• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kaniner

Oprindelig forfatter JAr Seneste forfatter Redaktionen

Kanin.

Kanin.

kaniner, gruppe af harer, der bl.a. omfatter vildkaninen, Oryctolagus cuniculus, samt dennes tamformer. Fossilfund viser, at der i begyndelsen af sidste istid fandtes kaniner i det meste af Europa, men at de ved isens udbredelse søgte sydpå til Sydeuropa og Nordafrika. Efter istidens afslutning har de igen bredt sig nordpå til bl.a. Danmark, hvor de kendes fra 1200-t. Til Norge og Sverige er de blevet indført af mennesket.

Tamkaniner

Ordet kanin kommer via middelnedertysk fra oldfransk conin, af uklar opr.

Der er registreret mere end 50 forskellige racer af tamkaniner; variationen mht. farve og pelsarter øges stadig ved avl med selekterede mutanter og særlig særprægede individer. Vægten kan variere fra hermelinkaniner på under 1 kg til kæmpekaniner på over 8 kg.

Tidligere opfostrede man i Danmark kaniner for at eksportere kødet til især Frankrig og Schweiz, hvor kaninkød anses for en særlig delikatesse; en kanin med afkom kan producere mere end 50 kg kød pr. år. Skindet kan desuden bruges til pelsværk, og de særlig langhårede racer til produktion af uld af meget høj varmeisoleringsevne.

Annonce

Kaniner var tidligere meget anvendt som forsøgsdyr, bl.a. i udforskningen af mange forskellige sygdomme. I 1990'erne blev kaniner populære som kæledyr — så populære, at de i England anses for at være det hyppigste kæledyr efter hund og kat.

Forplantning

Kaniner er meget forplantningsdygtige. Allerede i 5-6-månedersalderen kan de formere sig, og de kan få op til 5-7 kuld unger om året: Et par kan således være ophav til over 50 kaniner på ét år. Drægtighedslængden er ca. 30 dage, og ungerne (4-8 pr. kuld) fødes blinde, nøgne og helt hjælpeløse. Man må ikke forsøge at berøre killinger, idet moderdyret så ikke vil tage sig af dem; kunstig opfostring af nyfødte kaninkillinger er yderst vanskelig.

Vildkanin. (Oryctolagus cuniculus).

Vildkanin. (Oryctolagus cuniculus).

Levevis

Der er store forskelle på kaniners og harers levevis. Vildkaniner lever i gange i jorden, som de selv udgraver, og hvori reden laves. Ungerne bliver i reden 2-3 uger, og de har et særligt depot af fedt, som hjælper med at opretholde kropstemperaturen. Kaniner har et særligt fordøjelsessystem, som gør, at de spiser noget af deres afføring (koprofagi). Det drejer sig om særlig afføring, som kommer fra den stærkt forstørrede blindtarm, og som er blødere og mere slimet end den normale, tørre afføring. Normalt iagttager man ikke denne særlige adfærd, da den foregår om natten, men hvis man forhindrer dem heri, bliver kaninerne utrivelige og syge.

Sygdomme

De hyppigste lidelser hos kaniner er tandlidelser, bylder og hudproblemer samt for vildkaniner myxomatose fremkaldt af myxomavirus, en særlig farlig virusinfektion. Gnaveres tænder fortsætter med at vokse hele dyrets liv, kaninfortænder med ca. 1 cm om måneden. Derfor bliver det hurtigt et problem, hvis ikke tandsliddet er tilsvarende stort. Skæve fortænder ses således ofte, men kindtænderne giver tit lige så store og alvorlige problemer. Tænderne kan klippes, men aflivning kan blive nødvendig, hvis ikke kaninerne har fri adgang til hø og friske grøntsager eller græs, idet disse foderemner kræver meget tyggearbejde, som slider på tænderne.

Bylder kan skyldes forskellige slags bakterier. Kaniners pus er sejtflydende eller grødet, og derfor er det vanskeligt at få tømt bylderne ordentligt uden at skære dem omhyggeligt under bedøvelse, også selvom man anvender de rigtige antibiotika.

Af hudproblemer kan bl.a. nævnes ringorm, som kan smitte til mennesker. Utøj og parasitter som fx coccidiose kan også være et problem hos kaniner. Fjernelse af afføring og grundig renholdelse af buret 2-3 gange om ugen minimerer dog ofte disse lidelser.

Skader og jagt

Vildkaniners meterlange underjordiske gange kan i større antal ødelægge marker og afgrøder. I det sydlige Europa og i særlig grad Australien er eller har dette været et stort problem. I Danmark kendes større skader kun på øen Endelave og i Sønderjylland, men ulovligt udsatte vildkaniner nær digerne på Lolland kan i fremtiden komme til at volde skader. Mange vildkaninpopulationer er udsatte, og artens udbredelse kan derfor synes noget ujævn, fx findes masser af kaniner omkring startbanerne ved Charles-de-Gaulle-lufthavnen ved Paris.

Kaniners meget hurtige og uregelmæssige bevægelser gør dem svære at skyde. Bekæmpelse foregår derfor oftest ved indfangning i net, ved frittejagt eller ved sygdomsspredning, fx af myxomatose, hvilket bl.a. har været anvendt med stort held i Australien, men generelt er effektiv bekæmpelse meget vanskelig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Arnbjerg: kaniner i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103738