Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mus

Oprindelige forfattere JRyg og TSJ Seneste forfatter Redaktionen

Mus. Tv.: Springmus bevæger sig udelukkende rundt på de meget lange bagben, mens forbenene bruges til at opsamle føde. Th.: Græshoppemus har navn efter deres forkærlighed for græshopper og andre insekter, som deres fordøjelsessystem er specielt tilpasset til at kunne nedbryde.

Mus. Tv.: Springmus bevæger sig udelukkende rundt på de meget lange bagben, mens forbenene bruges til at opsamle føde. Th.: Græshoppemus har navn efter deres forkærlighed for græshopper og andre insekter, som deres fordøjelsessystem er specielt tilpasset til at kunne nedbryde.

mus, Myomorpha, underorden af gnavere bestående af syv familier i ca. 300 slægter med næsten 1150 arter. Det er langt den mest talrige underorden af pattedyr, og mere end en fjerdedel af alle pattedyrarter hører til musene.

Et fælles karaktertræk er udformningen af kæbemuskulaturen samt kindtandsforholdene, idet der aldrig er mere end én mælkekindtand. Mus er generelt små dyr; kropslængden varierer fra 4 til 48 cm, vægten fra 6 g til 2 kg. De er landlevende og udbredt på alle kontinenter undtagen Antarktis.

Mus findes på stort set alle typer af levesteder, fra tundra til ørken, dog med undtagelse af visse ekstreme højarktiske og højalpine områder. De fleste musearter lever på jordoverfladen, visse i træerne eller underjordisk. De er oftest den dominerende gruppe af småpattedyr i et økosystem og udgør et betydningsfuldt led i de fødekæder, der leder til de store rovdyr og rovfugle.

Annonce

Systematik og evolution

De fleste musearter hører til den meget store musefamilie (Muridae), et mindre antal hører til familierne hoppemus (Zapodidae), syvsovere (Gliridae), selevenider (Selevenidae), springmus (Dipodidae), Platacanthomyidae og Nesomyidae. Man anser de små familier for at være tidlige, ret specialiserede sideskud i udviklingshistorien, mens det store artsantal inden for musefamilien er udviklet inden for de sidste 20 mio. år. Musene opstod formentlig i den gamle verden (Asien og Afrika) for ca. 35-38 mio. år siden og bredte sig herfra til Nordamerika via en landbro fra Sibirien til Alaska og senere til Sydamerika. I løbet af deres evolution tilpassede de nordamerikanske arter sig mange levesteder. Der er herved blevet en betydelig lighed mellem de nordamerikanske og europæiske arter både mht. økologi og udseende.

Hasselmusen tilbringer størstedelen af sin aktive tid (den er nataktiv) i trækronerne. Den er særdeles ferm til at klatre og bruger sin lange hale som styrestang og ikke som gribehale. Hoved og krop er tilsammen 6-9 cm, halen lidt kortere. Hasselmusen overvintrer i en rede, den har bygget i en hulhed i jorden, fx under trærødder. Den er fredet i Danmark.

Hasselmusen tilbringer størstedelen af sin aktive tid (den er nataktiv) i trækronerne. Den er særdeles ferm til at klatre og bruger sin lange hale som styrestang og ikke som gribehale. Hoved og krop er tilsammen 6-9 cm, halen lidt kortere. Hasselmusen overvintrer i en rede, den har bygget i en hulhed i jorden, fx under trærødder. Den er fredet i Danmark.

Nutidens ca. 700 arter i musefamilien udgør den kraftigste udvikling af arter inden for pattedyrene. Den oprindelige type mus var formentlig meget bredspektret i valg af levested, og dens oprindelige føde var sandsynligvis frø, som er forholdsvis letfordøjelige. Med det oprindelige tandsæt var der også mulighed for at inkludere andre plantedele og smådyr i kosten. Den danske skovmus kan tænkes at repræsentere typen. Fra en sådan forfader er de mere specialiserede arter udviklet, arter, der er i stand til at overleve på mere ekstreme levesteder og med en mere specialiseret føde.

En større gruppe på omtrent 110 arter inden for familien er ørkenrotterne (Gerbillinae), som har lange springben. De findes i Afrika og Asien og er tilpasset ørkenklima, bl.a. har de en effektiv vandhusholdning, og de opholder sig i dybe, kølige gange om dagen.

Medvirkende til udviklingen i musenes artsantal er også deres vældige formeringsevne, der bevirker, at udviklingspotentialet bliver stort. Mus forplanter sig hurtigt ved en kombination af kort østruscyklus, kort diegivningsperiode og lang ynglesæson. Det gennemsnitlige ungekuld er hos musene større end hos pattedyr generelt.

Skadedyr

Mennesket har ofte et anstrengt forhold til musene. En række arter er synantrope, dvs. de lever i tilknytning til menneskets boliger, og de bliver ofte indført af mennesket til områder langt fra deres naturlige udbredelsesområde. Dette gælder fx husmusen og den brune rotte. Andre arter er skadevoldende i land- og skovbrug og kan fortære store dele af høstudbyttet. En del musearter overfører sygdomme til mennesket, fx overføres pest af rotter, eller de er mellemværter for sygdomsvoldende organismer, fx skovflåt, der overfører borreliose.

Forsøgsdyr

Mus. De tre underordener af gnavere adskiller sig bl.a. ved tyggemusklernes fæste på kæberne og hovedskallen. Hos egerngruppen er den ydre del af tyggemusklen (rød) fæstnet på både kindbuen og snudepartiet, hvorved underkæben flyttes fremad under tygningen. Den indre, dybereliggende del (blå) er fæstnet på kindbuens underside og anvendes til at lukke munden. Hos mus går både den ydre og indre tyggemuskel langt frem mod snuden, hvilket giver mulighed for effektiv gnavning. Hos marsvinegruppen går den indre del under kindbuen frem mod snuden, hvilket giver stor tyggekraft, mens den ydre del kun bruges til at lukke munden.

Mus. De tre underordener af gnavere adskiller sig bl.a. ved tyggemusklernes fæste på kæberne og hovedskallen. Hos egerngruppen er den ydre del af tyggemusklen (rød) fæstnet på både kindbuen og snudepartiet, hvorved underkæben flyttes fremad under tygningen. Den indre, dybereliggende del (blå) er fæstnet på kindbuens underside og anvendes til at lukke munden. Hos mus går både den ydre og indre tyggemuskel langt frem mod snuden, hvilket giver mulighed for effektiv gnavning. Hos marsvinegruppen går den indre del under kindbuen frem mod snuden, hvilket giver stor tyggekraft, mens den ydre del kun bruges til at lukke munden.

Rotter og især mus har fundet stor anvendelse som forsøgsdyr, da de er lette at holde og hurtigt kan opformeres som følge af deres store fertilitet. De anvendes dels (som kaniner og marsvin) til testning af stoffer, fx for kræftfremkaldende effekter, dels som medicinske og genetiske forsøgsdyr.

Ligesom stamformen husmus har laboratoriemus ("hvide mus") 19 par ens (homologe) kromosomer og et par kønskromosomer (hun XX; han XY). Grundlaget for analyse af musens arvemasse (genom), der viser omfattende lighed med menneskets, har været etableringen af indavlede musestammer vha. bror-søster-parringer i mindst 20 avlsgenerationer. Der findes i dag hundredvis af veldefinerede musestammer, hvis individer er genetisk set meget ens. Udvikling og vedligeholdelse af disse stammer sker primært i Jackson Laboratory, Bar Harbor, Maine, USA. Her arbejdede bl.a. biologen George D. Snell, der i 1980 fik nobelprisen i fysiologi/medicin for sit immunologiske arbejde med musens vævstypekompleks (MHC).

Udviklingen og studiet af genetisk veldefinerede mus har været en forudsætning for udviklingen af organtransplantationsteknikken, for store områder af kræftforskningen og for belysning af kroppens evne til at skelne mellem selv og ikke-selv.

Der findes endvidere mere end 8500 velbeskrevne mutanter, som har interesse til forskellige forskningsformål. Ved indkrydsning kan etableres stammer, der kun afviger mht. et enkelt gen, såkaldt kongene stammer, hvormed man kan belyse genets funktion.

I 1990'erne blev der med den nye bioteknologi udviklet forsøgsmus med ønskede egenskaber ved slukning/neutralisering af bestemte gener, knockout-mus, samt mus, som vha. fx gensplejsning tilføres bl.a. menneskelige gener. Sådanne transgene mus må forventes at få afgørende betydning i den biomedicinske forskning.

Se videoklip: I oldenår er rødmus meget almindelige i skovene, hvor de æder løs af bøgens frugter, bog. Den er øverst på bl.a. natuglens spiseseddel, og mange bliver taget i en ung alder. © Eidos Wildlife

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Rygaard, Thomas Secher Jensen: mus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128599