Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

trapper

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

Trapper. Hvidvinget sorttrappe (Afrotis afraoides).

Trapper. Hvidvinget sorttrappe (Afrotis afraoides).

trapper, Otididae, familie af tranefugle med ca. 25 arter i Afrika, Australien og de varmere dele af Eurasien. De er store fugle (40-120 cm) med kraftige, lange ben. Normalt er hannen større end hunnen; særlig udtalt er forskellen hos stortrappen, Otis tarda, hvor hunnen (75 cm) vejer 3,3-5,3 kg, mens hannen (105 cm) med helt op til 18 kg er en af de tungeste af alle flyvende fugle.

Trapper færdes på jorden i slette- og ørkenlandskaber og er næsten altædende. Parringssystemet er polygynt eller promiskuøst, og flere arter har arenaspil, som kan antage ret bizarre former. Kuldet på som regel 1-3 æg ruges af hunnen, som også passer de redeflyende unger. Flere trapper, især i Eurasien, har i dag stærkt reducerede bestande og fragmenterede yngleområder pga. landskabsudviklingen og ukontrolleret jagt; én art er akut truet, mens to anses for truede og én for sårbar.

Trapper. Dværgtrappe (Tetrax tetrax).

Trapper. Dværgtrappe (Tetrax tetrax).

I Danmark optræder tre arter som sjældne gæster: dværgtrappe, Tetrax tetrax, kravetrappe, Chlamydotis undulata, og stortrappe, som bl.a. findes i det tidligere Østtyskland, og af hvilken der kendes et dansk ynglefund (1860).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: trapper i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=173861