Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bæveregern

Oprindelig forfatter MLund Seneste forfatter Redaktionen

bæveregern, Aplodontia rufa, såkaldt primitiv gnaver, som er eneste art i familien Aplodontidae. Bæveregern er plumpe, kortbenede dyr med en kropslængde på 30-46 cm og en ganske kort hale på under 3 cm; vægten er 900-1800 g. Den stride pels er mørkebrun på oversiden og noget lysere på bugen.

Bæveregern forekommer i fugtige skovområder i den vestlige del af USA og Canada. De holder til i nærheden af søer og vandløb, men svømmer sjældent. Med de kraftige kløer graves lange gangsystemer. Bæveregern er vegetarer og æder først og fremmest de grønne dele af landplanter, især bregner. De tørrer planter i det fri om efteråret og deponerer dem derefter i gangsystemet. Om vinteren gnaver de undertiden bark. De kan klatre i træer.

Hvor forholdene er gunstige, kan bæveregern forekomme med ret stor tæthed. De kan gøre skade på afgrøder og ved at grave sig ind i dræningsgrøfter. Se også gnavere.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Lund: bæveregern i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52963