• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

okser

Oprindelig forfatter BHol Seneste forfatter Redaktionen

Okser. Kafferbøffel.

Okser. Kafferbøffel.

okser, Bovinae, underfamilie inden for de skedehornede pattedyr (Bovidae). Der er 14 arter i seks slægter: to arter af bison (Bison), fem arter af egentlige okser (Bos), fire arter af asiatiske bøfler (Bubalus), kafferbøffel (Syncerus caffer), firehornsantilope eller firehornet antilope (Tetracerus quadricornis) samt Vu Quang-okse (Pseudoryx nghetinhensis). Okser er store, plumpe dyr med horn, der udspringer et godt stykke bag øjnene. Mulen er nøgen og fugtig, og øjen- og klovkirtler mangler. Okserne varierer i størrelse fra 1 m i længden, 60 cm i højden og en vægt på 20 kg (firehornsantilope) til 3,3 m i længden, 2,2 m i højden og en vægt på 1 t (gaur, Bos gaurus).

Okser. Gaur (Bos gaurus).

Okser. Gaur (Bos gaurus).

Antallet af arter og slægter, der henføres til okserne, har svinget meget. Nogle zoologer medtager den asiatiske nilghai (Boselaphus tragocamelus), andre medtager også kuduer og nyalaer (Tragelaphus) samt nogle dykkerantiloper (Cephalophus, skovdykkere), se antiloper. Endelig fjerner visse zoologer nilghai og firehornsantilope fra okserne og henfører dem til skovbukkene (Tragelaphinae) eller okseantiloperne (Boselaphini). Vu Quang-oksen, der har lighed med både antiloper og okser, blev først opdaget i 1992 i Vu Quang-reservatet i Vietnam. DNA-analyser og anatomiske studier viser, at den er nærmest beslægtet med okserne, og den henregnes i dag til underfamilien Bovinae.

Okser. Zebukvæg (Bos indicus).

Okser. Zebukvæg (Bos indicus).

Okserne er naturligt udbredt i Nordamerika, Europa, Afrika og det sydlige Asien. Derudover finder man domesticerede former som husdyr i det meste af verden.

Annonce

Egentlige okser

Egentlige okser er store med kompakt krop og kraftige ben. Hornene sidder langt fra hinanden. Alle fem arter findes i dag i domesticeret form. Uroksen (Bos primigenius), der tidligere var vidt udbredt i Europa, uddøde i 1627, da den sidste blev skudt i Polen. Men den er repræsenteret i form af de mange kvægracer, der indgår i husdyrhold verden over. Man skelner mellem det europæiske tamkvæg (B. taurus) og det asiatiske zebukvæg (B. indicus); begge typer stammer fra uroksen (se også kvæg).

Okser. Almindelig vandbøffel (Bubalus arnee).

Okser. Almindelig vandbøffel (Bubalus arnee).

Gayalen er husdyrformen af den asiatiske gaur; den har med tiden ændret udseende i betydelig grad. Den er mindre og mere plump end den vilde gaur, og hornene er ikke så markante. Der er udviklet forskellige farvevarianter. Den asiatiske banteng (B. javanicus), der oprindelig hørte hjemme i den sydlige del af Myanmar (Burma), på Malaccahalvøen og en del af de indonesiske øer, er den mindste af de egentlige okser. Den har sandsynligvis været domesticeret i adskillige tusinde år på Java og Bali, og bali-bantengen har givet ophav til alle nutidens domesticerede bantengformer. Også hos denne er der udviklet forskellige farvevarianter, og generelt er tamformerne mindre end vildformerne. Det samme gælder for den domesticerede form af yakoksen (B. mutus), der hører hjemme i Tibets højland. Den vilde yak er meget hårdfør, og det er bl.a. denne egenskab, man udnytter i Himalayaområdet, hvor den tamme yak er en fast del af dyreholdet. Den fungerer som mælke- og kødleverandør og som transportdyr.

Okser. Arkhangai Aimag i Mongoliet. Nomader malker yakokse.

Okser. Arkhangai Aimag i Mongoliet. Nomader malker yakokse.

Kouprey (B. sauveli), som blev opdaget i 1936, har en meget lille udbredelse. Den lever i skovområderne mellem Thailand, Laos, Vietnam og Cambodja, og allerede ved opdagelsen skønnede man, at bestanden ikke var større end 1000 dyr. Pga. de mange krigshandlinger i området blev bestanden yderligere reduceret, og arten regnes for stærkt truet. Koupreyen ligner en blanding af gaur og urokse, og dens systematiske placering er omdiskuteret. Nogle zoologer mener ikke, at der er tale om en vildform, men om forvildet tamkvæg, der er krydset med banteng eller gaur. Andre regner den for en selvstændig art.

Asiatiske bøfler

Asiatiske bøfler omfatter de små anoabøfler, lavlandsanoa (Bubalus depressicornis) og bjerganoa (B. quarlesi), og to arter af vandbøffel, almindelig vandbøffel (B. arnee), der i naturen lever i det nordøstlige Indien og Bangladesh, og tamarau (B. mindorensis), der kun findes på Mindoroøen i Filippinerne. Der findes også domesticerede former af vandbøffel med en langt større udbredelse fra Egypten i vest til Filippinerne i øst. De domesticerede vandbøfler, der i Indien går under navnet kerabau, benyttes både som trækdyr og som mælkeleverandør.

Bøfler i Masai Mara, Kenya.

Bøfler i Masai Mara, Kenya.

Kafferbøffel

Kafferbøffel lever i Afrika syd for Sahara. Man skelner mellem to former, savanneformen (sortbøffel, Syncerus c. caffer) og skovformen (rødbøffel, S. c. nanus). I slutningen af 1800-t. blev kafferbøflerne i Syd- og Østafrika angrebet af kvægpest, og 1890-91 døde 90 % af den afrikanske kafferbøffelbestand som følge af epidemien. Bestanden er senere genoprettet, men faren for kvægpest eksisterer stadig og udgør i dag den største trussel mod kafferbøflerne.

Firehornsantilope

Firehornsantilope er den eneste art inden for de skedehornede med fire horn. Den lever i skovområder i den nordlige del af Indien. Den er meget sky, og man ved kun lidt om dens levevis. Pga. hornene er den eftertragtet af trofæjægere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bengt Holst: okser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134830