Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

halepadder

Oprindelig forfatter JBRa Seneste forfatter Redaktionen

Europæisk ildsalamander (Salamandra salamandra) lever i skove i det centrale Europa.

Europæisk ildsalamander (Salamandra salamandra) lever i skove i det centrale Europa.

halepadder, Caudata, Urodela, orden af padder med mere end 600 nulevende arter. Halepadder er udbredt i Eurasien, Nordafrika, Nordamerika, og en enkelt familie når til Sydamerika. Halepadder er kendetegnet ved en lang krop, bevarelse af halen hele livet og udviklingen af to par omtrent lige lange lemmer. Forlemmerne har normalt fire tæer og baglemmerne fem, men inden for flere af familierne er der en tendens til, at tæer eller hele lemmer er reduceret. Huden er rigt forsynet med blodkar og kirtler. Nogle kirtler holder huden fugtig for at lette hudåndedrættet, andre kirtler udskiller giftige substanser som værn mod rovdyr. Hos de landlevende former skiftes det yderste hornlag af huden med mellemrum livet igennem.

Halepadder er rovdyr både som larve og voksen. De lever overvejende af hvirvelløse dyr, men tager også hvirveldyr af passende størrelse.

Se også padder.

Parringsadfærd og udvikling

Parringsadfærd og udvikling er vidt forskellig hos halepadder. Normalt udfører hannen en parringsdans i vandet, og når hunnen er kommet i den rette parringsstemning, afsætter hannen en sædbeholder (spermatofor), som hunnen optager i kloakken, hvor befrugtningen foregår. Hunnen lægger normalt de befrugtede æg i vandet enten enkeltvis eller i små klumper eller strenge, ofte fasthæftet til vandplanter. Fra æggene klækkes de vandlevende larver.

Annonce

Under larvestadiet har halepadder rigtige tænder, gællespalter og ydre gæller i modsætning til springpadder, der har horntænder, og hvor gællespalter og gæller dækkes af et gællelåg hos den ældre larve. Ved forvandlingen (metamorfosen) forsvinder gælleapparatet, og der udvikles øjenlåg, lunger og ekstremiteter; hos halepadder dannes forbenene først i modsætning til springpadder, hvor det er bagbenene, der dannes først.

Neoteni. Halepadden axolotl udvikler sig normalt til fuld kønsmodenhed i larvestadiet. Neoteni er hos denne art en tilpasning til livet i vandpytter med få rovdyr. Tørrer pytten ud, kan dyrene fortsætte deres udvikling til det for halepadder normale, gælleløse voksenstadium. Den store, hvide axolotl med gæller er en hun af den normale, neotene form, mens den mindre er en han, der har gennemløbet metamorfose til voksenstadium, i dette tilfælde pga. fodring med et skjoldbruskkirtelhormon. Parret udfører parringsdansen, som afsluttes med, at hunnen opsamler en sædpakke afsat af hannen.

Neoteni. Halepadden axolotl udvikler sig normalt til fuld kønsmodenhed i larvestadiet. Neoteni er hos denne art en tilpasning til livet i vandpytter med få rovdyr. Tørrer pytten ud, kan dyrene fortsætte deres udvikling til det for halepadder normale, gælleløse voksenstadium. Den store, hvide axolotl med gæller er en hun af den normale, neotene form, mens den mindre er en han, der har gennemløbet metamorfose til voksenstadium, i dette tilfælde pga. fodring med et skjoldbruskkirtelhormon. Parret udfører parringsdansen, som afsluttes med, at hunnen opsamler en sædpakke afsat af hannen.

Efter metamorfosen går den forvandlede halepadde på land. Afvigelser fra ovenstående forløb inkluderer befrugtning i vandet, og at hele udviklingen foregår i ægget, der kan forblive i moderen, så hun føder larver eller færdigudviklede halepadder. Endelig kan det enkelte individ bibeholde nogle af eller alle sine larvetræk, men alligevel blive kønsmodent, et forhold, man kalder neoteni. Neotene former kan i visse tilfælde påvirkes til forvandling med jod og hormoner (fakultativ neoteni), mens andre ikke står til at forvandle (obligat neoteni).

Forekomst og systematik

Halepadder lever overvejende i tempererede og subtropiske områder. De landlevende former fører en skjult tilværelse i huler og sprækker eller under dække af vegetation eller andet, bare der er fugtigt nok. Halepadderne kan inddeles i ti familier.

Armpadder eller sirener (Sirenidae) omfatter fire arter, der er udbredt i det sydøstlige USA og nordlige Mexico. De mangler baglemmer, og forlemmerne kan også være noget reducerede. Lemmerne bruges da heller ikke synderligt, da arterne er neotene og sjældent kommer på land. Ugunstige perioder kan klares ved, at de graver sig ned i søbunden. Den store armpadde (Siren lacertinia) bliver op til 95 cm. Befrugtningen foregår tilsyneladende i vandet, og æggene afsættes enkeltvis eller i små klumper på undersøiske plantedele.

Hynobider (Hynobiidae) omfatter mere end 50 arter, der lever i Asien. Forvandlingen er fuldstændig, men hos en enkelt art er lungerne reduceret, formodentlig en tilpasning til et liv i stærkt rindende vandløb, hvor luftfyldte lunger ville gøre dyrets manøvredygtighed mindre. Æggene afsættes samlet i en ægsæk, og befrugtningen foregår i vandet. Hynobiderne bliver ikke meget mere end 20 cm.

Kæmpesalamandre (Cryptobranchidae) omfatter tre arter, hvoraf en findes i Japan, en i Kina og en i USA. Forvandlingen er ikke fuldstændig, fx udvikles øjenlågene ikke, og dyrene bliver i vandet. Æggene afsættes samlet i en lang gelésnor. Den japanske kæmpesalamander (Andrias japonicus) kan blive op til 150 cm.

Salamandrider (Salamandridae) omfatter flere end 70 arter, der er udbredt i Eurasien, Nordafrika og USA. Salamandrider har veludviklede lemmer og giftige hudsekreter. De fleste europæiske halepadder hører til i denne gruppe, inklusive de tre i Danmark forekommende arter. Den lille vandsalamander (Triturus vulgaris) er almindeligt udbredt i Danmark, mens den store vandsalamander (T. cristatus) er mere sporadisk forekommende. Bjergsalamanderen (T. alpestris) findes kun i Sønderjylland, hvor den første gang blev registreret i 1949. Bjergsalamanderen adskiller sig fra de to andre danske arter ved sin uplettede orangerøde bug. Parringsadfærd og udvikling hos vandsalamandre svarer til det tidligere beskrevne. Hos den europæiske ildsalamander (Salamandra salamandra) foregår parringen normalt på land, og æggene forbliver i moderen, hvor de udvikles til haletudser, der afsættes i rindende vand. Hos den centraleuropæiske alpesalamander (S. atra) sker parringen på land, og larveudviklingen foregår inde i moderen, der føder helt forvandlede halepadder. Kun to larver udvikles ad gangen, idet resten af æggene bruges som næring for disse.

Proteider (Proteidae) omfatter fem arter i Nordamerika og en i Sydøsteuropa. De mangler øjenlåg og bibeholder gællespalter samt ydre gæller, dvs. de er neotene. De undergår dog en delvis forvandling, da de udvikler lunger med alderen. Den op til 30 cm lange europæiske hulepadde (Proteus anquinus) lever i underjordiske karsthuler; den mangler normalt pigment og har degenererede øjne.

Familien Dicamptodontidae omfatter fire arter, der er udbredt i Canada og det vestlige USA. Kæmpesalamanderen (Dicamptodon ensatus) bliver op til 35 cm og kan tage ret store byttedyr. Den kan findes klatrende på træstammer og hører til de arter, der kan frembringe lyde.

Ålepadder (Amphiumidae) fra det østlige USA omfatter tre arter. Navnet skyldes det langstrakte legeme med reducerede lemmer. Ålepadder lever det meste af livet i stillestående vand. Hvis det er tilstrækkelig fugtigt, kommer de undertiden på land om natten. Ålepadderne bibeholder et par gællespalter, men mangler gæller og øjenlåg. Æggene lægges i lange strenge, der bevogtes af hunnen. De nyklækkede larver er forsynet med ydre gæller, der dog hurtigt forsvinder. Den totåede ålepadde (Amphiuma means) er den største art og bliver op til 90 cm.

Halepadden axolotl (Ambystoma mexicanum).

Halepadden axolotl (Ambystoma mexicanum).

De lungeløse salamandre (Plethodontidae) med ca. 380 arter er den største gruppe af halepadder. Bortset fra bl.a. den sardinske hulesalamander (Hydromantes genei) og den italienske hulesalamander (H. italicus) findes de lungeløse salamandre i Amerika. Som navnet angiver, mangler lungerne helt, og dyrene ånder via huden og mundhulens inderside; sidstnævnte kan varetage op til 20 % af iltoptagelsen. De europæiske arter lever i kølige klippehuler og er gode klatrere. De kan forcere lodrette klippevægge vha. tæernes svømmehud, som øger kontakten med underlaget. Byttet fanges med den klæbrige tunge, der kan krænges godt ud af munden. Såvel parring som æglægning foregår på land, og af æggene klækkes fuldtudviklede halepadder. Visse af de amerikanske arter har også direkte udvikling af æg lagt på land, mens andre lægger æggene i vand, hvor larvestadiet gennemleves. Endelig er nogle som den blinde salamander (Typhlomolge rathbuni) obligat neotene.

Axolotler (Ambystomatidae) er en nordamerikansk gruppe med ca. 30 arter. Axolotler er nogle af de mest kendte halepadder. Dels bruges de som menneskeføde, en skæbne, de har delt med kæmpesalamandre, dels er nogle arter obligat neotene, mens andre er fakultativt neotene. Det sidste forhold sammenholdt med halepaddernes generelt gode evne til regeneration (fx halen) samt det faktum, at de er nemme at holde i fangenskab, har gjort axolotler til yndede forsøgsdyr til såvel fysiologiske som regenerationsmæssige eksperimenter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens B. Rasmussen: halepadder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88113