Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

traner

Oprindelige forfattere KKam og LSer Seneste forfatter Redaktionen

Traner ved Hornborgasjön.

Traner ved Hornborgasjön.

traner, Gruidae, familie med 15 arter i tranefuglenes orden, udbredt på alle kontinenter undtagen Sydamerika og Antarktis og med flest arter i Asien. De er store eller meget store fugle (90-175 cm) med lange ben og lang hals, oftest med hvide eller grå farver og nøgne, røde hudpartier i hovedet samt forlængede indre armsvingfjer, der hænger ned over halen. Vingerne er lange og brede, og flugten er kraftfuld; nordlige arter er udprægede trækfugle. Mange traner har gjaldende, trompeterende stemmer, som kan høres på flere kilometers afstand; hos disse arter danner en udbugtning fra luftrøret et resonansorgan i brystbenet.

Tranen (Grus grus) er sjælden og optaget på den danske rødliste.

Tranen (Grus grus) er sjælden og optaget på den danske rødliste.

Føden er blandet vegetabilsk og animalsk. Uden for yngletiden lever traner i flok, men parrene yngler enkeltvis, næsten altid i store moseområder. Kuldet er normalt på to æg og ruges af begge mager, og de redeflyende unger bliver sammen med forældrene til begyndelsen af ynglesæsonen det følgende år, også hos trækkende arter. Ødelæggelse af levesteder, forstyrrelser og jagt har reduceret mange tranebestande, og hele syv arter er rødlistede, heraf fem som sårbare og to som truede.

I Danmark forsvandt tranen, Grus grus, som ynglefugl i 1800-t., men nogle få par genindvandrede i 1950'erne til Nordjylland. Siden er bestanden vokset til i alt ca. 150 par, flest i Nordjylland og på Bornholm. Desuden ses trækkende fugle ret almindeligt i den østlige del af landet. I begyndelsen af 2000-t. ses igen ynglende traner i Danmark. Jomfrutranen, Anthropoides virgo, fra Sortehavsområdet og Centralasien er truffet enkelte gange i Danmark.

Annonce

Traner. Østafrikansk krontrane (Balearica regulorum gibbericeps) i Masai Mara, Kenya.

Traner. Østafrikansk krontrane (Balearica regulorum gibbericeps) i Masai Mara, Kenya.

Hør tranen:

/@api/deki/files/64793/=26918328.mp3

Se videoklip: Traner. © Lars Laursen

Se videoklip:Traner. De fine formationer af flyvende traner ses især i det østlige Danmark i april og maj. I Sverige ved Hornborgasjön samles i april op til 12.000 traner på vej til ynglepladserne. I Danmark er ynglebestanden oppe på ca. 40 ynglepar. © Eidos Wildlife

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp, Lars Serritslev: traner i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=173590