedelen af deres føde i morgentimerne, hvor planterne indeholder mere vand end midt på dagen, sikrer dyrene, at føden dækker væskebehovet. Girafgazellen overlever udelukkende på den væde, den får gennem føden. Andre gazeller kan gå måneder uden vand, men vil drikke, når muligheden er der.

Thomsons gazelle.

Thomsons gazelle.

Sæsonvandringer er en anden tilpasning, der kan give gazellerne lejlighed til at udnytte plantevækster, som kun er til stede i et kort tidsrum efter en regnperiode. Især springbukken er kendt for sine vandringer, der i slutningen af 1800-t. omfattede hundredtusinder af individer.

Oversigt

Betegnelsen gazelle bruges om følgende slægter og arter:

Slægten Gazella: G. dorcas, Dorcas gazelle, findes i ørken og ørkenagtige områder fra Marokko og Senegal til Israel og Somalia. G. saudiya, Saudi-Arabien, Kuwait og sydlige Irak. G. bennitti, sydlige Iran, Pakistan og nordlige Indien. G. gazella, Libanon, Palæstina, Sinaihalvøen og Den Arabiske Halvø. G. bilkis, Yemen. G. arabica, Farasanøerne i Det Røde Hav. G. spekei, Spekes gazelle, østlige Etiopien og Somalia. G. cuieri, Atlas-gazelle, Tunesien, Algeriet og Marokko. G. rufifrons, savanne og halvørken fra Senegal til Etiopien. G. thomsoni, Thomsons gazelle, sydøstlige dele af Sudan, Kenya og Tanzania. G. rufina, kun kendt fra eksemplarer købt på markeder i det nordlige Algeriet i slutningen af 1800-t. G. subgutturosa, ørken og tørre stepper fra Palæstina og Den Arabiske Halvø til Gobiørkenen og det nordlige Kina. G. leptoceros, ørkenen fra centrale Algeriet til Egypten. G. dama, addra, sydlige Marokko og Senegal til Sudan. G. soemmerringi, østlige Sudan, Etiopien og Somalia. G. granti, Grants gazelle, sydøstlige Sudan, sydlige Etiopien, sydvestlige Somalia, nordøstlige Uganda, Kenya og nordlige Tanzania.

Slægten Ammodorcas: A. clarkei, dibatag, er endemisk for Ogaden-området og tilstødende områder i Etiopien.

Slægten Litocranius: L. walleri, girafgazelle eller gerenuk, findes i tørre områder i det centrale og sydlige Etiopien, Djibouti, Somalia, Kenya og nordøstlige Tanzania.

Slægten Antidorcas: A. marsupialis, springbuk, findes i Angola, Namibia, Botswana og Sydafrika.

Slægten Procapra: P. picticaudata, goa, lever i Himalaya, Tibet og det centrale højland i Kina. P. przewalskii, ørkenagtige stepper i det nordlige centrale Kina. P. gutturosa, zeren, tørre stepper og ørkenagtige områder af Mongoliet og tilstødende dele af sydlige Sibirien og nordlige Kina.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Lindemann: gazeller i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82570