• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tallegallahøns

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

tallegallahøns, Megapodidae, familie af hønsefugle med ca. 20 arter, udbredt i SØ-Asien og Australien med den største artsrigdom på Ny Guinea. Længden varierer fra 30 cm til 70 cm.

Ordet tallegalla kommer af fransk talégalle, af malagassisk taléva 'purpurhøne' og latin gallus 'hane'.

Familien er især kendt for sin ynglebiologi, idet æggene nedgraves enkeltvis og udruges ved varmen fra forrådnende plantemateriale, ved geotermisk varme eller solvarme. Hos de fleste slægter bygges en stor høj af flere ton jord og plantedele, og temperaturen i højens indre reguleres gennem konstant vedligeholdelse, der bl.a. omfatter tilførsel af frisk plantemateriale og udgravning til ventilation. Højene genbruges gennem flere sæsoner. Ungerne er ved klækningen fuldt flyvedygtige og også på andre områder mere færdigudviklede end andre fugleunger. De graver sig ud i det fri ved egen hjælp og vokser op uden nogensinde at se forældrene.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: tallegallahøns i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=169559