Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

får

Oprindelig forfatter BHol Seneste forfatter Redaktionen

Får. Muflonvæddere.

Får. Muflonvæddere.

får, Ovis, gruppe af skedehornede drøvtyggere, der sammen med bl.a. gederne (Capra) udgør underfamilien Caprinae.

Vildfår

Vildfår er middelstore dyr med tynde ben og et smalt hoved med håret mule. Størrelsen varierer fra 70 cm i skulderhøjde hos mufloner til 125 cm og op til 180 kg hos argalifår. Halen er kort og nedhængende. Hannerne har kraftige, snoede horn, der først vokser bagud og siden fremad og ud til siden. Hos hunnerne er hornene små eller manglende. Vildfår har kort pels med glatte dækhår. Fårene adskiller sig fra gederne, bl.a. ved at have duftkirtler mellem klovene på både for- og bagben, en duftkirtel foran øjnene, en fuldt behåret hale i modsætning til gedernes, der er nøgen på indersiden, samt ved de kraftigere horn, der har et trekantet tværsnit i modsætning til gedernes sammentrykte og knap så snoede horn.

Får. Tykhornsfår (Ovis canadensis sierrae).

Får. Tykhornsfår (Ovis canadensis sierrae).

Vilde får findes kun på den nordlige halvkugle. Udviklingen begyndte i Centralasien for omkring to mio. år siden, og fårene har siden under udvikling af et væld af former bredt sig mod vest til Europa og mod øst til Alaska og det vestlige Nordamerika. På baggrund af horn, pelsfarve og størrelse opdeles fårene i knap et halvt hundrede underarter, der kan samles i syv arter: muflon (Ovis musimon), asiatisk muflon (O. orientalis), urialfår (O. vignei), argalifår (O. ammon), snefår (O. nivicola), tyndhornsfår (O. dalli) og tykhornsfår (O. canadensis). Muflonen er europæisk, tyndhornsfår og tykhornsfår er amerikanske, mens de resterende arter er asiatiske. Opdelingen i arter er dog meget omdiskuteret, og alle arter kan få frugtbart afkom med hinanden. I naturen ses krydsninger hyppigt på grænsen mellem de forskellige arters udbredelsesområder.

Annonce

Flok af muflonfår ved Rørbæk Sø. Foto: 2015.

Flok af muflonfår ved Rørbæk Sø. Foto: 2015.

Får er knyttet til steppe- og bjergområder og findes i helt op til 6000 m højde. De er dygtige til at klatre, og især de amerikanske arter holder til i uvejsomt bjergterræn. Føden består af græsser og i mindre omfang blade; får kan også æde mosser og laver og er generelt meget nøjsomme. Flere arter foretager sæsonbestemte vandringer fra beskyttede dale om vinteren til bjergskråninger om sommeren.

Får er sociale og færdes det meste af året i separate han- og hunflokke. Hannerne har et indbyrdes hierarki, der bygger på alder og hornenes størrelse. Hannen med de største horn er flokkens fører. Yngre hanner udfordrer ham løbende, men det er sjældent noget problem for den dominante han at sætte de yngre og svagere hanner på plads. Kampene er ritualiserede styrkeprøver, hvor hannerne slår hornene mod hinanden med fuld kraft. Sammenstødene kan høres mange hundrede meter væk, men dyrene kommer kun sjældent til skade. Kranieknoglerne er massive og er forstærket i den forreste del af hovedet, så slagene absorberes. Hunnerne færdes i flokke sammen med ungdyrene. De har ikke et indbyrdes hierarki, men følger en af de ældste hunner.

Muflon ved Rørbæk Sø. Foto: 2015.

Muflon ved Rørbæk Sø. Foto: 2015.

Når brunsttiden indfinder sig sidst på året, opsøger hannerne hunflokken. Efterhånden som de enkelte hunner kommer i brunst, gør de dominante hanner kur til dem og kæmper for at holde andre hanner væk. Kun den vindende han får mulighed for at parre sig med hunnerne, og hunnerne sikrer sig på den måde at få den stærkeste han som far til deres unger. Efter en drægtighed på 5-6 måneder fødes 1-2 unger. Den drægtige hun skiller sig ud fra flokken og opsøger et beskyttet sted, hvor fødslen kan foregå i fred og ro. Kort tid efter fødslen kan lammet følge moderen, og hun vender normalt tilbage til flokken efter 1-2 dage. Allerede efter et halvt år er lammene helt uafhængige af moderen. De unge hunner bliver normalt i den flok, de er vokset op i, og lærer flokkens vandringsmønster fra de gamle hunner. Hannerne forlader derimod flokken, når de bliver kønsmodne, for at slutte sig til en ungkarleflok. Får bliver kønsmodne som 1-2-årige, men yngler normalt først, når de er udvoksede i 3-4-års-alderen eller senere.

Den europæiske muflon var i stenalderen vidt udbredt i bjergegne i Syd- og Sydøsteuropa, men i dag findes der kun naturlige bestande af mufloner i bjergområder på Korsika og Sardinien. Siden 1700-t. har man udsat mufloner forskellige steder i Europa og USA som jagtvildt. De udsatte bestande er blevet krydset med tamfår for at få dyr med større horn og for at få blodfornyelse i bestandene; ingen af de udsatte bestande kan i dag regnes for rene muflonbestande.

Læs også om tamfår.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bengt Holst: får i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81502

Underemner