Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gnavere

Oprindelige forfattere BWes og TSJ Seneste forfatter Redaktionen

Pelsfarven hos europæisk egern kan variere fra rødbrun til grå og sort.

Pelsfarven hos europæisk egern kan variere fra rødbrun til grå og sort.

gnavere, Rodentia, den største pattedyrorden med over 2250 arter fordelt i ca. 480 slægter, svarende til ca. 40 % af alle pattedyrarter. Ordenen omfatter en række underordener, bl.a. egerngruppen og mus, men systematikken er omdiskuteret.

Ordensnavnet Rodentia kommer af latin rodere 'gnave, bide'.

Bygningstræk

Det er først og fremmest tandsættet, der karakteriserer gnaverne. De har blot ét par fortænder i overmunden og et par i undermunden, hvorved de skelnes fra harer, som besidder et par mindre fortænder bag et par store. Fortænderne er mejselformede med en meget hård forside og en blødere bagside, hvilket betyder, at de bliver slebet særdeles skarpe. Fortænderne er rodåbne og vokser hele dyrets liv. De optager en betydelig plads i kraniet. Endvidere er det karakteristisk for gnaverne, at hjørnetænder mangler, og der er et tydeligt mellemrum mellem fortænder og kindtænder. Der er kun få kindtænder, idet der højst er udviklet én mælkekindtand i hver kæbehalvdel.

Nordamerikansk træpindsvin (Erethizon dorsatum).

Nordamerikansk træpindsvin (Erethizon dorsatum).

Kraniets muskler, som bevæger kæberne, er veludviklede og bevirker, at gnavningen bliver meget effektiv. Tandmellemrummet benyttes under gnavningen, idet læberne kan krænges ind i mellemrummet og blokere mundhulen, således at uønsket, eventuelt giftigt, materiale ikke kommer ned i maven.

Annonce

Gnavere er overvejende små dyr; den mindste, en nordamerikansk dværgmus, vejer blot 5 g; de fleste vejer mindre end 100 g, men en enkelt art, flodsvinet, når dog op på 66 kg. Gnaveres krop er kort og ofte plump. Halen er meget forskelligt udformet; fx har bævere en svømmehale, dværgmusens snohale bruges til klatring, og flyveegernets hale bruges som ror under svævningen.

Forekomst

Gnaverne er naturligt udbredt over næsten hele kloden med undtagelse af Antarktis og en del oceaniske øer. Desuden er mange arter indslæbt af mennesket til områder uden for deres naturlige udbredelsesområde, fx New Zealand.

Gnavere. De tre underordener af gnavere adskiller sig bl.a. ved tyggemusklernes fæste på kæberne og hovedskallen. Hos egerngruppen er den ydre del af tyggemusklen (rød) fæstnet på både kindbuen og snudepartiet, hvorved underkæben flyttes fremad under tygningen. Den indre, dybereliggende del (blå) er fæstnet på kindbuens underside og anvendes til at lukke munden. Hos mus går både den ydre og indre tyggemuskel langt frem mod snuden, hvilket giver mulighed for effektiv gnavning. Hos marsvinegruppen går den indre del under kindbuen frem mod snuden, hvilket giver stor tyggekraft, mens den ydre del kun bruges til at lukke munden.

Gnavere. De tre underordener af gnavere adskiller sig bl.a. ved tyggemusklernes fæste på kæberne og hovedskallen. Hos egerngruppen er den ydre del af tyggemusklen (rød) fæstnet på både kindbuen og snudepartiet, hvorved underkæben flyttes fremad under tygningen. Den indre, dybereliggende del (blå) er fæstnet på kindbuens underside og anvendes til at lukke munden. Hos mus går både den ydre og indre tyggemuskel langt frem mod snuden, hvilket giver mulighed for effektiv gnavning. Hos marsvinegruppen går den indre del under kindbuen frem mod snuden, hvilket giver stor tyggekraft, mens den ydre del kun bruges til at lukke munden.

Den store udbredelse bevirker også, at gnavere findes i så godt som alle habitater; fra den kolde, arktiske tundra til den varmeste ørken; fra trælevende arter, der aldrig sætter foden på jorden, til arter, der lever underjordisk og aldrig kommer op på jordoverfladen. Der findes gnavere tilknyttet ferske vande, fx mosegrisen, men ingen arter er direkte havlevende.

Føde

Gnaverne er hovedsagelig planteædere, og mange arter tager især frugter og frø; også blade, rødder og knopper indgår i kosten hos en del arter. Der er kun få gnavere, der lever som egentlige rovdyr, men mange arter supplerer plantekosten med dyrisk føde i form af små hvirvelløse dyr eller ådsler.

Fordøjelse

Den store mængde plantemateriale i føden kræver et fordøjelsessystem, der kan omdanne disse fødeemners vanskeligt nedbrydelige stoffer, især cellulose. Gnaverne har ikke som drøvtyggerne flere maveafsnit, og den væsentligste nedbrydning sker i en veludviklet blindtarm. Her kan en rig bakterieflora omsætte cellulosen til simple sukkerstoffer. Disse kan dog kun optages gennem maven, som ligger før blindtarmen. En del gnavere spiser derfor de ekskrementer, der kun har været en gang gennem fordøjelsessystemet.

Hasselmusen tilbringer størstedelen af sin aktive tid (den er nataktiv) i trækronerne. Den er særdeles ferm til at klatre og bruger sin lange hale som styrestang og ikke som gribehale. Hoved og krop er tilsammen 6-9 cm, halen lidt kortere. Hasselmusen overvintrer i en rede, den har bygget i en hulhed i jorden, fx under trærødder. Den er fredet i Danmark.

Hasselmusen tilbringer størstedelen af sin aktive tid (den er nataktiv) i trækronerne. Den er særdeles ferm til at klatre og bruger sin lange hale som styrestang og ikke som gribehale. Hoved og krop er tilsammen 6-9 cm, halen lidt kortere. Hasselmusen overvintrer i en rede, den har bygget i en hulhed i jorden, fx under trærødder. Den er fredet i Danmark.

Skadedyr

Gnavernes forkærlighed for planteprodukter bringer dem ofte i konflikt med mennesket. Især rotter og mus ødelægger hvert år en meget stor procentdel, måske op til 20 %, af høstudbyttet i verden, både på markerne og i de lagre, hvor produkterne opbevares. Ud over skader på afgrøder volder gnavere også en del strukturel skade, dvs. skade på bygninger og installationer. Endelig er nogle gnavere værter for sygdomsfremkaldende bakterier o.a., der kan overføres til mennesket. I alt kendes over en snes sygdomme, hvor gnavere er mellemvært. Middelalderens byldepest spredtes vha. rottelopper.

Formering og økologisk rolle

Medvirkende til de store problemer, gnaverne kan forvolde, er deres hurtige formering. De fleste gnavere har kort drægtighedsperiode og kan få mange kuld i løbet af kort tid. Derfor opnår de ofte høje bestandsstørrelser. Visse arter, fx lemminger, har i nordlige egne karakteristiske store udsving i antallet af dyr. Gnaverne udgør pga. deres hyppighed en væsentlig fødekilde for mange rovdyr og spiller dermed en vigtig rolle i mange økosystemer.

Gnaverordenen inddeles i flg. underordener og familier:
dansk navnfamilie (latin)
egerngruppen (Sciuromorpha)
syvsovereGliridae
bæveregernAplodontidae
egernSciuridae
Castorimorpha
bævereCastoridae
taskegofereGeomyidae
Anomaluromorpha
skælhaleegernAnomaluridae
springharerPedetidae
Hystricomorpha
sumpbævereMyocastoridae
bæverrotterCapromyidae
pakaranaerDinomyidae
agutierDasyproctidae
rottechinchillaerAbrocomidae
pigrotterEchimyidae
chinchillaerChinchillidae
octodonterOctodontidae
kamrotterCtenomyidae
sukkerrørrotterThryonomyidae
kamfingerrotterCtenodactylidae
muldvarpegnavereBathyergidae
hulepindsvinHystricidae
klipperotterPetromuridae
marsvinCaviidae
pakaerCuniculidae
træpindsvinErethizontidae
Diatomyidae
mus (Myomorpha)
musMuridae
musehamstereCalomyscidae
hamstereCricetidae
blindmusSpalacidae
springmusDipodidae
Nesomyidae
Platacanthomyidae
Kilde: Carleton and Musser (2005)

Evolution

Gnavernes oprindelse og slægtskab til andre placentale pattedyr er stadig delvis uafklaret. Bygningstræk i bl.a. kranium, tænder og fosterhinder tyder på et nærmere slægtskab med Lagomorpha (se harer), som de derfor grupperes sammen med i overordenen Glires. Derimod taler mange undersøgelser af proteiner og DNA imod dette slægtskab, og i så fald må de morfologiske ligheder mellem de to grupper være opstået uafhængigt af hinanden. Begge grupper kan via fossiler følges tilbage til Paleocæn (ca. 60 mio. år før nu) til deres sandsynlige oprindelsessted, Asien, men gruppen er måske endnu ældre, da visse DNA-analyser daterer udviklingslinjen tilbage til Tidlig Kridt (for mere end 100 mio. år siden).

Gnavernes evolution resulterede i en særdeles forskelligartet gruppe, der traditionelt opdeles i ca. 50 familier, hvoraf en fjerdedel nu er uddøde. De første egentlige gnavere, fx nordamerikanske Paramys fra Tidlig Eocæn (ca. 55 mio. år), var egernagtige, med fem øvre og fire nedre kindtænder i hver side. Relativt moderne egern og bævere kendes fra Tidlig Oligocæn (ca. 35 mio. år), mens musegruppen med kun tre øvre og tre nedre kindtænder er repræsenteret i Sen Eocæn (ca. 40 mio. år).

Den sydamerikanske marsvinegruppe kendes fra midt i Oligocæn (ca. 30 mio. år), egentlige mus og rotter først fra midt i Miocæn (ca. 10 mio. år). I Pliocæn (ca. 4 mio. år) udvikledes en næsehornstor sydamerikansk gnaver, og i Pleistocæn bjørnestore former som nordamerikansk kæmpebæver (se Castoroides) og caribisk kæmperotte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Westergaard, Thomas Secher Jensen: gnavere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84656