Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

suler

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

Blåfodet sule (Sula nebouxii) på rede på Galápagos.

Blåfodet sule (Sula nebouxii) på rede på Galápagos.

suler, Sulidae, familie af årefodede fugle med ni arter, der som regel anbringes i samme slægt, Sula. Det er havfugle på 64-100 cm, et vingefang på 91-180 cm og en torpedoformet krop, med lange, ret smalle vinger og temmelig lang, kileformet hale. Næbbet er kraftigt, kegleformet tilspidset, uden udvendige næsebor og med en fin savtakning langs randen, der hjælper til at fastholde et glat bytte. Føden er fisk og i nogen grad blæksprutter, som sulerne styrtdykker efter fra 10-30 m højde. Impulsen alene kan bringe dem ned på 3-10 m dybde; ofte fortsætter de ved vingernes hjælp et stykke længere ned og fanger i reglen byttet nedefra under opstigningen. Se også årefodede.

Ordet sule kommer af færøsk og islandsk súla, af oldnisk súla 'kløftet stolpe' pga. vingespidsernes udseende i hvilestilling.

Suler yngler kolonivis på øer og klippekyster, to af arterne i træer og resten på jorden. De forskellige arter lægger fra ét til fire æg. Sulerne mangler rugeplet og ruger æggene ved at anbringe føddernes svømmehud oven på dem. Ungerne klækkes næsten nøgne. Seks af arterne er overvejende tropiske, de sidste tre, som er nært beslægtede, er udbredt i hhv. Nordatlanten, det sydlige Afrika og i SØ-Australien og på New Zealand.

Suler. Sule (Sula bassana). Fuglen i midten er en ungfyúgl, fuglen øverst th. en 3-årig.

Suler. Sule (Sula bassana). Fuglen i midten er en ungfyúgl, fuglen øverst th. en 3-årig.

I Danmark forekommer den nordatlantiske art (Sula bassana) almindeligt, især i de ydre farvande. Det er den største af sulerne med en vægt på op til 3,6 kg. Den voksne fugl er kridhvid med sort fod og gult hoved; ungfuglene er mørkebrune og anlægger gradvis den voksne dragt i løbet af de første 4-5 leveår.

Hør sulen:

/@api/deki/files/64720/=26917822.mp3

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: suler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166889