Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

svømmesnepper

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

svømmesnepper, Phalaropodinae, underfamilie af sneppefugle med tre arter, som alle har svømmehud. Føden er små krebsdyr og i yngletiden insektlarver, især dansemyg. I yngletiden er de tre arter livligt farvede, klarest hos hunnerne, idet kønsrollerne er vendt om, så hunnen er den dominerende part, mens hannen er alene om at ruge æggene og føre ungerne; nogle hunner har flere hanner.

Odinshane og thorshane yngler i Arktis og lever ellers som havfugle i næringsrige opvældningsområder, mens wilsons svømmesneppe (Phalaropus tricolor) yngler i Nordamerikas indland og overvintrer ved saltsøer i Sydamerika; den er truffet i Danmark enkelte gange, mens de to andre arter er regelmæssige, men fåtallige trækgæster.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: svømmesnepper i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167883